For en uges tid siden satte en gruppe kunstnere og kulturarbejdere sig på hovedtrappen foran Statens Museum for Kunst. Med sig havde de vandmelon, som de spiste i stilhed for at gøre opmærksom på krigen i Gaza og for at kræve de danske kunstinstitutioners støtte til kunst- og kulturarbejdere, der er ramt både direkte og indirekte af den. Ugen efter blev aktionen gentaget foran Thorvaldsens Museum, og således er protesterne mod krigen – som længe har fundet sted i andre fora – rykket tæt på de etablerede kunstinstitutioner.
Siden den første aktion har der floreret billeder af protesten med en lukket museumsindgang og politiopbud foran SMK. Museets direktør Astrid la Cour forklarer os i en mail, at «SMK skærper sikkerheden, når der som her er tale om en ikke anmeldt demonstration, dvs. orienterer museets vagter og politiet. At hovedindgangen blev lukket, var en del af den øgede sikkerhed, og museets gæster kunne fortsat både komme ind og ud af museet».
En noget anden opfattelse af forløbet fremgik af et skilt, der blev sat op af ukendte aktivister foran museet få dage efter: «Warning! Do not use constitutional rights here. The museum will rather call the cops than help end Danish complicity in genocide». Uanset forståelsen af begivenheden må der findes en måde, hvorpå kunstinstitutionerne kan tage ansvar i kriser som den aktuelle. Hvilke andre «standardprocedurer» kan man forestille sig og drømme om?
Hvid støj
Hos IDOART.DK, der som et af få danske kunstmedier har beskæftiget sig indgående med den humanitære katastrofe i Gaza, beskriver kunstnere og kulturarbejdere, hvordan de påvirkes af de etablerede institutioners «larmende tavshed». Med undtagelse af Overgaden, der den 7. november 2023 udsendte en erklæring, hvor institutionen fordømte «de voldsomme angreb, der […] rammer civile» og «censurering af stemmer og institutioner, der ytrer sig i denne krise», lader en tavshed om situationen i Gaza til at præge de danske kunstinstitutioner. Men er der rent faktisk helt stille, eller er der snarere tale om en form for institutionel hvid støj?
Aktuelt viser Gammel Strand den israelske kunstner Yael Bartana. En kort vægtekst introducerer til udstillingen, og selvom værkerne selv adresserer zionisme og koloniseringen af Palæstina, er det bemærkelsesværdigt, at den eneste henvisning til den igangværende krig er en kort linie om, «at det er svært ikke at have den nuværende krig og dens efterdønninger i både Mellemøsten og Europa i tankerne». Dog har kunsthallen i næste uge inviteret til en samtale om, «hvilken rolle kunstinstitutioner bør påtage sig i internationale kriser og politiske diskussioner», med planlagt deltagelse af direktørerne fra kunsthallerne Overgaden, Gammel Strand og Copenhagen Contemporary.
Selvom hverken Israel eller Palæstina nævnes i invitationen, må man formode, at krigen bliver samtalens omdrejningspunkt. Gammel Strands formidling af Bartana kan derfor ikke reduceres til institutionel tavshed, men må snarere læses som udtryk for et forsøg på at indtage en «neutral position», som selvsagt ikke findes.
Årsagen til kunstinstitutionernes «neutralitet» og tavshed, kan man kun gisne om: Måske bunder den i en generel berøringsangst for polariserede, politiske diskurser, måske i et ønske om at opretholde status quo, måske i en frygt for lavere besøgstal, eller måske er «neutraliteten» og tavsheden udtryk for, at man reelt mener, at kunstrummet kan holdes adskilt fra det realpolitiske rum. Så længe årsagerne ikke ekspliciteres, har de karakter af en hvid støj, der er nok så øredøvende, når man først bemærker den.
Sikkert er det, at de danske kunstinstitutioner adskiller sig fra svenske institutioner som Konsthall C, Mint og Moderna Dansteatern, norske institutioner som Munchmuseet og Astrup Fearnley Museet. Dertil kommer, at den internationale museumsorganisation CIMAM i januar tog afstand fra den omfattende censur af kunstens stemmer i slipstrømmen på krigen.
Tavsheden på den danske kunstscene adskiller sig også fra tidligere håndtering af andre politiske spørgsmål – fx ved Ruslands invasion af Ukraine, hvor en del af de danske institutioner brugte udmeldinger og hashtags, ligesom der blev flaget med det ukrainske flag, og en russisk kunstner kortvarigt blev bortcensureret fra Forårsudstillingen.
De små institutioners larm
Hvor man skal spidse ørerne for at høre de etablerede institutioners tale, så er larmen større på de mindre udstillingssteder. Der lader til at være opstået en diskrepans mellem etablerede kunstinstitutioners hvide støj på den ene side og den del af samtidskunstscenen, som har taget humanitært og politisk stilling til situationen i Gaza på den anden.
Studerende på landets kunstakademier og filmskoler, kunstnere i atelierfællesskaber og mindre kunstnerdrevne udstillingssteder har lavet banneraktioner, støttemarkeder og støtteudstillinger under paroler som «To say nothing is to say something» og udsendt statements. Et eksempel er det lille udstillingssted Til Vægs, der siden december 2023 har skabt initiativet Art Parade for Palestine og stillet sine ressourcer og lokaler til rådighed.
Men hvorfor bør man kunne forvente, at de store kunstinstitutioner vil spille en aktiv rolle i politiske spørgsmål og ved humanitære kriser?
Først og fremmest fordi institutionerne tilsyneladende selv ønsker det. På Foreningen af Kunsthaller i Danmarks hjemmeside står der, at kunsthallerne «ikke blot udstiller, men også formidler de problemstillinger, der måtte opstå i en nutidig samfundsmæssig debat». På samme vis kan man i SMK’s strategi 2022-25 under overskriften «SMK åbner døre» læse, at «de seneste årtier har lært os, at museer i stigende grad bliver brugt som mødesteder og samlingspunkter, hvor samtaler og andre udvekslinger mellem mennesker kan finde sted i inspirerende, trygge og gæstfrie rum». Men hvornår skal dørene åbnes og for hvem?
Selvom vi synes, det er ukompliceret at tage et humanitært standpunkt og kræve varig våbenhvile i Gaza nu, er det mere kompliceret at diskutere, hvordan kunstinstitutionernes ansvar for situationen i Gaza ser ud. Institutionstyperne er forskellige (fra statslige til selvejende osv.), og deres vilkår, muligheder og overbevisninger er derfor varierende. Men hvis institutionerne ikke kan diskutere den humanitære katastrofe i Gaza, der har globale politiske implikationer og rummer de største civile tab i det 21. århundrede, hvad kan de så diskutere? Ansvaret for at besvare det spørgsmål er selvsagt ikke kun kunstnernes, men også direktørernes og vores – kulturarbejdernes og forskernes.
Hvordan ser institutionelt ansvar ud?
Spørgsmålet er, hvordan institutionelt ansvar ser ud. Hvordan kan selv store institutioner sætte lys på igangværende konflikter og katastrofer, og hvilke redskaber har de?
Et særligt spørgsmål for kunstinstitutionerne er, hvordan man forholder sig kuratorisk til at arbejde med og udstille kunstnere, der er direkte berørt af igangværende kriser og katastrofer. På Copenhagen Contemporary og Glyptoteket åbner man eksempelvis til sommer en fælles udstilling med den palæstinensisk-amerikanske kunstnerduo Basel Abbas og Ruanne Abou-Rahme. Udstillingen taler direkte ind i spørgsmålet omkring palæstinensisk kulturarv samt (manglende) lovgivning og repatriering. Her er det umuligt at komme udenom svære spørgsmål om ejerskab, national identitet og tilhørsforhold. Det ligger i værkerne selv. Imidlertid er Gammel Strands aktuelle visning af Bartana en påmindelse om, hvor afgørende formidlingen er for forståelsen af værkerne.
Men der findes også redskaber for dem, der ikke allerede har programsat israelske (Gammel Strand) eller palæstinensiske (CC/Glyptoteket) kunstnere. Statements som eksempelvis Overgadens har fået en del opmærksomhed i de forgangne måneder, og selvom en offentlig erklæring – om ikke andet – kan fungere som diskursiv støtte til eksempelvis palæstinensiske kunstnere, så er det ikke det eneste redskab. Nogle journalister er fx gået skridtet videre i deres udmeldinger og fordømmer direkte drab på kollegaer, ligesom de har arbejdet aktivt for at styrke deres dræbte kollegaers eftermæle. Tilsvarende kunne kunstinstitutioner oplagt fordømme drab på kunstnere og kulturarbejdere i Gaza.
Af Covid-19 krisen lærte vi, hvordan kunstnere og museer kan blive hjulpet økonomisk af større bevillinger som eksempelvis Ny Carlsbergfondets «akutindsats». Kunne man forestille sig danske kunstinstitutioner, der købte kunst af palæstinensiske kunstnere eller lavede samarbejder med palæstinensiske kulturinstitutioner?
Et andet oplagt redskab er indsamlinger til nødhjælpsorganisationer, som bl.a. blev brugt af Benefit Art Sale arrangeret af kunstnerne Melanie Kitti og Kinga Bartis på Overgaden. Dertil har kunstens institutioner en række klassiske formidlingsformater til rådighed som debatter, foredrag, filmscreeninger og workshops. Og så er der selvfølgelig de endnu mere mellemmenneskelige værktøjer: Hvordan kan institutionerne være der for og stille ressourcer til rådighed for de medarbejder- og publikumsgrupper, der er direkte berørt af igangværende krige og kriser?
MeToo, BLM og opioidkrisen i USA har over det forgangne årti vist, hvordan museumsrummet kan bruges til politiske aktioner og forsamlinger. Spørgsmålet er, hvordan man åbner dørene for disse politiske initiativer og bevægelser, så det ikke ender i splittelser internt i kunst- og kulturmiljøet. Vi mener selvsagt ikke, at institutioner skal tage stilling i alle kriser og krige, men hvis frygten for at adressere politiske og humanitære kriser, der er mindre entydige for Christiansborg end fx Ruslands invasion af Ukraine, bliver for stor, taber kunstinstitutionerne deres relevans.
Hvis kunsthallerne og nationalgalleriet vil være samfundsrelevante institutioner, må vi i fællesskab finde en måde at være det på, der rækker udover det programsatte, og som kan sættes i værk, når virkeligheden med alle sine ubehageligheder uventet banker på døren. Det er i den forbindelse vigtigt at pege på, at kunstens institutioner selvfølgelig også indbefatter fonde, universiteter og fagforeninger.
Vi mener ikke, at kunstinstitutionerne skal spejle kunsten eller aktivismen 1:1, men vi må i fællesskab finde en måde at komme udenom berøringsangsten på. Den voksende afstand mellem kunstinstitutionerne på den ene side og kunstnerne og verdens brændpunkter på den anden udfordrer institutionernes relevans og øger risikoen for en polarisering, som den, der tegner sig i den tyske kunstverden. Vores håb er, at den hvide støj bliver erstattet med klar tale, og at vi med nærværende kommentar kan indlede en konkret diskussion af, hvordan institutionelt ansvar ser ud.
– Marie Finsten Jensen har netop afleveret sin ph.d.-afhandling om Gammel Strands institutionshistorie ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.
– Anna Vestergaard Jørgensen er postdoc i projektet Nationalgallerier i en brydningstid (2022-25) ved SMK og Aarhus Universitet.