Bolsjefarvede glaskroppe og sylespidse skår hænger sitrende i luften, bagbundet af tykke bomuldsreb, der skærer sig igennem rummet på kryds og tværs. Maria Koshenkovas aggressive og fragile glasværker, The Caretaker I – IIII (2022-24), udfordrer symbolsk videre fremfærd i gruppeudstillingen I’m Sorry, This Space is Reserved.
Udstillingen, der netop er åbnet i Reformationens gamle Sankt Nikolaj Kirke, nu kunsthal, præsenterer ti kunstnere, hvoraf de fleste lever med kropslig funktionsvariation. Bag udstillingen står danske Kristina Steinbock, som selv har arbejdet med blindhed i sit billedkunstneriske arbejde i godt og vel femten år. Blindhed som en fysisk tilstand og som metafor for mere filosofiske relations- og privilegieovervejelser. Værkerne på udstillingen kredser om adgang – eller mangel på samme – til offentlige rum, men i særdeleshed også til mere private rum.
Kunsthallen inviterer indenfor med ønsket om at «bidrage til at nuancere historier om kroppens muligheder og nedbryde fordomme og barrierer». Jeg bliver altid trist over udstillinger, hvor kunsten reduceres til et føjeligt pædagogisk redskab på bekostning af åbenhed og flertydighed. Så det er med en vis bæven, jeg træder ind i den højloftede, hvidkittede kunsthal.
Det første, der slår mig, er en udtalt materialemæssig sensibilitet over værkerne, der spænder bredt over videoværker til skulptur og broderi med mere. Som en nærmest usynligt førende hånd flyder en subtil, douche tone gennem udstillingen og afslører det ene værk efter det næste.
På en endevæg i kunsthallens kirkeskib er Corban Walkers Untitled Pigeons (2023) – 72 gråhvide hospitalurinaler i porcelæn – installeret i et tæt grid på væggen. En for hver dag, kunstneren var indlagt på grund af en rygmarvsskade. Ved siden af dem, fem trappetrin oppe i kunsthallens sakristi, som om urinal-duerne står i kø til en tur, ligger Maiken Bents hvide trappelift-skinne Lift#1 (2024), beklædt i hendes signaturgreb af seler og karabinhager i neonfarver, og ligner en rutsjebane, der fluks kan sende en til himmels.
Jeg følger min imaginære himmelflugt med øjnene og ser der, midt i salens himmelrum, Jesse Darlings skulptur, Saint Icarus (Attributes) fra 2018. Værket, der kritiserer, men også længes efter den patriarkalske heroisering af den stærke krop, hænger som en mekanisk flagermus-mobile, med store metalliske vinger, der måske, måske ikke kan bære.
Mit blik falder igen, sådan som Ikaros faldt, og amerikanske Robert Andy Coombs som 19-årig faldt, under en springrutine i sit lokale gymnastik-center. Han brækkede nakken og er nu lam fra brystet og ned. Hans fotografiske serie CripFag (2017-22) kredser om homoseksualitet, erotik, lysten til at se og blive set. Og de op- og nedture, hans lammede krop mødes af i jagten på intimitet og kærlighed. De store fotografier viser Coombs selv sammen med flotte unge mænd som holder ham, stripper for ham eller sågar får et blowjob af kunstneren, mens han kigger konfronterende ind i kameraet.
Ved siden af Coombs’ eksplicitte men også meget rørerende reklamekølige fotografier, er Luna Scales’ hyper-pastelfarvede, introverte videoværk, Memories by Touch (2023), projiceret op på væggen. Scales har indsamlet fortællinger fra andre kvinder med medfødt muskelsygdom eller neurologisk sygdom. Erfaringer med hospitalsvæsen, børn i skolegården, tanker om længsler og fremtid fortælles hen over pastelfarvede optagelser af blide, hvide hænder, der aer, trykker og manipulerer en lige så blid, porcelænsglat og næsten for ren, men også mærket og operationsarret krop. Kroppen vender ryggen og dermed ansigtet og blikket bort fra kameraet. Det er så smukt og slowcore, at jeg fattes ord.
Samklangen mellem værkerne og deres placering i udstillingsrummet fremmer de individuelle budskaber og tydeliggør nuancerne. På den måde har Steinbock, helt uden pædagogisk didaktik, skabt et tematisk udstilling, som tillader kompleksitet. Og som drejer sig om mere end blot at formidle de umiddelbare, lavpraktiske, om jeg så må sige, vidnesbyrd i værkerne. Min indledende bæven ved indgangen er fuldstændig aftaget.
I’m Sorry This Space is Reserved handler også om eksistentiel absurditet og medmenneskelig velvilje – og magt som sådan: Hvordan bliver intime relationer skabt i praksis og hvem bliver set og anerkendt, ikke bare som kroppe, men som personer med holdninger, drømme, lyster og rettigheder.
Rettigheder bør tilkomme alle, og derfor finder man ved hvert værk også en lille QR-kode. Steinbock har indtalt værkbeskrivelser, så blinde udstillingsgæster også kan være med. Ekfraser er altid en svær opgave, men Steinbock lykkes ganske godt med dem, i mine (seende) øjne. Den fine ide fortsætter dog ikke i resten af husets udstillinger, men hermed en opfordring til kunsthallen om at gribe den glimrende ide og lade de erklærede gode ønsker om større inklusion få institutionsstrukturelle ben at gå på, også når nærværende udstilling er slut.
De få steder, jeg selv – kropsnormativ og privilegeret – følte mig en smule afskåret fra udstillingen var i forbindelse med de meget lydafhængige værker, særligt performancefilmen Destraction (2018) af brasilianske Estela Lapponi. I den sprudlende, abjekte og meget dragende film, beskriver fortællerstemmen performernes handlinger scene efter scene. Men kombinationen af dårligt kalibrerede højttalere og ubarmhjertig kirkeakustik gør det svært at høre og følge med. Det er ærgerligt, når nu alle andre aspekter af udstillingen virker så omhyggeligt gennemført. Men det er mit eneste forbehold over for en alt andet end reserveret udstilling.
