Igennem de sidste måneder er Metoo-debatten for alvor genstartet i Danmark. En række kvinder i det politiske liv, medie- og musikbranchen er stået frem med vidnesbyrd om sexisme og seksuelle krænkelser, og hvor Metoo-debatten i 2017 hurtigt forstummede, lader bevægelsen denne gang til at have fået et momentum, hvor ikke bare langt flere står frem med deres oplevelser, men hvor oplevelserne denne gang også har konsekvenser. At et par toppolitikere allerede har måttet forlade deres poster er tegn på den nye alvor. Nu handler diskussionen ikke længere om, hvorvidt der findes sexisme, men om, hvordan de sexistiske strukturer præger arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.
Det var på den baggrund, at Billedkunstnernes Forbund (BKF) i starten af oktober begyndte at indsamle vidnesbyrd fra billedkunstnere, der har oplevet «sexisme, seksuelle krænkelser og overgreb» i deres studie- og arbejdsmiljø på kunstscenen. Indsamlingen af vidnesbyrd er foregået enten på mail eller via en krypteret indberetningsformular på BKFs hjemmeside og har foreløbig resulteret i omkring 20 henvendelser, hvoraf et udvalg offentliggøres i dag. Indsamlingen er stadig åben, og BKF regner med at kunne offentliggøre yderligere vidensbyrd i december-udgaven af deres magasin Billedkunstneren, fortæller Nis Rømer, formand for BKF, til Kunstkritikk.
Hvad fortæller de vidnesbyrd, I har modtaget om omfanget og karakteren af Metoo-sager på den danske kunstscene?
De første vidnesbyrd, vi har modtaget, viser, at hverdagssexisme, seksuelle krænkelser og forskellige former for magtmisbrug desværre er et almindeligt og udbredt fænomen på kunstscenen. De viser også, at oplevelserne som regel forties, fordi ofrene er bange for, at det kan skade deres karriere at sige fra overfor krænkerne eller klage. De fleste vidnesbyrd kommer fra kvindelige kunstnere, men der er også enkelte mandlige kunstnere, der vidner om seksuelt krænkende adfærd og overgreb fra andre mænd.
Er det BKFs fornemmelse, at de vidnesbyrd, I har modtaget, er repræsentative for de sager, der måtte være derude? Og er sagerne mere eller mindre alvorlige, end i havde forestillet jer?
Vores fornemmelse er, at vi stadig kun ser toppen af isbjerget. Netop fordi tavshedskulturen omkring sexistiske krænkelser er udbredt i kunstlivet, er mange i tvivl om, hvorvidt deres oplevelse af at have fået grænser overskredet er legitim. Mange har ikke, før nu, fortalt andre om de krænkelser, de har været udsat for. Og i flere af de henvendelser, vi har modtaget, skriver kunstnerne, at denne nye bølge af MeToo, som ruller gennem hele samfundet, betyder, at de oplever en stor lettelse og endelig finder mod til at tale om deres oplevelser med sexisme i kunstlivet.
Du spørger om alvoren af sagerne: Enhver sag skal tages alvorligt, fordi den kan have store konsekvenser for den enkelte. Enhver sag, er en sag for meget. Generelt viser de vidnesbyrd, vi foreløbig har modtaget, at sexismen er almindeligt forekommende i kunstlivet, lige fra dagligdags sexistiske bemærkninger over chikane, trusler, forskellige former for magtmisbrug og direkte seksuelle overgreb.
Kunstneres arbejdsvilkår gør os særligt udsatte for MeToo-problematikker. Som løstansat er din stilling mere usikker, og du kan være sårbar overfor magtfulde personers løfter eller trusler om at påvirke din karriere. Samtidig er kunstverdenen ofte ikke reguleret som andre brancher, hvor der f.eks. er tillidsrepræsentanter, faglige klagesystemer og personalepolitikker. Derfor synes jeg også, at stærke faglige organisationer er svaret på mange af disse spørgsmål, så den enkelte kunstner netop ikke står alene, men ved, at der er faglig og kollegial opbakning at hente.
Nu er foreløbig 15 vidnesbyrd offentliggjort på BKFs hjemmeside, men hvad skal der ske fremadrettet? Hvordan kommer vi denne slags sager til livs?
Vi i BKF ser ikke MeToo som ’kvindekamp’, eller som den enkeltes kamp. Kampen mod sexisme i kunstlivet er vores allesammens kamp for retten til et godt uddannelses- og arbejdsmiljø. Det handler om at sikre et velfungerende kunstliv på højt niveau, hvor alt det kunstneriske talent, der findes i feltet, kan trives, udvikles og udfolde sig bedst muligt.
Som faglig organisation kan BKF give kunstnere juridisk og personlig vejledning og støtte, hvis de henvender sig med en sag. Det er et støtte- og rådgivningsarbejde, som vi allerede udfører, og som BKF er godt rustet til. BKF kan ikke gå videre med anonyme henvendelser – med mindre, vi bliver bedt om det af dem, der har oplevet krænkelserne. Vidnesbyrd er afgivet under forudsætning om anonymitet. Men bliver vi kontaktet med aktuelle sager, der kræver handling, kontakter vi den pågældende institution. Så forventer vi naturligvis, at sagerne behandles konsekvent og ordentligt, og vi følger op på, om det sker.
Når vi ser på de vidnesbyrd, vi foreløbig har modtaget, kan vi se, at mange krænkelser og overgreb er foregået på kunstuddannelser, og at mange er relateret til alkohol. Vi tror, at mange sager kunne have været undgået, hvis kunstuddannelser, kunstinstitutioner og organisationer havde klare retningslinjer for alkohol. Overordnede eller lærere skal ikke drikke sig fulde med underordnede eller elever. Der er al mulig grund til at være meget restriktiv med alkohol for alle parters skyld. Vores anbefaling er klar: Få retningslinjer implementeret så hurtigt som muligt, hvis ikke I allerede har det. Vi anbefaler også at formulere tydelige retningslinjer, der forbyder seksuelle relationer mellem lærere og elever på alle former for kunstuddannelser. Derudover skal man gøre det let at indberette sager og sørge for, at de bliver taget alvorligt fra starten.
Indførelsen af et regelregime («retningslinjer») er ikke vejen frem til at undgå krænkelser på en videregående uddannelse, men desværre noget, der i stedet kan få konsekvenser for den kreative tænkning og udfoldelse på stedet. Især hvis det at undgå krænkelser bliver noget, der kommer til at dominere for meget i manges bevidsthed, både hos studerende og hos undervisere og andre med et særligt ledelsesansvar.
Bemærk: Dette er ikke en påstand om, at grænseoverskridelse i sig selv er vejen til kreativitet og udfoldelse, som nok en del, der ligesom undertegnede var unge i 1970erne, bildte sig selv ind.
Grundlæggende set drejer det sig om ansvar, ikke mindst ledelsesansvar, og en bevidsthed om, at alle ikke er ”lige” i et samvær mellem ”voksne” mennesker. Det drejer sig om bevidsthed om den magt, som nogen har, og andre ikke har, og en bevidsthed om, hvordan man udfolder denne forskel i magt bedst muligt for alle parter i samværssituationer.
Et eksempel: Hvis man som leder, som ansat til at undervise, ikke er i stand til at leve op til sit ansvar, som leder og som underviser, på et kunstakademi i Danmark, hvorfor er man så overhovedet blevet ansat i den pågældende stilling?
Det er den øverste ledelses ansvar og udtryk for inkompetence, hvis man ansætter undervisere, der ikke er sig deres ansvar bevidst og har de nødvendige kompetencer, både med hensyn til at lede og at undervise (hvad der er tæt forbundet).
Hvis der på kunstakademierne, inden for de sidste 20 år, har været ansat for mange ”solkonger”, der har betragtet det som et særligt privilegium, der fulgte med stillingen, frit at kunne krænke andre og at kunne udleve deres seksualitet, så er der en række personer, med et øverste ledelsesansvar, der ikke burde have været ansat i en stilling med et sådant ansvar.
At henvise til, at ”kulturen” har været en anden, vil være en dårlig undskyldning.
Og trods alt – det er menneskeligt at fejle, at indse sine fejl og at få hjælp til at undgå, at man gentager dem.