Mørke tænder i lysende smil

Magnus Andersen lader maleriet gå ud over lærredet i en totalinstallation, der griner af tidens fantasier om et idyllisk liv på landet.

Magnus Andersen, Agrication, Tranen, 2021. Photo: David Stjernholm.

Farven gul har en tilsyneladende enkel og ligetil semiotik. Det er den mest lysende nuance i farvespektret og fremkalder tanker om strålende dage badet i solskin, en følelse af optimisme og glæde. Men selv de mest strålende smil kan gemme på rådne tænder. Gul er også farven på sygdomme som malaria og gulsot, og de pigmenter, der skaber den, stammer oprindeligt fra giftige metaller og urin.

Magnus Andersens soloudstilling på Tranen, Agrication, er badet i et intenst gult lys, hvilket interessant nok skaber en gasbeholder-agtig kontekst for en multimedie-totalinstallation, der kommenterer vor tids idealiserede forestillinger om livet på landet.

Det farvede lys gennemstrømmer rummet fra ovenlysvinduer dækket af stykker af gul folie, stykket sammen på nærmest børnehaveagtig man´ér. Dette nik til en didaktisk æstetik, der kan minde om Steiner-skolernes, går igen i mange af udstillingens formelle elementer og står centralt for dens konceptuelle arkitektur.

Uddannelse og viden må nødvendigvis spille en central rolle i omlægningen af livet i byerne til mere bæredygtige alternativer. Hvordan kan en lys fremtid for landdistrikterne lægges i hænderne på børn, der aldrig har set en levende ko?

De seks udstillede værker udfolder scener fra en fiktiv, sværmerisk pastoral fremtid. Men den potentielle optimisme i fortællingen er farvet af noget urovækkende. Det altgennemtrængende skær, der med magt ændrer alle farver, fremkalder en umiddelbar følelse af mistillid til denne imaginære fremtid – en følelse, der ikke ligefrem mindskes af figurernes smil, der slår sprækker i de unaturligt farvede ansigter.

Træskæringer i bunden af ​​malerierne introducerer på didaktisk vis det sprog, der italesætter den nye måde at måde at leve på, hvor teknologi og naturens rytmer efter sigende vil sameksistere i harmoni. Men Andersens «skole» er lige så paradoksal som nutidens drøm om det idylliske landbrug. Dens grundlæggende ordforråd består af særegne forbindelser, der spænder over både møllesten og droner, funktionstaster og grønne jordbær, solenergi og bitcoins: umage blandinger, hvor fortid, nutid og fremtid forsvinder ind i det absurde ved disse symbolske kombinationer.

I en tid fyldt med miljøkatastrofer har vi desperat brug for at forestille os alternativer til den uholdbare tilværelse i byen. Nogle gange tvinger jeg mig selv til at forestille mig et liv på landet. Der ville jeg kunne fikse mange af de etiske paradokser, jeg kæmper med; alle de nagende påmindelser om min mangel på konsistens i den virkelige verden.

Magnus Andersens kyniske tilgang er en advarsel mod at nære den slags naive fantasiforestillinger og samtidig et forfriskende bud på de luftige diskussioner, der i kunstsammenhænge noget ukritisk kan hænge sig i romantiske visioner om naturens verden og vores rolle som mennesker i den.

Magnus Andersen, Agrication (detalje), Tranen, 2021. Foto: David Stjernholm.