Ved første øjekast er her frem for alt firkantet. Et regulært firkantet rum, på væggene firkanter af lærred og på mange af lærrederne: rigtig mange firkanter. Inge Ellegaards underspillet bemærkelsesværdige arbejde vises lige nu på Sorø Kunstmuseum i en kompakt terning af en udstilling, udelukkende malerier er der i kældersalen, og helt opbyggeligt kan man bevæge sig gennem den dagslysforladte æske langs med firkanterne. Udstillingen er klassisk retrospektiv, firkantet kunne man sige, ikke slavisk kronologi men malerierne er rimelig artigt ordnet i perioder, motiver, temaer. Masser af systematik og stringens, og hurtigt, bliver det også tydeligt, lige så meget vild tænkning.
I 1980’erne var Ellegaard (1953-2010) certificeret vild og ung sammen med en flok ekspressive malermænd, der jo simpelthen kaldte sig netop det: de unge vilde. Det siger sig selv, at hun aldrig blev lige så berømt og succesfuld, som mange af dem gjorde. Det siger også (næsten) sig selv, at hun var længder vildere.
Til at begynde med er billederne ret 80’er-typisk punkede, grovkornet figuration og grove pensler, men allerede tegn på noget sært og skønt: eksempelvis nogle afklædte mennesker på en række, ligegyldigt men ikke decideret usynligt om de er mænd eller kvinder, de står bare og ser komfortable og ukomfortable ud og ryger lidt mod en beige-brunligt mønstret baggrund, og så hedder maleriet slet og ret Fire personer på tweedstof. En afmålt bogstavelighed er i gang.
På samme måde i udvalget af de såkaldte parafrasemalerier, som hun gjorde sig meget i ved karrierens begyndelse: imitationer af værker på et spektrum fra Marcel Duchamp til Nicolas Poussin, der befinder sig et ret charmerende sted mellem konceptualitet og aftenskole, mellem intelligent fortolkning og kvalificeret efterligning. Og så fra 90’erne og frem bliver det for alvor knaldet, en serie malerier af bisværme og klonede får, bisværme og hænder, bisværme inde i halvpsykedelisk farvestrålende grids.
Ellegaard er i det hele taget glad for griddet. Det skematisk formelle sådan et grid ligesom altid er en slags fundament og/eller symbol for. Jeg fornemmer, at der i hendes værker og tænkning både er en ganske ren hengivenhed til systematik, og samtidig noget humor, der ikke kammer over i ironi. Snarere er det en slags kærligt drilleri – rettet mod hende selv, kunstværker som sådan, måske også en klassisk beskuer og en klassisk beskuers forventning til det klassiske maleri.
Om sit arbejde har hun åbenbart engang sagt: «At billederne ligner normal billedkunst er min egen private joke». Penselstrøg er på en gang omhyggelige og lidt skæve gennem de mange tern og firkanter, og selve systemerne danner ramme om noget så almindeligt som støvsugere, flyvemaskiner, pludselige amaryllisser og roser, en serie selvportrætansigter med talebobler, hvori der simpelthen også er grids. Inge Ellegaard taler og siger: tern! Den slags overbevisende tørhed kommer stort set altid fra et skægt og klogt hoved.
Jeg kan virkelig godt lide sådan en tørhed, og jeg kan virkelig godt lide malerierne. De er hverken udpræget smukke eller demonstrativt uskønne, hverken virtuose eller ubehjælpsomme, hverken rige på dybde eller ren pop-overflade, men på trods af den her lidt midteragtige position på forskellige (og indrømmet, meget konventionelle) kvalitetsparametre, føles kunsten alt andet end gennemsnitlig. Den står tværtimod ved sin ukomplicerede mangel på mening, sin normalitet om man vil, i en grad, der skærper nysgerrigheden. Kunst kan lægge sig i selen for at undvige mening på mange måder: som avantgardestrategi efter århundreders skiftende patostyngde, som postmoderne dyrkelse af tomhed, som distanceret ironi – og Ellegards værker gør ingen af delene.
Hendes arbejde lader til at være båret af en metodisk bogstavelighed, der rent faktisk lykkes med at isolere motiverne fra både klistret symbolik og dybsindig konceptualitet. En støvsuger er en støvsuger, en rose er en rose, en flyvemaskine er en flyvemaskine, og det er klart at disse motiver kan betyde husarbejde og kvindeliv, romantik og brutalitet, at de kan være kønsdiskussioner og samfundsdiagnoser og forhandlinger af skønhed eller kærlighed – formentlig især set med et nutidigt blik. Det tror jeg bare ikke de er.
Snarere denne tilbagevendende følelse af noget nøgtern systemtænkning, der på en måde minder mig lidt om Inger Christensen, og hvor det meget smukke af og til næsten kan føles som en slags bivirkning. Ellegaards værker er nok grundlæggende mere humor- end skønhedsmættede og også derfor så fede at være omkring. Nye fnis er hele tiden på trapperne, måske kulminerende i et fuldstændig skønt værk, der bare hedder Kubistisk projekt (1989): et bolsjestribet lærred med tre andre lærreder klistret ovenpå, så det bliver en slags stak eller relief af bolsjestribede firkanter. Helt åndet, helt skarpt.
Og som en lille sløjfe om det hele ligger der et eksemplar af Inge Ellegaards bog Dimensioner. En monolog om malerier (1991) i udstillingen, og den er nærmest i sig selv turen til Sorø værd. Tilsyneladende er det tæt på umuligt at opstøve bogen antikvarisk (jeg har prøvet), og den bugner af fantastiske sætninger – listet op som en strøm af udsagn på poetik-måden – der forstørrer oplevelsen af malerierne, men også bare gør virkeligheden større på den måde udsøgt sprog er i stand til. «Gentagelsen som bevidsthedsudvidende element», står der et sted og således kan alle udstillingens tern og maskiner, bier og blomster blive lidt mere metafysiske, end motivernes konkrethed umiddelbart lægger op til. Eller som en smuk lille gåde at slutte på: «Om hvert væsen består af tre elementer, et overfladisk farvet, et mørkt sejt og et hemmeligt?»
