Invitationen til Astrid Svangrens udstilling på Tranen er på den ene side som det indvendige af en muslingeskal; changerende i farvetoner mellem lyslilla, perlemor og blå, mens den anden side er en opdateret version af Botticellis berømte maleri, Venus’ fødsel fra 1484. Venus, den romerske gudinde for skønhed, kærlighed og frugtbarhed, sidder på hug i strandkanten – med blomster strøet om sig og flagrende hår – med tang og transparent stof i hånden. Sådan indleder man en helt ny sæson på Tranen med navnet «Sensibility». Slut med post-internet og skærmæstetik, ind med stoflighed, skønhed, blomster og havmetaforer.
Og Astrid Svangren har ikke holdt sig tilbage. Hele rummet er indtaget af en bølgende sanselig stoflighed, hvor folier glider fra loft mod gulv, og pastelfarvede og transparente stoffer krøller og folder sig ind og ud af hinanden på gulvet. På væggen hænger plexiglasmalerier, der har fået påført tykke klatter af maling i lilla, glimmer, guld og udtværede lavendelfrø. Alle disse både organiske og syntetiske stoffer på gulv, væg og loft, glider ind og ud af hinanden, så det er svært at afgrænse ét værk fra et andet; det hele vibrerer og lever som én organisme. Midt i rummet står en trækonstruktion, der lidt ligner en rumlig version af en drømmefanger – den ene side er et plexiglasmaleri med nuancer af blå maling og fra den anden side hænger langt flettet hår med konkylier og muslingeskaller og tørrede blomster.
Hele iscenesættelsen nærmer sig samtidig en floskel over det feminine – eller en kliché over forestillingen om det kvindelige; i så vild en grad dyrkes det pastelfarvede univers, at man undres. Er det bare et sukkersødt udtryk for blid femininitet? Eller er der også kritiske aspekter på færde i de florlette, flagrende pastelfarvede gevandter?
Da jeg så Svangrens værker første gang – på soloudstillingen Vad jeg Mins… på Moderna Museet i 2009 – afviste jeg selv udtrykket som alt for «piget» til min smag – med alle de stoflige gevandter, der voksede ud af lærredet. Men jeg må sige, at min sensitivitetssfære er blevet alvorligt påvirket af Svangrens iscenesættelse på Tranen.
I flere tekster om Svangren nævnes det, at hun først og fremmest er maler. Maleriet der forlader lærredet og vokser ud i rummet er ikke en ny genre, men Svangren lader ikke bare maleriet få (kvindelig) krop i rummet, hun opløser helt stivheden centreret om lærred-med-olie og erstatter det med en helt anden sanselig, krøllet, sfære.
Mange kunstnere bruger i disse år greb, som inddrager fokus på en større stoflighed; som når Tove Storch lader transparent, tynd silke ligne noget massivt skulpturelt i rummet, eller Aurora Passero hænger flettede farvede stoffer fra loftet. Men Svangren tager skridtet videre. Svangrens «malerier» kan ved første øjekast ligne noget tilfældigt rod, eller decideret skrald og efterladenskaber, der er krøllet sammen og smidt på gulvet. Dette indtryk understøttes af materialerne, der mest består af sølvpapir, film og madpapir.
Svangrens mest interessante greb er dog den måde, hvorpå hun erstatter det stive lærred med transparent plexiglas med påsmurte malingklatter, der så igen opløses i organiske versioner skabt af plastfolier, der hænger fra loftet med påført farve. Maleriets faste format mister her helt konturen, og bliver til tynde hinder, der folder og berører sig selv. På den måde er det stive direkte erstattet af vulva-formationer, der igen mimes i de mange konkylier og havmetaforen om det flydende materie, som hele udstillingen er informeret af.
Her kan jeg derfor ikke lade være at tænke på den belgiske filosof Luce Irigaray. Ifølge Irigaray er vores blik og sprog skabt over den samme metafor, den mandlige fallos. Det gør at vores kultur er helt uden sprog for den kvindelige erfaring og lyst. Irigaray skabte selv et alternativ til fallogocentrismen i form af labia – en metafor over de kvindelige kønslæber, der konstant rører ved hinanden – som en figur for kvindens kropslige sprog og hendes autoerotisme. I Svangrens univers findes tilsvarende en afvisning af stive, rette, lineære strukturer – alt er organisk foldet ind og ud af hinanden i sammenkrøllede stoffer og transparente hinder, hvor alle flader berører hinanden. Og hvor havet og konkylien fungerer metaforer for den kvindelige organisme og fluiditet.
Derfor er selve det at insistere så fuldkomment på et feminint, sanseligt landskab en ret subversiv ytring i et kunstnerisk vestligt landskab, der stadig domineres af rette vinkler, hvide kuber og teoretiske referencer. Vores blik afviser stadig lyserød, lilla og guld som lillepiget og derfor ikke-værdifuldt. Ligesom det der er krøllet sammen og smidt på gulvet hører til i skraldespanden og ikke på museum.
Selv skriver Svangren på bagsiden af pressefolderen: «Hvad sker der, hvis jeg taler til alle beskuerens sanser på én gang, og stimulerer dem i forskellige retninger simultant?»
Det klinger helt tantrisk. og jeg oplever, at det er hér at Svangrens subversive greb sætter ind: ikke i hovedet, men i sanserne, i kroppen. Der er i bund og grund noget dybt erotisk ved denne udstilling fuld af folder, hinder, fluiditet og flettet langt hår.
