Jo mere vi kommunikerer og udveksler, jo mere forventer vi at kunne forstå alt øjeblikkeligt. Lige dér står Haegue Yangs transkulturelle skulpturer.
Som et kunstnerisk fossil uden bremseklods tordner Frederik Næblerød afsted, nu med egen realityserie på TV. Hvis han kører hurtigt nok, kan han måske vende tiden.
Arthur Jafas udstilling på Louisiana er en ekvilibristisk historielektion i sort amerikansk kultur. Den giver den danske racisme et kærkomment nyrehug.
Tetsumi Kudo minder os om, at vi ikke skal vaske vores forurenede hænder, men i stedet slikke på dem, smage toksinerne og dernæst kastrere privilegierne, ét efter ét.
Yngvild Saeter frembringer teknologiske væsner fra efterlivet. Det er både et koncentrat af nostalgi og en personlig popkulturel vitalisme.
Ursula Reuter Christiansen flår jorden og lærredet op med mytologi og historie, og lader sine kvindelige subjekter bryde ud af de nedtrykkende standarder.
Kosmiske spørgsmål optager igen kunsten – også i København, hvor Den Fries udstilling rummer flere seriøse nedslag. Helheden er dog mærket af wiki og spekulativ flugt.
Jesper Just strækker filmen ud i Charlottenborgs mange rum for at fortælle historier om kroppens arkitektur og samtidens sensoriske udmattelse.
Patricia Piccininis skulpturer vil have os til at omfavne det fremmede, men det xenofile potentiale har svært ved at overleve sentimentalitetens stormløb.
Anton Vidokles kosmo-filosofiske film skubber det pre-revolutionære menneske mod udødeligheden. Det er pan-historisk sci-fi af høj kaliber.
En kritikerveterans harselas med museenes kremmerspråk og merkelappen «kulturelite» topper listen over artiklene Kunstkritikks lesere satte størst pris på i fjor.
En ny fond, et krast essay og en hyldest til et geni, der endte som akavet reklame, optog læserne i 2025.
Rutschbanor och censur, grotesk realism och kukens återkomst. Vi listar årets populäraste artiklar.
Kunstkritikks ansvarlige redaktør, Mariann Enge, ser tilbake på et år med følelsesstormer, minnearbeid og lukten av treverk i hendene.
