Hvad ville forskellen være, hvis Yvonne Rainers Trio Avar skabt for to eller flere kroppe og ikke som en solo? Hvad er forskellen på en enkelt person, som går hen ad gaden og to eller flere i total synkron gang?
Rainers koreografi ville måske først og fremmest blive et system. Og det som er en slentren ned ad gaden bliver til en march.
I Steinar Haga Kristensens udstilling på Kunsthal Aarhus marcheres der i den grad. Gentagelsen af en skulpturel figur går på tværs af udstillingens første af to rum og danner (måske) en art ironisering over totalitær ikonografi. Eller, jeg læser det som ironisering. Men jeg ved ikke rigtigt, om det er tilfældet. Totalitære gestikker emanerer ikke desto mindre fra både skulpturerne og fra de både tight og casual (opskriften på cool) malerier i udstillingen.
De plastik-gips-agtige figurer af en mandstorso fremviser eller hylder en modernistisk udseende skulptur med den ene hånd og afviser en anden identisk skulptur med den anden. Hvis det handler om relationen mellem totalitær magt og æstetik og om æstetikken som en forlængelse af magtapparatets maskineri, så er værket måske en påpegning af, at kunsten til enhver tid tages som gidsel af en given tids herskende ideologi og denne ideologis præferencer for selvfremstilling. Det ene systems entartete kunst, er det andet systems sindelagsmassageapparat.
I teksten om udstillingen handler det hele meget om, at kunstneren har haft en brun periode, som nu er slut, men som alligevel mudrer sammen i de nye værker, som vises i Aarhus. Altså på samme måde som Picasso havde en lyserød eller at denne eller hin kunstner havde en periode med depression eller mani og derudaf. Det tror jeg også skal forstås ironisk og som en måde at arbejde med kunstsystemets logikker og metoder for mytologisering af kunsten og kunstneren. Eller også skal det ikke. Og faktisk er jeg lidt ligeglad med det. Det er cool nok. Jeg bliver bare lidt udmattet af at skulle agere fiskende analytiker og prøve at finde betydningerne i kunsthallens ekstremt fluffy tekst med sætninger som:
«Den Brune Periode viser, siger Haga Kristensen, ’a very brown time, marked by the political, moral and identity struggles in today’s world’. Den Brune Periode er en form for eksistentiel suppe, en heroisk og kraftfuld kamp, en kamp igennem mudder og lort, mellem individet og det omgivende samfund og dets renhedsnormer.»
What?
Og hvad med denne: «Den Brune Periode er et opråb til den tiltagende overfladiske konformitet og mig-kultur, det er betragtninger og en gestus mod spirituel og individuel frigørelse (frifindelse) fra samfundet.»
Altså jeg forstår det faktisk ikke. Er der med dette værk tale om et programskrift imod identitetspolitikken? Eller det modsatte?
Gipsmændene står i hvert tilfælde som en slags hvid hær og malerierne viser en række fortabte munke. Altså, alt i alt nogle dudes, der har det svært i en verden i Munch-agtigt sammenbrud. Udstillingen hedder «The Work of Art and The Spiritualization of Self-empowerment» og det hedder alle værkerne i udstillingen også – malerierne og skulpturerne. Den titel giver heller ingen mening for mig i en både meget konkret og ekstremt virkelig selv-bemyndigelsens tidsalder, hvor grupper i verden, som ingen stemme har haft, endelig tager ordet.
