Det er sjældent, at en ny kulturinstitution ser dagens lys. Ikke en ny opera eller kunsthal, men en helt ny institutionsmodel som det hus i Københavns nordvestkvarter, der i fredags slog dørene op og fremover skal være hovedsæde for Bikubenfonden og en række fondsstøttede aktiviteter indenfor socialområdet, samt scene- og billedkunst. Deriblandt fænomenet Art Hub Copenhagen, som har været undervejs de sidste seks år og fra starten haft kunstscenens bevågenhed.
Der er grund til at være på vagt overfor en tendens i den danske fondsverden til selv at ville levere indholdet, som også kritiker Louise Steiwer bemærkede i en kommentar tidligere på ugen. På åbningsaftenen, hvor huset var stuvende fyldt, var der dog også noget andet i luften – godt hjulpet på vej af den flotte arkitektoniske overhaling af den tidligere industribygning. De blottede strukturer og den rå beton giver stedet et skær af institut for sociologi i udkanten af Paris på den sexede 1970’er-måde.
Og ja, man kunne nok have skaffet atelierer til en god del af byens kunstnere for den sum, det har kostet at renovere dette hus. Til gengæld vil de, forhåbentlig mange, kunstnere, som fremover får tildelt et atelier eller residency få oplevelsen af at arbejde i faciliteter og i indbydende omgivelser, som kunstnere sjældent har adgang til. For engang skyld vil det ikke være advokater eller investeringsrådgivere, men kunstnere, der hænger ud i kantinen med mad fra Meyers eller i biblioteket med cool gulvudsmykning af Martine Syms.
Om det fører til bedre kunst eller en mere spændende kunstscene, vil fremtiden vise. Jeg kan heller ikke gennemskue om det mest af alt bliver et hus med en masse administration eller en regulær konkurrent til kunsthallerne. Foreløbig har jeg inviteret mig selv på kaffe hos en Art Hubs Ph.d.-studerende, og vil lytte efter om der også bliver talt Bourdieu i cafeen.
Husets navn er klogeligt nok blot er stedets adresse: Thoravej 29. Det er næsten befriende i en tidsalder, hvor branding er alt og det første, nye institutionsledere foretager sig, er at ændre navn og grafisk identitet. De sidste par år er ’Overgaden’ blevet til ’O-Overgaden’ og ’Kunstforeningen Gl. Strand’ til ’Gammel Strand’. Det kunne have været vildere.
Førstepladsen går fortsat til det tidligere ’Nordjyllands Kunstmuseum’, som siden 2008 har trukket med ’Kunsten’. Et umuligt navn – svarer lidt til at navngive sin søn ’Dreng’ – som sjældent kan stå alene, men kræver præcisering, når det skal omtales, eksempelvis: Kunsten i Aalborg viser dette forår et par videoinstallationer af Candice Breitz udlånt fra Louisianas samling. Interessant nok viser museet dermed en af de mest aktive stemmer i den kulturkamp, der raser i Tyskland i disse år. Også selvom det mest virker som en tilfældighed.
Sæsonens første navneskifte udgår fra et museum, som ved grundlæggelsen i 1977 hed ’Køge Skitsesamling’ og siden blev omdøbt til ’KØS Museum for kunst i det offentlige rum’ og fremover skal siges på engelsk: ’MAPS – Museum of Art in Public Spaces’. Mere interessant og pænt ambitiøs lyder den kommende udstilling The Story of Public Art med «epokegørende kunstneriske eksperimenter i offentlige rum fra 1960 til i dag». Udstillingen, som vil udvikle sig over de næste fire år, er kurateret af Charlotte Sprogøe og rummer bidrag af 120 kunstnere fra over 40 lande. Blandt de offentliggjorte navne er Maria Hassabi, Lawrence Lek og Hélio Oiticica.
Det er snart længe siden Kunsthal Charlottenborg har skiftet navn, men nu er chancen der. Stillingen som Michael Thoubers efterfølger er slået op, selvom man ikke længere søger en «direktør», men en «leder». Kunsthallen viser for tiden en udstilling i skikkelse af en enkelt film, der var et af højdepunkterne på sidste Venedigbiennale. Karimah Ashadus Machine Boys følger en gruppe mænd, der fræser rundt i Lagos på motorcykel i en slags illegal og fatalistisk taxikørsel, og er med sine 8 minutter og 50 sekunder klart en hel udstilling værd.
Også Kunsthal Aarhus viser, at en udstilling ikke altid behøver en masse værker og halløj. Siden 2017 har kunsthallen afholdt en årlig flagudstilling i parken. De nye regnbuefarvede flag, der netop gået til vejrs, er fremstillet af den japanske fluxuskunstner Ay-O, der også stod bag et 300 meter langt regnbueflag, der hang ned fra Eiffeltårnet i 1987.
Bare fem minutter derfra på ARoS opererer man i en hel anden skala. Dette forår åbner museet et permanent værk af James Turrell, der har været 10 år undervejs – under tre forskellige museumsdirektører – og er en hel tilbygning i sig selv, et cirkulært rum med 16 meter til loftet. «Den transformation, ARoS gennemgår lige nu, sker én gang på en generation og skal sikre, at ARoS bliver en af de mest innovative kulturinstitutioner til at opleve transformativ kunst i stor skala,» lyder det bombastisk i den seneste pressemeddelelse.
Arken fortsætter programmet med solopræsentationer af danske malere. Første var Apolonia Sokol. Dernæst fulgte Ursula Reuter Christiansen og om et par uger følger Frederik Næblerød og til april Eva Helene Pade, som blot er 28 år, men allerede repræsenteret af stort galleri i Paris. Det er uanset noget nyt, at så unge kunstnere får soloudstillinger på et dansk museum.
Af soloudstillinger, jeg ser frem til dette forår, er især to. Dels Henrik Olesen på Den Frie i slutningen af februar, dels Kaari Upson på Louisiana til maj.
Udstillingen med danske Olesen, som de sidste 25 år har boet i Berlin, bliver en substantiel præsentation af nye og ældre værker, herunder gensyn med helt tidlige værker vist på det københavnske udstillingssted Otto i 1990erne. Udstillingen med amerikanske Upson, som desværre døde for få år siden, blot 51 år gammel, er også en retrospektiv. Upson var et powerhouse, og jeg kan stadig fremkalde fornemmelsen af at gå rundt i det opskalerede, og halvvejs opløste, dukkehus, hun viste på Venedigbiennalen i 2019. Udstillingen på Louisiana hedder «Doll House», så noget tyder på, gyserhuset er med her også.
Heller ikke for børn, men om børn er gruppeudstillingen Just Kids, der åbner om et par uger på Gammel Strand. «Ønskebarn, bonusbarn, møgunge eller nepo baby – kært barn har mange navne. Børn er over det hele, de fylder ved middagsbordet og i samfundsdebatten. Men hvem er de, børnene, og hvordan optræder de i samtidskunsten?», lyder det i pressemeddelelsen, som nogen har gjort sig umage med. Også kunstnerlisten lokker, 17 kunstnere i alt, deriblandt: Lene Adler Petersen, Pope. L, Gianna Surangkanjanajai, Pernille Madsen, Paul McCarthy og Asta Olivia Nordenhof. Det er ikke en udstilling, jeg på forhånd kan se for mig, og alene af den grund ser jeg frem til den.
