I performancekunst er kroppen som regel det primære medie. Det er den også hos Sophie Dupont (f. 1975), som lige nu har sin første store soloudstilling på Overgaden. Her indgår ældre og nye værker, der alle peger tilbage på kroppen mere generelt fysiologisk, men især peger de tilbage på én bestemt krop; kunstnerens egen.
Eksempelvis har Dupont lavet en række geometriske former i jern, som ligger spredt over gulvet og udfordrer fremkommeligheden i passagen mellem udstillingens to hovedrum – en trekant, en firkant og en cirkel, der alle er dimensioneret, så de har samme rumfang som massefylden af Duponts krop.
Et andet eksempel er performanceserien Marking breath, som Dupont indledte tilbage i 2011, og som hun også vil opføre i forbindelse med udstillingen på Overgaden. I al sin enkelhed går den ud på, at hun – fra solopgang til solnedgang – laver en markering i et kontekstbestemt materiale for hver gang, hun ånder ud. I udstillingen indgår blandt andet en zinkplade, fra da hun performede i New York, en kobberplade fra Mexico City og en guldplade fra Rio de Janeiro.
Som medaljer hænger de og vidner om kunstnerens udholdenhed, for det er givetvis hverken nemt eller behageligt at stå eller sidde koncentreret i et halvt døgn. De peger på den kompetente krop, som det gælder for Duponts værker i øvrigt; den stærke krop, der udstår disciplin, den slanke krop med lille massefylde, den meditative krop. Det synes svært at tage alvorligt som nogen særligt vedkommende «undersøgelse af dét at være menneske» i almindelighed, som der lægges op til i udstillingens formidlingsmateriale.
Tydeligt er det, at Dupont arbejder i forlængelse af en performancetradition, anført af eksempelvis Marina Abramovic, hvor kroppen og sindet sættes på prøve til skue for en offentlighed. Men når Abramovic i sine ældre værker bliver interessant, er det der, hvor noget brister, hvor ansigtet skifter udtryk, fordi usikkerheden tager over. Der, hvor det begynder at handle mere om dem, der ser på. Hos Dupont vendes blikket ikke rundt. Der er en umiddelbar invitation til, at man som publikum prøver flere af de udstillede remedier, og samtidig dikterer de med afsæt i Duponts egen performance en vis standard for at involvere sig.
Så er der en anderledes åben og legende gestik over det nye skulpturværk, der har lagt titel til udstillingen, This will also change. En karussel i jern og messing med fem «heste», der repræsenterer arketypiske følelser som glæde, vrede og angst. Den skramler og er karnevalesk i udrykket – og apropos forandring så klæder det Dupont med humor og mindre stringens i sin bevægelse over i det skulpturelle medie.
