At fem menneskers værker, fem forskellige praksisser og kulminationen på fem kunstneres uddannelser, sætter sig for at ville holde om hinanden, lyder ligeså dejligt, som det lyder svært. Hold on tight hedder årets afgangsudstilling fra Det Fynske Kunstakademi, og om udstillingen og arbejdet skriver kurator Marie Thams blandt andet, at «Hold fast, slip ikke, hold om mig er nogle af de impulser, som har fyldt i de seneste måneders samtaler med de fem udstillende kunstnere».
Selv på de strammest kuraterede gruppeudstillinger, i de mest tematisk stringente udstillingsrum, kan relationer og hengivenhed værkerne imellem tit være svært at mærke – det der vil ses, vil som regel hellere ses, end det vil pege på andre ting. I Skulptursalen på akademiet står naturligvis fem stykker arbejde som gerne vil ses og skinne lidt, men på tværs af måden disse fem kunstnerskaber rager op i rummet, er det som om et oprigtigt ’vi’ er på spil herinde, og værkerne binder sig til hinanden: fornemmelsen af tynde liner mellem et fjerhjerte og et lille Eiffeltårn og draperet velour om to sokler, mellem en deadpan deform guitar, der hænger fra loftet og to småbitte delfiner som en tør vits i hjørnet af en collage.
Rummet har sådan en knasende kalket skønhed, der kan minde om en lille kirkes, men uden nogen særskilt højtidelighed hvælver det sig bare over tingene og giver dem på en gang plads og noget arkitektonisk ånd at læne sig op ad.
Med undtagelse af et videoværk står alting i samme rum og ved udstillingens begyndelse breder Thomas Kleins landskabstegninger sig udover et hjørne og lader øjnene glide ind i sammenhængen som den slags håndsrækning væghængte billeder kan være. Syv stykker uindrammet papir er monteret helt basic med små magneter direkte på væggen. De her tegninger er stille, de lader til at være kærlige og koncentrerede observationer af underspillede, måske endda uspektakulære steder omkring Odense – eksempelvis hedder et af værkerne og stederne Ved motorvejen. Som en slags hverdags-core nyguldalder bliver de en påmindelse om, hvordan billedkunst meget håndgribeligt kan være lig med fysisk tid og tilstedeværelse i verden. Grundigheden strømmer fra tusindvis af farveblyantsstreger og mængden af tegninger, deres forskellige størrelser, gør helheden antimonolitisk, så den afgrænsede figuration også henvender sig udad.
Ikke langt fra Kleins landskaber snor en stribe oppustede badevinger sig eksempelvis sirligt sammen med en rutschebaneagtig metalkonstruktion og to besynderlige ører i den ene del af Signe Rohardt Lunds installation, Let’s Go For a Joyride. Her er et andet, næsten-genkendeligt sted. Der er noget forstenet over dette dekonstruerede vandland, en følelse af at selve ’underholdningen’, dens arkitektur og rekvisitter på samme tid punkteres og ophøjes. Tableauet åbner sig mod tre glat digitale fotocollager, installeret smukt og henkastet langs væggen, hvis heste og badedragter og delfiner er nogle helt aflæselige medspillere i drømmen eller mareridtet om koreograferet og kommercialiseret leisure.
Mellem Alberte Harboe Westergaard og Ida Dorthea Thorrud spænder en slags romantisk akse sig ud. Ved at kigge på sin kæreste, filme og fotografere og objektificere og begære ham, kigger Thorrud på kærligheden med et blik, der virker ligeså ærligt som metabevidst om forelskelsens pop og karikaturer. Roser, hjerter, engel. Videoens ømhed og fotografiernes stylede overflader visker hinanden en anelse ud, men viljen til romantik er fin og uaffekteret – og den poetiske smagfuldhed fuckes også lidt op på en kærkommen måde af Thorruds helt corny hjerteskulptur, der hænger fra gulv til loft som en pole eller en overdimensioneret nøglering.
Nærmest arkaisk skulpturel tårner Harboe Westergaards La Flâneuse sig op i rummets modsatte side, den damper af en anden romantik, ornamentets og materialernes. Et stykke virkeligt og voldeligt, parisisk hegn er blevet genskabt (håndskåret!) i lindetræ, så står det der helt løsrevet og blomstrer på en vidunderlig sokkel af kunstig marmor/bemalet mdf. Jeg tror, skulpturen havde været et endnu mere brutalt insisterende spyd i rummet, at dens formfuldendte skønhed ville have været endnu mere magnetisk, hvis den havde stået alene – selvom det stål og velour, der blandt andet akkompagnerer den, også bliver en understregning af magtsprogenes dekadence.
Det ikoniske, symbolet og karikaturerne og pop (/rock), mødes og eksploderer lidt i Joakim Hyldebrandts afsluttende guitarhjørne. Tre relief-skulptur-collage-malerier hænger på væggen, det er tre nænsomt og skødesløst ødelagte guitarer som groteske rammer om hver deres billede af en musiker, og de hænger helt selvfølgeligt sammen med, hvad der føles som udstillingens fuldkommen åndede og perfekte finale, Horrors Untitled. Jeg elsker guitaren med det samme, den er virkelig flot, ligner en hyldest til rockens (/kunstens) sameksisterende plathed og storslåethed, og den minder mig om, at jeg i min muligvis himmelråbende banalitet tit holder af kunst, der er skæg.
Der er i det hele taget humor og genkendelige figurer til overflod i Skulptursalen i Odense, en fornemmelse af tydelig virkelighed i de fem dimittenders arbejde – readymades og genskabelser, figurationer og virkelige kroppe fylder som udtryk i stort set alle værker. Verden ønsker at se sig selv, mennesker ønsker at tale med hinanden og arbejdet herinde gør det samme, det taler og lytter, og det virker som en bedrift i en afgangskontekst. På nogle måder taler tingene nærmest bedre med hinanden på tværs af de forskellige praksisser, de griber nærmest bedre fat i hinanden end i sig selv. Den omsorg, der antydes i titlen, findes i værkerne og i passagerne mellem dem, og mellem de mennesker, der bevæger sig rundt derinde. Og hvis hensynsfuldhed er en årgangs stemning, er der vel frem for alt grund til at være taknemmelig.
