Kristoffer Akselbo, o MONSTER A.S.I.C.S., Inter.pblc, København
Monsteret i blomsterbutikken var en sælsom oplevelse. I de 48 timer, performancen varede, var døren åben, dag og nat. Monsteret passede butikken alene, og jeg gik ind, men holdt afstand, vidste jo godt det var Akselbo, men han får mig hver gang. Pludselig rejste monsteret sig og gik langsomt i min retning. Skønheden og udyret, Klokkeren fra Notre Dame, men mest af alt Leo Carax’ fantasy-thriller Holy Motors, fløj gennem hovedet på mig, især scenen med den monstrøse karakter, der raserer et modeshoot og spiser af alle blomsterbuketterne. Men det grønne monster i butikken på Nørrebro satte sig bare på knæ og med sine behårede fingre pakkede det en orange blomst ind i papir og rakte den til mig. I dagene efter lurede jeg på, om den enøjede Gerbera i vasen kiggede tilbage.
Julie Falk, No Core, All all all, København
I de store følelsers tid skulle man tro, at spektret var større og nuancerne flere, men alt for ofte ender det med, at alting skrives i versaler, i sort eller hvidt, dem eller os. Lige her kilede Falks præcise, porøse skulptursprog sig ind. Med store hule papruller og en perforeret muslingeskal stillede hun basale spørgsmål til skulpturen, som også handlede om individets og kunstens muligheder, med eller uden kerne. I videoværket skridtede en kvinde rundt på toppen af Rigshospitalets helikopterlandingsbane. En mørk silhuet i lang frakke og blafrende bukseben. Et détournement af hospitalet og af kunstnerens egen sygdomsramte krop. Hardcore no core.
Bad Timing, or How to Write History Without Objects, Den Frie Udstillingsbygning, København. Kurateret af Anna Weile Kjær
Jeg savner ofte ægte nysgerrige gruppeudstillinger, hvor man mærker, at kuratoren har set, lyttet og tænkt, og samtidig ikke har berøringsangst over for kunsten. Sådan en udstilling var Bad Timing. Ulla von Brandenburgs tekstilvægge løb gennem rummene og fremkaldte stemningsskift og overraskende møder, fx med Atiéna R. Kilfas gådefulde miniaturetrappe. Udstillingens tema var endda tidstypisk, kunsthistoriens usynlige kvinder, men grebet var originalt og resultatet levende og perfekt uperfekt, som det er, når kuratorer tager chancer. Full of Days på Charlottenborg (Julia Rodrigues og Francesca Astesani) og Butterfly på Arken (Esben Weile Kjær) var andre udstillinger fra året, der heller ikke var bange for egne idiosynkrasier eller markante indgreb. Jeg håber på en bølge. Mere mod og kærlighed til udstillingen.
Se øvrige bidrag i Kunstkritikks julekalender her
