Yael Bartana blander fiktion og virkelighed på en bevidst manipulerende måde. Så hvorfor gør kunsthallen så lidt for at kvalificere publikums oplevelser?
Stense Andrea Lind-Valdan ser tilbage på et kunstår med psykedelisk skyggeteater og en kunstners afskedsudstilling.
Bad Timing på Den Frie fortæller fraværende kvindehistorie og undersøger, hvor lidt kan man slippe af sted med, før et værk krakelerer.
Jessie Kleemann er pludselig overalt, intens, sart og kødelig. To parallelle udstillinger viser, at kropslighed både er hendes største styrke og svageste led.
Kirsten Christensen ridser sin sociale indignation over omsorgs- og skattevæsen i keramik. På Holstebro Kunstmuseum er det hårdt som sten og porøst som et slidt hjerte.
På trods af Kirsten Justesens årtier lange opgør med snævre køns(pap)kasser, har Kunsten i Aalborg sat hende i bås.
Fear and Fauna er hårdtslående og moralsk konfronterende, men drukner i sit eget ønske om at være god.
Årets afgangsudstilling fra Kunstakademiet i København er lavmælt, på kanten af det introverte. Men lægger du øret til konkylien, åbner der sig fuldendte verdener.
Sydkoreanske Kimsoojas sfæriske leg med lysets brydninger drukner i Cisternernes mørke.
I et todelt film- og installationsværk finder kunstnergruppen coyote stilsikkert vej gennem undergrundens dunkle domæner. Men der er også et par blindgyder.
Maria Wæhrens både behersker maleriet og sætter det fri. Det ville klæde hendes galleri at gøre det samme.
Cao Feis udstilling på Charlottenborg er lidt for tung at være i, men trods alt et besøg værd.
Moderna museets storsatsning på figurativt måleri glittrar, men fördjupar inte.
Magt- og afmagtsdiskussionerne går lige til kanten på Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling.
Masterutstillingen til Kunstakademiet i Trondheim er sylskarp, men ville stått seg sterkere i et temperert rom med hvite vegger.
Skulptur av Yinka Shonibare avdukes i Ekebergparken under åpningen av Oslo Art Weekend denne uken.
