Opråb fra de billige rækker

Det sidste års tid har det udendørs udstillingssted Kunstscenen opereret mellem romalejre og uregistrerede biler. Gruppeudstillingen Parterre samler op.

Parterre, installation view, Kunstscenen, 2019. Foto: Kunstscenen.

Når man fra Tagensvej kigger ned igennem det tætte buskads, forbi romaernes interimistiske teltlejr, får man øje på noget mærkeligt. En halv white cube, bestående af et massivt, støbt cementgulv og to kulisseagtige vægge, står skinnende hvid og mimer et institutionelt rum midt imellem en parkeringsplads og de grønne buske. Det er Kunstscenen, halvt offentligt kunstprojekt, halvt kunstnerdrevet udstillingsrum skabt af litterat Magnus Thorø Clausen og kunstner Kåre Frang, der som en anden meteor er landet midt ude i ingenmandslandet bag Bispebjerg Station i Københavns slidte nordvestkvarter.

Kunstscenen er præcis den slags paradoks, stedets navn lægger op til. Hver udstilling bliver annonceret med  hundredevis af plakater, plastret op overalt i byen side om side med Charlottenborg og Louisianas reklamer for  institutionernes nye blockbuster-udstillinger. Men man ankommer til en interimistisk scene uden  hverken loft, elektricitet eller personale. 

Her ligger udstillingsteksterne på jorden, holdt på plads af en sten, der forhindrer dem i at flyve væk, mens værkerne hænger blottede, hengivet til vind og vejrs langsomme nedbrydelse og til tilfældige forbipasserendes mere eller mindre destruktive luner. 

I vintermånederne, når man kom kørende med S-toget ud på eftermiddagen, var det så mørkt, at Lone Haugaard Madsens installation måtte ses i lyset fra en iPhoneskærm, og i efteråret, hvor vinden susede omkring de to vægge og blæste blade og affald ind på scenen, gled Benedicte Bjerres små kastanjefigurer ubesværet ind i efterårslandskabet[. På en og samme tid er Kunstscenen både et semipermanent offentligt kunstprojekt og en ekstremt foranderlig og temporær udstilling, der hele tiden balancerer på kanten af forgængeligheden 

Kunstscenens næstsidste udstilling Parterre italesætter på lidt underspillet vis alle disse forandringer. Denne gang holder udstillingen sig ikke indenfor den skarpe afgrænsning, som det kvadratiske cementgulv stikker ud, men breder sig ud i landskabet omkring selve scenen.

På en lille træterrasse, der pludselig blev blottet, da Banedanmark besluttede at fælde en del af buskadset, hviler Sebastian Hedevang og Andreas Rønholt Schmidts keramiske værker på et lille podie og direkte på terrassens gulv. Et værk ligner et rørelement, måske fra et nedløbsrør, der, hvis det havde været forbundet, kunne have kanaliseret lidt af regnvandet væk. Et andet refererer til et rakkerkrus[; et særligt krus, de såkaldte natmænd i gamle dage måtte bringe med sig, hvis de ville have serveret en øl på en beværtning, for ingen ville dele service med den befolkningsgruppe, der tømte Københavns toiletter, mens alle andre sov.

Cecilie Skov, Bittersweet, 2019. Epoxy-resin, fiberglas, blade, bobbelplast, vejsalt og kobbermønter. Installation view, Parterre, Kunstscenen, 2019. Foto: Kunstscenen.

«Parterre» refererer til de billige rækker i et teater, hvor den simple del af folket – eksempelvis natmænd, men også kunstnere, studerende og andre underbemidlede – kunne stå. Modsat de finere rækker på balkonerne, var parterren teatrets dunkle folkedyb, hvorfra teaterstykkets udførelse blev højlydt kommenteret med sjofle tilråb, hujen og piften og med jævne mellemrum også en regn af rådne frugter mod scenen.

En af disse simple tilhørere finder vi måske i Morten Skøder Lunds lille oliemaleri af en purung prostitueret, der er overlagt grundigt fastgjort til Kunstscenens kulissevægge med adskillige strips og hængelåse. Også Lulu Refns bidrag forholder sig til mellemfeltet imellem teatrets kunstighed og Kunstscenens virkelighed i et mønster af franske liljer, der dækker bagsiden af de to vægge og smyger sig om hjørnet og ind i den hvide kube. Mønstret er, som en kommentar til både stedets ånd og parterrepladsernes lavstatus, udført i sølvfarvet spraymaling.

Udtrykket «Parterre» kan direkte oversættes til ‘på jorden’, og netop jorden fylder en del i udstillingen. Cecilie Skov har lavet en meget smuk lav beholder i fiberglas og resin, med blade og andre af naturens elementer indstøbt, der indfanger regnvandet og går i dialog med Sandra Vaka Olsens overdimensionerede og gennemhullede sugerør, fra hvis spids det samme regnvand drypper. Amalie Smiths foto af en fin lille lerskulptur, inspireret af arkæologiske fund på Cypern, er blæst op til kropsstørrelse, mens Torben Ribes vægskulptur af lysstofrør peger på det kulisseagtige sammenstød imellem white cube og fri natur.

«Parterre» er også en fransk havemodel; en formel, stiliseret barokhave a la Versailles, der vel næppe kunne være længere væk fra Nordvests tilfældige wasteland. Men i løbet af det år, Kunstscenen har holdt til i området, er gentrificeringen rykket tættere på. I dag er den gratis parkering ophørt og buskadset forsvundet. Både Mjølnerparkens uregistrerede biler og romalejren er flyttet et andet sted hen. Og om lidt sker det samme med Kunstscenen, for jorden bag parkeringspladsen bliver snart byggegrund for endnu et højhus. Således forsvinder Nordvests egen lille scene, hvorpå kunsten har præsenteret sig for det brogede lokalmiljø, der skiftevis har instagrammet og malet grafitti hen over det.

Jan S. Hansen, uden titel, 2019. Mannequinfødder, regnorme. Installation view, Parterre, Kunstscenen, 2019. Foto: Kunstscenen.

Leserinnlegg