Jeg har på fornemmelsen af, at det ikke er en selvfølgelig del af den kollektive bevidsthed, at Iran engang var et land, der mimede vestlig adfærd og tendenser. Før det teokratiske præstestyre i 1979 væltede den tidligere shah Mohammad Reza Pahlavi og begyndte at styre Iran efter konservative, islamiske dogmer, havde man hang til diskoaftener, korte kjoler og spiritus. 1970’erne og tiden før markerede ikke blot et land i vestlige klæder, men også en sprudlende kunstscene. Men efter revolutionen blev især iranske kvinder eksponeret for et samfund med færre muligheder og rettigheder. Også den kunstneriske frihed blev indskrænket og resulterede i, at majoriteten af kunstnere flygtede til Europa eller USA.
Vilkårene for kvinder i Iran har ikke ændret sig markant siden slutningen af 1970’erne, og den kollektive udmattelse af eksempelvis at bære den obligatoriske hijab i det offentlige rum har i de senere år været en regulær hovedpine for præstestyret. Senest har det resulteret i den globale protest, som fulgte i kølvandet på den unge iranske kvinde Mahsa Amini, der blev irettesat af moralpolitiet for ikke at bære tørklædet korrekt og derefter blev anholdt og døde under politiets varetægt i 2022.
Protesterne i Iran er stilnet af, og selvom strafferammen for hijab-kodekset er strammet til, udviser kvinderne en næsten ligegyldig attitude over for regimet. Der er en igangværende rehabilitering af livet før 1979, men kun i små glimt og med livet som indsats.
Denne længsel efter frihed er iboende hos mange iranere, herunder undertegnede, der nostalgisk holder fast i et billede af et før-revolutionært Iran. På en måde gør den iransk-britiske kunstner Soheila Sokhanvari lidt det samme på ARoS kunstmuseum. Udstillingen Rebel Rebel er en hyldest til kendte iranske kvinder før og efter revolutionen, og jeg vil gå så langt og sige, at det næsten er grænseoverskridende at træde ind i det intime, mørke udstillingsrum, for man kan virkelig mærke kunstnerens følelse af hjemve.
Sokhanvaris udstilling præsenterer en svunden tid svøbt i en psykedelisk ambiance. De jadegrønne og hvide vægge er bemalet med traditionelle islamiske mønstre. De peepshow-agtige kasser, der er placeret rundt omkring, viser et hologram med den kendte mavedanser Jamileh. Det store, smukke stjerneformet plexiglasspejlværk, hvorpå iranske film fra før og efter revolutionen er projiceret, kaster lyse, kalejdoskopisk-lignende mønstre af sig. Og lydsiden, med blandt andet Googoosh (Irans absolutte popdronning) og oplæsninger af Forough Farrokhzads digte, spilles ud i hele rummet. Der er en fornemmelsen af at træde ind i et stille tempel. Selv de mange besøgende lader til at respektere, at der er noget helligt over Sokhanvaris femme gudedyrkelse. Alle taler med hviskende stemmer.
Centralt i udstillingen er 21 miniatureportrætter, skabt i perioden 2015-2023, af kendte kvinder inden for film, litteratur, performance og sang. De er malet i æggetempera på kalveskindspergament. Kroppene er holdt i nedtonede nuancer, mens tøjet og baggrunden skejer ud i vilde farver og dekorative mønstre, der genkalder en sen 1960’er-æstetik. En favorit er portrættet af skuespilleren Zari Khoskam, der sidder cool og henslængt på en stribet, turkis sofa. Et ornamenteret gulvtæppe i rød, sennepsgul og blå stikker ud under sofaen. Kjolen er skrigende gul, og de lange sorte lakstøvler er bundet stramt op. Blikket hviler roligt ud mod beskueren og der noget badass over hendes attitude.
Umiddelbart er portrætterne sensuelle, vibrerende og nærmest apolitiske. Men det er ikke svært at fornemme det kollektive traume forbundet med tiden efter 1979, ikke mindst den umyndiggørelse, som mange kvinder oplevede. Udstillingsteksten beskriver desuden kunstnernes vilkår før og efter revolutionen. De, som valgte at blive i Iran, efter regimet overtog magten, mærkede tydeligt konsekvenserne. Nogle blev fængslet, andre gik under jorden eller fik frataget deres ret til at udøve kunst. Og på den måde bliver det hele alligevel politisk. Sokhanvari gestalter dog sine portrætter i så poetiske forestillinger, at smerten og volden er helt udvisket, og det der står tilbage, er en hyldest til ligestilling og frihed.
At besøge Rebel Rebel er lidt som at træde ind i en drøm, og det gør udstillingen til en ambivalent oplevelse. Den fortæller en historie om de svære forhold, som Irans kvinder har levet under. Det er også en smuk kærlighedserklæring til en række kunstnere, som har trodset regimet og kæmpet for deres rettigheder. Til gengæld mærker man ikke spor til energien fra de senere års modstandskamp i Iran, og derfor ender udtrykket lidt melankolsk og nostalgisk efter tiden før 1979.
