Lille spejl på væggen der, hvor er fortiden i landet her?

Jeanette Ehlers' glimrende teaterperformance trækker tråde fra kolonitiden til hverdagens strukturelle racisme med en sjælden vrede og konfrontationslyst.

Jeannette Ehlers, Into The Dark, Teater Får302, København, 2017. Foto: Søren Meisner.

«The Fiyah bun. That is what it gettin’ call now. What we West Indians callin’ it. You, maybe, calling it a rebellion.» Ordene tilhører karakteren Queen Mary, der i Jeannette Ehlers teaterperformance Into The Dark sidder i en minimal scenografi bestående af en snurrende, flettet stol i den stil, vi ofte referer til som «kolonial». I et rødt-oplyst, røgfyldt scenerum holder hun en monolog om en del af Danmarkshistorien, som er mange danskere fremmed, nemlig det oprør, de frigivne slaver på St. Croix startede i 1878, hvor et halvt hundrede marker og en stor del af Frederiksstad blev brændt af – The Fireburn.

En af oprørets centrale figurer, Queen Mary, med det borgerlige navn Mary Thomas, har efterfølgende opnået heltestatus på de dansk-vestindiske øer, men var i Danmark stort set ukendt – indtil Ehlers manede hende frem af historiens glemsel. Den historiske fortrængning af Queen Mary såvel som af vores fortid som koloniherrer generelt, er det tematiske omdrejningspunkt for Ehlers teaterdebut. Forestillingen har et fragmenteret dramaturgisk forløb, der sammenklipper elementer fra Ehlers tidligere værker med nyt materiale. Således åbnes Into The Dark med videoværket This Open Grave (2016), hvori en dialog fra H.C. Andersens gennembrudsstykke Mulatten (1840) udspilles i en mobilsamtale imellem to moderne afroamerikanere, hvor den virker påfaldende samtidig. Desuden møder vi afrofuturisten Sun Ra, forfatteren James Balwin, stifterne af Black Lives Matter-bevægelsen og andre symboler på den sorte modstandskamp. Derved blotlægger Ehlers, hvor stort sammenfaldet er imellem denne kamp dengang og idag – og dermed også, hvor lidt historien faktisk har rykket sig over de seneste 200 år.

Stykket er båret af konfrontationen som både tematik og bærende virkemiddel i en række scener, hvor publikum involveres direkte. De enkelte sekvenser adskilles af pauser, hvor scenerummet lukkes af ved hjælp af mobile spejlvægge, så publikum hele tiden konfronteres med deres egen medvirken – i stykket såvel som i historien. Midt i stykket glider væggene fra hinanden, og på den anden side åbenbares et andet publikum, stolerækker med sorte skuespillere, der stirrer intenst ud på os i, hvad der virker som meget lang tid. En messen starter: «We are here, because you were there,» gentager gruppen, mens de holder øjnene stift rettet imod teatersalen. Spejlvæggen glider i igen, og så sidder vi atter der, det hvide teaterpublikum, og kigger os selv og vores fortid i øjnene.

Jeannette Ehlers, Into The Dark, Teater Får302, København, 2017. Foto: Søren Meisner.

Når en så enkelt effekt fungerer, er det fordi Ehlers kender sit publikum og den kontekst, hun taler ind i. Hun ved, at en performance afholdt i et lille teater midt i Frederiksstaden primært tiltrækker den hvide kulturelite, og hun kan derfor med sindsro regne med, at den sort-hvide kontrast indfinder sig. Havde publikum bestået af en gennemsnitlig københavnsk folkeskoleklasse – der vel nok kunne have gavn af at kende kolonihistorien mere indgående – havde kontrasten nok været mindre udtalt, og det er stykkets eneste problem.

Ehlers fortælling trækker tråde direkte fra kolonitiden til hverdagens strukturelle racisme, men stykket undlader behændigt at italesætte den racisme rettet imod folk med mellemøstlig baggrund, som vel er den hyppigst forekommende i en dansk kontekst. I stedet applicerer Into The Dark den retorik, vi kender fra afroamerikanske bevægelser som Civil Rights Movement eller Black Lives Matter på danske forhold. Der er sikkert dem, der vil kalde det en whataboutery – altså den tendens, at hver gang een minoritet taler om deres specifikke undertrykkelse, relativeres problemet gennem en sammenligning med andre former for undertrykkelse. Men lige i dette tilfælde, hvor man forstår kolonial tænkning som en grundlæggende struktur i vores samfund, er det påfaldende, at stykket ikke blot undlader at nævne andre minoriteter, men også bruger et sprog, som refererer til primært amerikanske tilstande. Derved indlægges en afstand, som desværre understøtter den del af den kollektive fortrængning, som handler om, at problemstillingen hører til i en tid og et sted, som er langt fra den danske samtid. Samtidig fremhæver referencen til den afroamerikanske bevægelse og deres retorik det paradoksale i, at vi fortsat ikke har et dansk sprog, til at tale om konsekvenserne af vores koloniale fortid i.

Når det er sagt, så er Into The Dark et ulmende vredt, spidende og effektfyldt opråb til den vestlige ignorance, der henlægger koloniale problemstillinger til fortiden. Vreden og konfrontationen kulminerer i stykkets afsluttende sekvens, hvor Jeannette Ehlers puster en mandshøj ballon op, mens billeder af sorte ikoner projiceres på hele scenerummet i accelererende fart, indtil ballonen springer. Nok er nok, bægeret er for længst fyldt og The Fireburn er omsider ankommet til København.

I åbningssekvensen af Into The Dark ses Jeannette Ehlers, klædt i en mørk hoodie, læse op fra magasinet Marronage – blandt andet opremser hun en række definitioner på begreber såsom «afkolonisering», «kolonisering». Foto: Søren Meisner.

Leserinnlegg