Det er 20. gang, Kunsthal Aarhus huser afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi, og i år er det nærmest en duo imellem de (kun) to dimittender Benjamin Asger Krog Møller og Naja Zethner. Det lave antal skyldes orlov og er helt uvant for en afgangsudstilling fra akademiet.
Det føles derfor umiddelbart som et skrøbeligt set-up, men straks bliver jeg, i Benjamin Asger Krog Møllers del af udstillingen, fanget ind af en flere meter høj og bred institutions-blå skillevæg. Den er dækket af enkle, uprætentiøse tegninger, lavet på det forhåndenværende; sider fra en skitseblok, en paptallerken, A4-papir. Der er håndskrevne madopskrifter, en gul bus med teksten «Til Benjamin ’hjerte’ mor» og kuglepenstegninger i en naivistisk tegneserie-streg af «mor» der «er bekymret», «glad» eller «tager fodbad».
I de tilhørende høretelefoner forstærker en lydoptagelse af samtaler imellem Krog Møller og hans mor det private indblik i deres relation. Scenen virker så almindelig, hverdagsagtig med den her samling af sprog- og billedlige udvekslinger de to imellem. Men Udsnit af en virkelighed (2023-2024), som titlen lyder, er netop en virkelighed. Og ud fra værkskiltet forstår jeg, at det er skabt i fællesskab og født af det «tidsfordriv, som er forbundet med at opholde sig i psykiatriske og skolemæssige institutioner».
Hvor Udsnit af en virkelighed giver et lille stik i hjertet, får Case nr.23: Personaletoilettet (2024) smilet frem. Med en fritstående graffiti-overmalet dør, halvt savet over af en stiksav, og tre lyttestationer, to foran døren og en bag, har Krog Møller sammen med gruppen Skolekunst & Kunstskoler lavet en rekonstruktion af dengang, en elev var låst inde på kunstakademiets personaletoilet. Igen er det en umiddelbart genkendelig situation, hvor tre versioner – fortalt fra henholdsvis elevens, rektors og professorens perspektiv – er billede på, hvordan vi oplever den samme situation forskelligt. Virkelighed og fiktion mixes i en engagerende installation og det er sjovt. Især når man fra den indelukkede elevs perspektiv, kigger lige ind i et skilt, der understreger, at det ikke er et elevtoilet.
I Professor Slurks malerier (1974-2024) samarbejder Krog Møller med Instituttet for Emancipationsvidenskab og tager skridtet ind i fiktionen fuldt ud. Her er det fantasien om professor Slurks hemmelige praksis, der er udmøntet i seks malerier med klare referencer til eksistentialismen med motiver som blandt andet (Sartres) terninger og en pibe (a la Magritte). De er indrammet af skuffer, som dem, den fiktive professor gemte sine billeder i.
I virkeligheden er malerierne udført til afgangsudstillingen af Ole Krog Møller, kunstnerens bedstefar, som er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 1963. I et tilhørende lille gult hæfte finder man en nedskrevet samtale imellem Professor Slurk og sekretæren for Instituttet for Emancipationsvidenskab, hvis illustrationer er tegnet af Krog Møllers bedstemor Inga Krog Møller, der ligeledes er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Man skal holde tungen lige i munden, for at få alle trådene med i det her underspillede humoristiske fælles-fiktionsspind.
På udstillingsoversigten er der markeret endnu et værk med titlen De lånte fjer. Men der er intet fysisk tilstede i selve rummet. Det går op for mig, at de lånte fjer er en samlende titel for Benjamin Asger Krog Møllers praksis. Som kunstner har han åbenlyst begravet genitanken og skaber i samarbejder, med lån fra virkelige begivenheder og inddragelse af familiemedlemmer og venner. I de tre værker er han fællesnævneren i en fabulerende og humoristisk udstilling med samfunds- og kulturkritisk potentiale.
I skærende kontrast til Krog Møllers vidt forgrenede univers står Naja Zethners minimalistiske serie af malerier endnu tydeligere frem.
Kunsthallens lyse oktantformede rum er som skabt til Naja Zethners afgangsværk NZ (2024), hvor syv malerier i størrelsen 190 cm x 200 cm danner en frise hele vejen rundt. Først fremstår malerierne abstrakte med brede grålige penselstrøg trukket bugtende hen over det lyse lærred. Men så træder motivet frem; det er mus! Syv kæmpestore mus, som med små variationer fylder billedrammerne ud.
Jeg forestiller mig, at hvis man kunne samle malerierne i en bunke ovenpå hinanden og bladre i dem som en flapbog, ville de bittesmå forskydninger i motivet få det til at se ud, som om musen bevægede sig. Eller hvis man stillede sig i midten af rummet, kneb øjnene let sammen og drejede rundt om sig selv, ville de blive til en dansende mus, der går i ring. For der er ingen begyndelse og ingen slutning. Cirklen og den minimalistiske stil – som giver plads til, at man selv kan udfylde mellemrummene –, går igen i Naja Zethners følsomme langdigt O, der indgår i kataloget. Det er enkelthed med stor effekt.
Når Det Jyske Kunstakademi i år kun byder på to nyudklækkede kunstnere til at dele spotlyset, må det føles som en nervepirrende ambivalent luksus. Heldigvis formår de begge hver især – og sammen – at indtage scenen med stor overbevisning.
