Der er meget, virkelig alt for meget at sørge over for tiden. Den overlagte udslettelse af det palæstinensiske land og folk er et faktum, det samme er den omstændighed at vores afsindige politikere med åbne øjne og frosne hjerter sprænger børn i luften, og bliver ved med at gøre det, og bliver ved med at gøre det. For længst er vi forbi nogen som helst form for berettiget relativisering af det faktum, at Vestens ulideligt selvretfærdige demokratier med overbevisende ideologisk vanvid slår et ikke-vestligt land ihjel, og hvis det ikke er anledning til akut lammende sorg, ved jeg ikke, hvad er.
At Taryn Simons udstilling i Cisternerne om netop sorg åbner, mens folkemordet er på vej ind i sin sjette måned er formentlig et ulykkeligt tilfælde, men ikke desto mindre gør det de klagesange, der er udstillingens altoverskyggende indhold ubehageligt aktuelle. Ikke mindre end 20 sangere fra stort set alle dele af verden har den amerikanske kunstner Taryn Simon arbejdet sammen med om at skabe det hav af sørgmodig lyd, der looper i Cisternernes våde mørke under den sært bogstavelige titel Start Again the Lament.
Simon er vel sådan set et scoop, den slags amerikanske succeskunstnere, der har vundet Guggenheim-pris og er Gagosian-repræsenteret og soloudstiller vidt og bredt – for en håndfuld år siden også på Louisiana. Mest er hun formentlig kendt for sine stramme fotoværker, men i Cisternerne er der næsten kun noget at lytte til, og det drypper af rituel følsomhed.
Salmerne og ceremonierne findes selvfølgelig stadig i vores fornuftsfeticherende del af verden, men professionelt udførte sorgritualer og katarsisstimulerende klagesange, de såkaldte laments, der lige nu afspilles i krypten under Søndermarken, synges på andre sprog end imperialisternes. Det er sådanne sprog – blandt andet tyrkisk, kurdisk, kinesisk, kirgisisk, albansk – der messes i sange om død og fordrivelse og eksil, sjælenes opstandelser og dræbte mødre, fædre, børn, elskede. 12 sange afspilles forskellige steder gennem de 4.000 kvadratmeter kold fugtighed, Cisternerne er. Og kombinationen af utvivlsomt overlegne højttalere og en akustik, der vel enten ubarmhjertig eller spektakulær, alt efter hvem man spørger, skaber bestemt et rimelig majestætisk landskab af lyd.
Men for mig er der noget utilnærmeligt over den storslåede, patosmættede dunkelhed. En så individuel og ensom tilstand som den sørgende kan man selvfølgelig hverken generalisere eller gøre sig til dommer over, og det er meget muligt at mennesker med andre sorgerfaringer end mine vil bevæge sig ned i mørket og opleve at blive forløst eller knust eller gennemstrømmet på måder, jeg forestiller mig, at den klagende messestemning netop har potentiale til.
Alligevel føles Taryn Simons sørgekor som et eksempel på at sakral følsomhed har brug for visuel kontekst for rigtig at lykkes. Det behøver ikke være ikoniske moskeer eller kirker eller faktiske begravelsesoptog – sorgfiktion kan sagtens være effektivt og storslået – men det er en lidt druknende fornemmelse at bevæge sig halvblind rundt i intet andet end floden af stemmer.
Der er næsten helt mørkt i Cisternerne med undtagelse af et enkelt neonrør længst inde i krypten, sådan en stram stribe lys, der falder fra hvælvingen ned i vandet, hvor den bliver blød og bølget. Den her stang af noget hvidt efter lang tids sortblå kulde lader til at være en slags finale eller kulmination, og selvom det er smagfuldt nok at lade skinnende pay-offs i et tæt mørke være så underspillet som et enkelt neonrør, virker det også lidt fladt.
Formentlig skyldes det også, at lyd skal spille hovedrollen hernede, sangene og sorgen er udelt i fokus, men fordi de mange sprog og ord og melodier bliver mudret godt og grundigt sammen i førnævnte intense kryptakustik, er det som om der mangler en slags krog, man kan hænge sine følelser på. Jeg vil mene at lys(stofrør) i mørke er og bliver en relativt uinspireret kunstnerisk impuls – hvilket generelt lader til at gøre det svært at lave udstillinger i Cisternerne. Hvad stiller man op med dramatisk dunkelhed andet end at lyse den op på gimmickagtige måder? Men hvis lydsiden netop var altomsluttende, ville et lysstofrør fra eller til nok enten være tilforladeligt eller forglemmeligt.
Det er ikke fordi sangene ikke er smukke og dygtige og fulde af alt muligt, der gør ondt, det er de bestemt. Men hernede, komplet løsrevet fra den sådan set også ganske brede vifte af kulturer, de hver især repræsenterer, kommer de til at minde lidt om rekvisitter. Et tapet eller en scenografi af ulykkelighed, som tilmed er relativt uhåndgribelig.
Den omstændighed at ingen af teksterne er tilgængelige (medmindre man køber en bog med trykte oversættelser), og at det er stort set umuligt at skille sangene ad, opløser fornemmelsen af værkets essens. Det er Taryn Simons udstilling, men stemmerne og teksterne tilhører alle mulige andre. Deres navne er nævnt, men de er umulige at koble til oplevelsen af værket. Selve sprogene er formentlig uden for rækkevidde for de fleste besøgende. Og selvom sorg vel er universalsproglig, selvom uforståelige sætninger sagtens kan besidde en egen skønhed, er smerten noget, man går rundt og famler lidt efter i Cisternerne frem for at blive gennemboret af den – på trods af et lydniveau og en patosvilje der gør hvad de kan for at etablere en totaloplevelse.
Efter omkring 40 minutter i mørket registrerer jeg, at loopet med sikkerhed er startet forfra, og jeg bevæger mig tilbage mod lyset og dets virkelige, altoverskyggende katastrofer med en følelse af at have hørt soundtracket til en storfilm, der aldrig rigtig kom i gang.
