Vælg en kunstner, som du mener fortjener opmærksomhed og fortæl os hvorfor. Sådan lød invitationen til Kunstkritikks sommerserie «Kunstner vælger kunstner», hvortil i alt seks nordiske kunstnere bidrager. Den sidste i rækken er Lil Wachmann, som netop er dimmiteret fra Det Jyske Kunstakademi. For tiden arbejder hun på flere kollaborative projekter med det feministiske kollektiv uden navn, som blev dannet i forbindelse med hendes afgangsværk Celluloid – Not to Be Confused with Cellulite.
Mit seneste kunstnercrush er Sufie Elmgreen (f. 1992), som jeg oplevede i Piscine i Aarhus ved den sidste solnedgang i maj. Det var første gang, jeg oplevede Sufie live, og mine Google-søgninger har ikke givet megen pote, så min erindring om hendes performances og praksis iøvrigt er fra perifære Instagram-posts fra vores fælles netværk i kunstakademi-radius.
(Elixir) reflex spells abundant conduct (a play) ceremony for 13 players er en performance med associationer til larping (aka. Live-Action Role-Playing), hvor Sufie sammen med tolv kollegaer opførte 80 minutters horror. Med afsæt i et manuskript projiceret på væggen i et mørkelagt rum blev der angivet instrukser til spillerne. Forinden var publikum blevet ført igennem en smal gang med lyde fra strobe og tuba. Alle spillerne var i kostumer og havde hver deres rolle og rekvisitter: Lysmanden, som var betitlet Vejrgud, havde navngivne rekvisitter som «Tomb» og «Out of Tomb», henholdsvis natrium lampe og UV-lys, mens kamerakvinden, Future Eyes, havde et GoPro- og filmkamera.
Som billedkunstner, der også arbejder kollektivt og med større produktioner, var det interessant at kigge på kunstnerens rolle i forhold til den samlede produktion: omend den mimer film-, teater- eller musical-produktioner. Jeg blev ikke kun inspireret af Sufies rolle som selvangivet conducter,, men også af hele arrangementet – det kollektive rum hun skabte sammen med medspillerne. Jeg var vidne til en opvisning i nye måder at skabe sammen som kollektiv på: jeg kunne både være tilskuer og medvirkende, og det var nok, til trods for at der var lagt op til gys. Jeg fik lyst til at råbe med og være med til at finde på nye former for sprog og spilleregler. Jeg gik derfra med en følelse af at være en del af noget, og med endnu mere mod på at selvorganisere mig som billedkunstner.
lysende
lyt, øst er et gult pitch bend, ja, ligesom blåt eller grønt neon lys er omvendte meteorologiske øjne (romeo) de er indre øjne, alle navne er små fødsler, det hele er blik, Buzz!!
Affødt Ildesque Tæsque
det er øst, jeg er solen
Være et andet navn
Sprøjt, intet sprøjt
Baby, det er dig, kald mig intet end kærlighed og jeg vil være nydøbt
Posere og tømme og jeg går derhen, jeg går der hele tiden, jeg går herhen;
Hader magt bortset fra magten; Jeg vil vise dig noget
kan du billedliggøre