Skål for de bløde kroppe

Identitetspolitikken er forvist til boghandlen, mens taktilitet og analogt håndværk blomstrer på afgangsudstillingen fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Installation view, Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg: Anna Rettl, Through the open doors all that could be seen was a milling crowd in a cloud of dust against the gilt (2021); Sophie Star Suaning (Sufie Elmgreen), SINGER (2021), SEEDING (2021); Sophie Filtenborg, The Force That Through the Green Fuse Drives the Flower (2021). Foto: David Stjernholm.

Efter den længste vinter i mands minde blev det pludselig forår sidste onsdag. Institutionerne åbnede omsider dørene efter fire måneders nedlukning og med et slag sprang kunstverdenen ud, lettere euforisk, missende med øjnene efter lang tids åndeligt mørke og med helt friske coronapas ved hånden. 

Også årets 28 dimittender fra Det Kgl. Danske Kunstakademi sprang ud efter et år, hvor skolen har været i det offentlige søgelys. Busten faldt i havnen og tog akademiets rektor med sig i faldet, mens diskussionerne om, hvorvidt uddannelsen var gennemsyret af identitetspolitiske strømninger, bredte sig som ringe i vandet. Gipsafstøbningen af Frederik V er selvfølgelig også til stede i årets afgangsudstilling, i baghovedet på de besøgende, men også i form af en serie merchandise med billeder af den detroniserede grundlægger i kunsthallens boghandel. En gruppe dimittender, der kalder sig School of Re-Membering, står bag muleposer og postkort, måske for at forlænge aktionens gestus, måske for at få den italesat en gang for alle og placeret i et rum væk fra alt det, der egentlig udgør årets Afgang.

De, der havde forventet en afgangsudstilling præget af identitetspolitiske statements, autofiktion og diskussioner om repræsentation, må nemlig gå forgæves. Oppe på kunsthallens første sal virker der umiddelbart nærmest klinisk renset for politiske diskussioner i en udstilling, der primært taler om stoflighed, kropslighed og tegnsystemer. Og hvor der alligevel viser sig små åbninger imod den politiske diskussion, er det gjort så blidt og med så stor åbenhed, at man næsten misser det. Tag fx Emilie Tarp Østengårds lette, halvtransparente stofbannere, med noget, der ligner skrifttegn fra det latinske alfabet, men som alligevel opløser sig og bliver noget mere ornamentalt. Det logiske og rationelle sprogs magt bliver porøst, det lineære forløb flydende og positionen forbliver åben.

Alma Ulrikke Bille Stræde, Penelope / robotics 1 (2021), Penelope / robotics 2 (2021), Penelope / robotics 3 (2021), Penelope / robotics 4 (2021). Installation view, Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto af David Stjernholm.

Det er kuratorerne bag det københavnske udstillingssted Vermilion Sands, der har kurateret årets udstilling, og det er gjort med nænsom hensyntagen til værkernes egen indbyrdes logik, så værker, der visuelt eller tematisk er beslægtede, befinder sig i samme rumforløb. Franziska Hoppes video, der tegner paralleller imellem astronomi og økonomiske fremskrivninger er således placeret i samme rum som en videoinstallation af Nanna Katrine Hansen, der ved hjælp af satellitbilleder undersøger de økonomiske og politiske netværk, der udgør befæstningen af EUs ydre grænse. To værker, der taler så godt sammen, at man næsten kunne tro de var lavet af en og samme kunstner.

Et lige så frugtbart møde finder sted mellem Kajsa Karlssons performative instruktioner og Josephine Kamoun Johanssons vævede, flyvende tæpper. Karlsson har brugt 28 dage på at undgå spejle i sit hjem, pillet sømmene ud af alt sit tøj, der nu ligger i bunker på gulvet og skabt en række restriktive instruktioner, som man kan tage med sig hjem og følge. Der er noget antiautoritært på spil; en ungdommelig modvilje imod at rette ind og gøre, som der bliver forventet. Over hendes værk hænger Johanssons tæpper og forholder sig kritisk til modeindustriens fetischering af ungdomsliv og forbrugersamfundets stiltiende accept: I vævningerne ses tegneseriefigurer fra haute couture blandet med meget teenageagtige sætninger fra kunstnerens egen dagbog.

Det mest påfaldende ved årets afgang er, at den – med få undtagelser, naturligvis – er forholdsvis analog og holdt i medier, som selv den mest kulturelt konservative politiker umiddelbart ville kunne genkende som kunst. 

Skulle nogen have fået den tanke, at akademiet trængte til mere fokus på håndværkets dyder, så er denne udstilling et tydeligt bevis på, at den yngre generation af kunstnere i den grad mestrer klassiske discipliner. Her er en klar overvægt af maleri, foto- og collage-værker, der kan hænge pænt og ordentligt på væggen, tydeligt afgrænsede skulpturelle installationer og meget få flippede eksperimenter. Selv de værker, der klart og tydeligt taler om digitalisering, er ultrastoflige og meget lidt digitale.

Laurits Malthe Gulløv, Liquid Logs, 2021, detalje. Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm.

Sådan et værk er Laurits Malthe Gulløvs totalt stemningsfulde Liquid Logs, som er optaget af hukommelse og sprog. I et mørkelagt rum lyser en stor metalcylinder blåt og blinkende op, og omkring den ligger fossile objekter i industrielle materialer og ligner havdyr, muslinger og sunkne skibsdele. Det er sproglige havmetaforer om erindring og glemsel, der blander sig med de enorme datacentre, som techvirksomheder eksperimenterer med at placere på oceanets bund, og minder mig om det svimlende paradoks, at internettet også er fysisk; gigantiske serverparker og kilometervis af undersøiske kabler, der forbinder mennesker og kontinenter i dybet mellem bløddyr og sunkne skatte.

Et andet højdepunkt er Alma Ulrikke Bille Strædes super taktile sammenstilling af fire store fotografier af industrielle maskiner, slanger og robotdele med en række skulpturelle objekter, der referer til den bløde menneskekrop; Sportsudstyr, der taler om disciplinering, rustninger, der yder beskyttelse og afstøbninger, der omslutter og bevarer. Der er noget cyborg-træningslejr over installationen, som ligesom rykker blidt i kroppen og giver mig lyst til at røre ved den hudlignende overflade på en gymnastikbuk eller det indre af en blank bronzehjelm. Det er ret sejt, når skulptur kan det. 

Det taktile fokus på kroppen går igen i Anna Rettls to friseagtige malerier, der befinder sig i hver sit hjørne af en stor sal. På mørke baggrunde ses noget, der ligner henholdsvis en procession og individuelle sammenstillinger af barokke, svulmende menneskekroppe malet med vandfarver i sarte orange nuancer. Figurer og kompositioner har historisk forlæg i romantiske allegorier, religiøse myter eller middelalderlige skildringer, men fremstår sidestillede og anonymiserede som ren kropslig udveksling imellem individ og gruppe.

Også Oliver Bak gør brug af historiske referencer til den prærafaelitiske maler Lawrence Alma-Tadema i en række mindre, ulmende malerier af blomster og kroppe, forførelse og forgængelighed. Hos Bak er scenerne næsten gennemsigtige, som om blomster og ansigter er på kanten af at opløses og forsvinde ind i de mange lag oliemaling.

Et enkelt værk, der skiller sig ud fra det inderlige, taktile og ret alvorstunge udtryk, der præger årets afgangsværker, er Svend Sømods algoritmestyrede cocktailmaskine. Som en reminiscens fra de glade relationel æstetik-dage kan man her mobilpay’e sig til en robotgenereret drink blandet ud fra live-indsamlede data. Ifølge katalogteksten er værket dels en kommentar til automatiseringen af alle processer i vores liv og dels et svar på Sømods desillusion over en samtidskunstscene, han oplever som kropsløs og fremmedgørende. Hvis det har været tilfældet indtil nu, må man glæde sig over et afgangshold, der ikke er nogle af delene. Skål og velkommen på kunstscenen!

Oliver Bak, Eyes Machinery, 2021. Afgang 2021, Kunsthal Charlottenborg. Foto: David Stjernholm.

Leserinnlegg