«De skabte en utopi, et sted de ku’ li’,» halvt messer, halvt synger Søren Aagaard. Vi befinder os i hans helt udsyrede totalinstallation De Fermenterede i en silo i Thy, hvor et lydværk fortæller en fremtidsdystopi, fiktiv, men tæt på sand. Om hvordan kunstneren er flygtet ud på landet med sin familie og den sidste høst Ingrid-ærter, og nu prøver at få et liv til at fungere, om fermenteringens mange processer og om, hvordan han inderst ind drømmer om at selvfermentere, at gå i ét med materialet og blive en del at misoen.
Aagaards værk er en del af udstillingen Frøsamlerne på SMK Thy, Statens Museum for Kunsts satellit i landsbyen Doverodde ved Limfjordens bred, som åbnede sidste sommer. En gul, trelænget gård, der tidligere har fungeret som pakhus, udgør museets hovedbygning, og her viser man highlights fra SMKs faste samling, i år med landskabsmaleriet i fokus. Det er i udgangspunktet en udmærket idé, også selv om man kunne mene, at Danmark er så lille og mobilt et land, at de fleste kommer forbi hovedstaden ind imellem. Denne sæson har man udvidet museet med udstillingsrum i en gammel silo, der tårner sig op på gårdspladsen, og hvad er mere logisk end at indvie de nye rum med en udstilling om… frø, naturligvis.
Der er i kunstverdenen en logik, der tilsiger, at udstillinger helst skal tage udgangspunkt i det lokale, og at man gerne skal spejle beskuerens virkelighed så direkte som muligt. Og det føles helt rigtigt, men også næsten som en parodi på et københavnsk museums bestræbelser på at være relevant i provinsen, når landskab og landbrug er temaerne for denne første fulde sæson i Thy. Omkring museet strækker markerne sig så langt øjet rækker, monotont brune i den kølige forårssol, og minder os om, at vi bor på én af de mest opdyrkede pletter på kloden. Og inde i den høje, smalle silo er der også dømt monokultur, omend på en lidt anden måde.
Tre samtidskunstnere, Michala Paludan, Anne-Mette Schultz og Søren Aagaard, præsenterer en udstilling på hver sin etage. Alle med udgangspunkt i Foreningen Frøsamlerne, en græsrods-genbank for videreførelse af vores fælles kulturarv af levende planter, som alle tre kunstnere er del af. Et idealistisk projekt, i den forstand at man sår et frø med tanker på fremtiden, men også at frø og planter igennem generationer er blevet forædlet og tilpasset med forskellige mål og drømme for øje.
Der er mange måder at være politisk kunstner på, fra det aktivistiske til det mere drømmende, og for mig inkarnerer Paludan, Schultz og Aagaard min favoritversion af den figur.
Anne-Mette Schultz’ korte videoværk med titlen Havekongen (2026) tager afsæt i tv-programmet Den Kongelige Køkkenhave, hvori dronningen viser rundt i sine have på Gråsten Slot igennem fem programmer. I Schultz’ noget mindre prangende fortolkning af programmet, drøner hun og en skuespiller rundt i en elektrisk golfbil og tager forskellige, ret ydmyge, bevoksede områder i besigtigelse. Det er på én gang en virkelig morsom satire, og en helt alvorlig undersøgelse, Schultz har gang i, og hun har en vidunderlig, helt naiv og oprigtig omsorgsfuld nysgerrighed overfor de små, forsømte græsstykker i kanten af den parkeringsplads, de kører rundt på.
Den samme, næsten lidt nuttede, tilgang deler Michala Paludan, hvis videoinstallation Frøskandalen (2026) ligner en slags børneteater med grøntsager i hovedrollerne. Over fire skærme møder vi fire forskellige karakterer, fra den (national-)konservative Snedinge-ærten til de industrielt fremavlede firkantede tomater, UC-82, der repræsenterer forskellige holdninger til, hvordan vi sikrer fremtiden for mennesket og jorden.
Grøntsagerne synger om traditionelle dyrkningsmetoder overfor moderne teknologiske fremkomster, og om at balancere ernæring, indtjening og andre arters overlevelse. Det er et både catchy, sjovt og overraskende videnstungt værk: Jeg føler mig fuldt klædt på til en diskussion om den grønne trepartsaftale efter at være blevet informeret af de syngende ærtebælge.
På nederste etage træder vi ind i Søren Aagaards hulelignende hjem og produktionsfacilitet. Her er proppet med glas og krukker, produktionsredskaber og beholdere, som placerer sig et sjovt sted mellem skulptur og funktionelle objekter. Over spisebordet hænger fx en drone viklet ind i en lyskæde, og fortælleren synger, at familiens kat afgik ved døden i mødet med netop sådan en drone, som siden blev familiens fjende.
Aagaards værk er syret på den bedst tænkelige måde. Sjovt, når han beskriver familiens æstetik som«“beige og i balance». Alvorligt, når han fortæller om drømmen om selv at blive en del af kredsløbet, af den genpulje, der skal redde fremtiden. Det peger på ritualet, på hvordan det at nedbryde og bevarer er den del af det samme økosystem og på, hvordan idealistens drøm om at gå fuldt og helt ind i projektet er fyldt med dilemmaer.
Det er godt set af kurator Magnus Kaslov, at de tre kunstnere taler så præcist sammen, at de i Frøsamlerne nærmest bliver én stemme. Ud over interessen for frø og regenerativt landbrug deler de en form for bevidst politisk naivitet, som kommer til udtryk gennem en narrativ stil, der både er nuttet og oprigtig. Det føles som en venlig parodi på den politiske kunstner, der er drevet af en lettere verdensfjern idealisme, men som alligevel ender med at vende op og ned på det hele. Måske er det også bare en måde at være i verden på, som kunstner og politisk menneske: Åbent og nysgerrigt som Schultz, grundigt og vidende som Paludan og klar til at gå hele vejen som Aagaard. Hvis vi allesammen adopterede den tilgang, så tror jeg faktisk på, at verden ville blive et bedre sted.
