Frederik Næblerøds soloudstilling All Walks of Life udfolder sig over otte af Arkens kæmpestore udstillingssale. Værkerne består af skulpturer, malerier, hele to versioner af kunstnerens atelier, et fuldskala-sommerhus samt en sal med omsluttende murmaleri. Udstillingen indledes med den sal, hvori Næblerød har indrettet atelier for at kunne arbejde, mens folk ser på. Under mit besøg er der tomt.
Herefter kan man gå ind i den første egentlige udstillingssal, der blandt andet byder på titelværket All Walks of Life (2024). Et stort oliemaleri af en mand, en alkoholiker, der hælder vin gennem munden og ned i sine indre organer. I formidlingsteksten står der, at det «viser en eftertænksomhed hos Næblerød», at han maler folk fra «all walks of life», altså mennesker fra alle samfundslag.
Til højre for alkoholikeren hænger maleriet Tobacco (2024), en form for farverig papegøje, der ryger en smøg. Til venstre hænger Amigos (2024), et billede af en kat og en karikeret kvinde. De sidder opdelt med hver sin baggrundsfarve, der er ingen interaktion imellem de to «amigos». Længere inde i salen, et billede af en person bag røde tremmer, og udenfor en anden med en pølse på spyd i hånden og et rullebord med pølser på. Salame Picante, pikant salami, hedder maleriet fra 2024.
Alle detaljer, enkeltdele og baggrunde er malet med fed, opak oliemaling i meget klare farver og relativt ens, tunge penselstrøg uden variation eller luft i påføringen. Det føles mal-efter-nummer-agtigt udført. Kompositionerne er konventionelle og spændingsløse. Alkoholikeren står således på en ensartet lyseblå baggrund, med en rød bundlinje og en sort bort foroven. To grøn-gule harlekinmønstrede bannere i hver side af billedet giver fornemmelsen af, at alkoholikeren er fjernet fra sin hverdagskontekst og indsat på en tom scene. Heller ikke her mærker jeg ansatsen til «eftertænksomhed», hverken i malerisk metode eller motivisk. Næblerød maler måske «kuriøse typer», men spørger ikke, hvorfor Jeppe drikker.
De ældste værker er ti år gamle og det er slående, hvor begrænset, den nu 37-årige kunstner har udviklet sig i perioden. Savtandede spidsnæseuhyrer og mænd med maske i kjole og hvidt er malet næsten på samme måde siden 2015 og frem til nu. Lidt mere splattet i de tidligere værker, vil jeg medgive. Men samlet set gentager Næblerød sig selv i værk efter værk, koloristisk og motivisk. I den anden af de to megasale formet som en art atelier, fungerer væggene som gulv-til-loft-opslagstavler med udprint af kunstnerens inspirationskilder: primært hans egne tegninger og fotos af ham selv, der maler. Igen og igen.
Værkerne på udstillingen er grupperet efter genre, keramiske værker sammen, bronzeværker sammen osv. Kuratering virker helt fraværende med de mange ensartede motivideer både i skulptur og maleri, der selvom de ligner hinanden, egentlig ikke taler sammen. Som samlet udstillingsudsagn bliver repetitionen intetsigende. Selvom Næblerød tydeligvis har store ambitioner om at dominere og indtage så meget som muligt af Arken, om at blive set og anerkendt, ville en langt strammere præsentation have gjort ham en større tjeneste. Men jeg får en fornemmelse af, det er svært at sige nej til Næblerød.
Udstillingens sidste værk er sommerhusprojektet My Friend the Wind (2015-16). Det består af en videodokumentation af Næblerød, der med sine venner bruger et stormraseret sommerhus i Rørvig som trashet atelier. En sommerhuskulisse er også opført i udstillingen, men uden lighed med det oprindelige, blot en tom skal, der fylder en hel sal. Næblerød og hans venner indtog sommerhuset i Rørvig uden tilladelse, på bedste bz’er-agtige vis. Dog uden politisk dagsorden.
I videoen opsøger ejeren af huset Næblerød, efter tidligere at have skrevet til kunstneren og bedt ham stoppe. Mens Næblerød hamrer, banker og tænder bål, enten indeni eller meget tæt på huset, fortæller ejeren, at han har familiemedlemmer, der græder over det, kunstneren gør ved stedet. Man hører ham også bede Næblerød om at stoppe, uden at det afholder kunstneren fra at fortsætte. Det minder meget om DR-dokumentaren Ufortyndet (2021), hvor man følger Næblerød «udsmykke» et sommerhus for en kunstsamler i Pietrasanta. Her lykkes ejeren heller ikke med at få Næblerød til at respektere sine grænser. Hvorfor er projektet overhovedet med på Arken?
Man behøver selvfølgelig hverken bedrive eftertænksomhed eller opføre sig respektfuldt for at lave god kunst. Man kan træde højhastigheds-zero-fucks-speederen i bund og stadig lave ubestrideligt interessante og nyskabende værker. Men gør Næblerød det?
I udstillingskataloget skriver direktøren for Museum Jorn, Christian Kortegaard Madsen, at Næblerød i disse dage skriver historie. Kunstnerisk, må han mene? Det er uklart. Han skriver desuden om Francis Bacon, Chaïm Soutine og Jackson Pollock i kontekst af Næblerød, dog uden at skabe klar forbindelse til dem. Hvilket ikke er underligt, for Næblerøds helt åbenlyse Daddy er jo Tal R. De flade rum, figurkompositionerne, det naive udtryk både i maleri og skulptur, kunstnerboheme-performativiteten er ren Tal R. Det, Næblerød ikke får importeret, er Tal Rs penselførende elegance, koloristiske raffinement, traditionsbevidste nybrud, humor og teatralsk-psykologiske verfremdung.
Den impressionistiske maler Edgar Degas har engang sagt, at det er nemt at male, når man ikke ved, hvordan man gør, men meget svært, når man gør. Det kan der både ligge en nedslående dom og en trøstende opmuntring i. På Arken ser det ud som om, Frederik Næblerød stadig synes, at det er nemt at male.
