Med få undtagelser har Charlottenborgs flotte, store udstillingslokaler midt på Kongens Nytorv de sidste årtier mest huset amatørudstillinger, kunstsammenslutninger eller lidt sjusket kuraterede gruppeudstillinger. Faktisk var størstedelen af udstillingerne i mange år fast afsat til forårs- og efterårsudstilllingen og, ikke mindst, en håndfuld kunstsammenslutninger. Nogle af disse sammenslutninger, som fx Grønningen havde holdt til i huset i mere end 75 år, da svenske Bo Nilsson tiltrådte som direktør i 2006 og tog det endelige opgør.
Sammenslutningerne blev smidt på porten og følelserne gik højt og resulterede blandt andet i at huset blev besat af 70årige kunstnere, der omtalte det som deres «Ungdomshus» (med henvisning til et andet hus for byens virkelig unge, som også kæmpede for deres hus). Jeg havde lidt ondt af disse ældre kunstnere, hvoraf nogle gav indtryk af, at denne udstilling var årets højdepunkt. På den anden side var det klart, at nu måtte der ske noget. Nu skulle København endelig have den kunsthal, som man havde talt om i årevis.
I begyndelsen var det svært at få indtryk af, hvad Nilssons dagsorden egentlig var. Det var faktisk først med åbningen af hans selv-kuraterede udstilling Danskjävlar i 2008, at man fik egentlig indtryk af, hvad han stod for og kunne. Desværre var det en fuldstændig ligegyldig gruppeudstilling uden noget andet greb end, at det var direktørens danske kunstnerfavoritter, heraf udstillingens undertitel: – en svensk kærlighedserklæring. Fra da af vidste man godt, at det ikke blev under Nilssons domæne, at Charlottenborg skulle blive en skarpt profileret, international kunsthal. Siden hen gik det så helt galt med en ukontrolleret økonomistyring og vilde historier om den egenrådige direktør, som blandt andet indrettede en lejlighed i de fredede bygning til privat brug. Postyret var stort og sidst i 2008 blev Bo Nilsson fyret af kulturministeren. Senere røg bestyrelsen også.
I juni 2010 tiltræder så britiske Mark Sladen som ny direktør. Og det er ikke kun, fordi vi i København er dårligt vant, at forventningerne er tårnhøje. Det er for det første positivt, at man ikke har været bange for at binde an med en ny udefrakommende direktør efter Nilsson-skandalen, også når man tænker på, at folk, der kommer udefra ikke i forvejen har et netværk i relation til danske sponsorer og fundraising. For det andet er Sladen en af Storbritanniens førende kuratorer. Han kommer fra samtidskunstinstitutioner som Barbican Art Gallery og ICA i London og har også bidraget til centrale samtidskunstpublikationer såsom Frieze og Artforum.
Sladen stod bag udstillingen Poor.Old.Tired.Horse. på ICA, efteråret 2009. Udstillingen tog afsæt i 1960ernes konkrete poesi og undersøgte tekstbaserede kunstpraksisser hos Vito Acconci, Karl Holmqvist, Lilian Lijn, Frances Stark m.fl. – et udvalg af kunstnere, der viser, at Sladen heldigvis ikke lader til at tilhøre den lidt indadvendte tendens på den britiske kunstscene til ikke at orientere sig i kunst uden for den anglosaksiske kulturkreds.
Poor.Old.Tired.Horse. giver indtryk af, at Sladen måske kan noget af det, som vi tørster efter i København, nemlig seriøst kuraterede udstillinger, hvor kunsten ikke blot bruges som mere eller mindre tilfældige illustration af et bredt emne (af typen klima, tid, Kina etc.) – men intelligente udstillinger, der sætter kunsten i spil på dens egne præmisser, hvor der er en stærk kurateret idé bag gruppeudstillinger såvel som retrospektive soloudstillinger. Et sted, som for alvor viser, hvad det vil sige at tænke med kunst. Tænk, hvis det ikke kun forblev en drøm.
