Edvard Munch, Livsblod, Munchmuseet, Oslo
Munchs liv var på mange måder præget af sygdom og angst, så det gav mening med en udstilling med malerier, tryk og tegninger fra den del af hans liv. I en montre med kirurgiske operationsværktøjer stod også et røntgenfotografi af kunstnerens venstre hånd. Jeg er sjældent fan af den slags indsatte rekvisitter i udstillinger, men her fungerede det utrolig godt og gav et fint indblik i, hvordan den medicinske verden så ud på Munchs tid. Stærkest indtryk gjorde maleriet Det syke barn (1885-1886), der findes i flere versioner. En af dem skiller sig særligt ud; et værk malet med tykke lag oliemaling. Omkring den unge, syge pige optræder abstraktioner, der leder tankerne hen på Gustave Moreaus tidlige abstrakte malerier. Det er som om, Munch er blevet berørt over sit eget værk og har efterladt billedet fuld af ridser, der synliggør de underliggende lag af maling.
Hardy Hill, Towerkill, Simian, København
Første gang, jeg mødte Hardy Hills værker, var for fem år siden. I galleriet Bizarro, i en lille kælder under en vinbar i indre København, hang fire tryk af imaginære figurer, der så ud til at udforme en slags teater. De kølige og stramme linjer omkring figurerne efterlod mig med følelsen af at have besøgt et obduktionsrum. I juni blev Hills værker præsenteret påny i København (dog stadig i en kælder), og denne gang hos Simian i Ørestaden, den nye renskurrede bydel, der føles som at vandre rundt i en arkitekts rendering. Her fik værkerne en ny dimension, det afmålte og kølige mødte en form for domestisk varme med lamper indkøbt på Den Blå Avis og rummet inddelt, så de opsatte vægge følger plantegningen i Hills eget hjem.
Norbergfestival, Mimerlaven, Norberg
Festivalen, der afholdes i et område med tidligere jernminedrift, var ikke kun et sted, hvor man kunne danse sig langt ud i natten til dyb, hurtig bas. Jeg oplevede nogle af mine absolutte favorit-performances her til dato. Først Matilda Tjäders musikalske optræden, der sendte mig fra det tågede, røgfyldte minetårn på en indadvendt rumrejse. Dernæst var der 7038634357s uendelige build-up, der endte i en stor forløsning. Til sidst var det dans, som jeg aldrig havde set det før, da Tiran Willemse opførte sin egen koreografi Blackmilk. Musikken var nærmest rytmeløs, mens Willemse bevægede sig hurtigt som et pendul af abstraktion foran mig, hvor jeg sad på det kolde betongulv og svedte. Oplevelsen af disse dansekompositioner prægede uden tvivl den udstilling, jeg åbnede et par måneder senere i Rom.
– Oliver Bak er kunstner og bosat i København. Hans udstilling Swarmers kan ses på Indipendenza i Rom frem til 17. januar, 2026
Øvrige bidrag til årets julekalender, se her
