Byerne lider under manglende kunstfaglighed hos landets byplanlæggere. Nutidens byudviklingskultur er i færd med at miste forbindelsen til sin humanistiske tradition. Der er fart over feltet og det handler om at stå op og være højest. Ligesom Trump Tower.
Det var i alle fald det mere eller mindre udtalte postulat fra flere af de kunstnere, som forleden holdt oplæg ved konferencen Fremtidens byrum – gentænk løsningerne i Horsens, arrangeret af Urban Lab – et samarbejde mellem otte midtjyske kommuner og del af Europæisk Kulturhovedstad 2017 i Aarhus.
Blandt kunstnerne fandt man billedhugger Bjørn Nørgaard, og hvad der virkede som et fejlcast i form af tidligere musiker, nu billedkunstner, Kasper Eistrup, men også et veloplagt valg i form af duoen Randi & Katrine. Den øvrige deltagerliste rummede mestendels konsulenter, arkitekter og byplanlæggere fra kommunalt regi samt en håndfuld politikere og kunstfaglige institutionsfolk, som havde taget plads i det tidligere fængsel, der nu fungerer som museum og kulturelt eventsted og i øvrigt var et eksemplarisk billede på kunst og kultur som led i en bybrandingsstrategi. Der var frokost på stålbakker, oplæg i cellerne toppet op med Folsom Prison Blues af Johnny Cash på repeat i kaffepauserne.
Bjørn Nørgaard lagde ud med at tale i store strøg om konkurrencestaten som vor tids vision; «Det er ikke længere demokratisk folkevalgte, der skaber byerne, men typer som Goldmann Sachs,» indledte han sin kritik af det neoliberale samfund og fortsatte med at efterspørge en kunstnerisk vision for Københavns nye og udskældte bydele, Nordhavn og Ørestaden.
På trods af et lidt floskelpræget oplæg, slog han en diskurs an, som resonerede konferencen igennem – en velkendt diskurs hvor kunstnerens sensibilitet står på den ene side og byudviklerens kynisme på den anden.
Herfra blev mikrofonen givet over til en række arkitekter og byudviklere, som med pitch-agtige, kunstfattige oplæg i farverige slides indviede publikum i deres tidligere og igangværende projekter.
Mest omsorgsfuldt talte Lene Tranberg (fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter) – som blandt andet står bag det nye Axel Towers ved Vesterport i København – om, hvordan ny arkitektur også skal indarbejde historien ved at lade materialer og byggestile gå igen. Her blev kunstneren omtalt som en forudsætning for, at et byggeri fungerer, uden at der dog blev nævnt nogen eksempler på de gode samarbejder mellem byplanlæggere, arkitekter og kunstnere, hun angiveligt havde i tankerne, hvorfor det hang lidt i tomme ord.
Byudvikler Rune Kilden underholdte med udbyggelsen af havnefronten i Aarhus i form af et højhus der – som han selvironisk bemærkede det – hører til kategorien pik-arkitektur. Det vil sige et gigantisk tårn i glas og stål, som inden længe skyder op på kajen med ejerlejligheder til 4 millioner kroner stykket, men med et offentligt tilgængeligt udkigspunkt på toppen. Man skal huske «at give noget tilbage til byen, » som han – denne gang med mindre selvironi – tilføjede det.
Således opmuntret syntes den humanistiske byggetradition, som Dan Stubbegaard fra tegnestuen COBE i sit oplæg argumenterede for stadig findes herhjemme, svær at få øje på for bare tårne i horisonten.
Andendagens program stod på alle måder i et mere kunstfagligt tegn. Kunstnerduoen Randi & Katrine lagde ud med at fortælle om deres antropomorfe huse med ansigter og trætte tårnmænd lavet af genbrugsbrædder, som hurtigt blev modbilleder til førstedagens tour de force i potent arkitektur. På samme måde blev langsommeligheden, hvormed de har beklædt et skur i Køge havn med muslingeskaller, skal for skal, i forbindelse med deres retrospektive udstilling på KØS i 2015, en kontrast til den hast, der synes at omgærde meget af tidens byudvikling.
Netop langsomhed som modbillede var også et tema for både Søren Taaning, billedkunstner og formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for billedkunst, og Ulrike Neergaard, direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige rum. Begge refererede de til det engelske kommissioneringsprogram for kunst i offentligt rum Situations, som blandt andet leder den kuratoriske vision for kunsten i forbindelse med udbyggelsen af bydelen Bjørvika i Oslo – en vision som har fået titlen Slow Space.
Neergaard kom også med et opråb til landets kommuner om at opruste kunstfagligheden og om vigtigheden af at have en professionel kommissioneringsproces: «Man bør tænke faglighed for kunsten, ligesom man tænker faglighed for alle andre områder af det her virkefelt,» udtalte hun. I det hele taget gav Neergaard et både kritisk og vidende oplæg af typen, som man gerne havde set flere af på konferencen og bandt sløjfe på den overordnede diskussion om midlertidige kunstværker i offentligt rum ved at tænke dem som mulige erfaringsdannere for etableringen af mere permanente værker. Som hun til slut slog fast, er det at arbejde med kunst i offentligt rum ikke kun er et symbolsk anliggende, det handler om at skabe noget socialt på sigt.
Som en note var det bemærkelsesværdigt, at et begreb som «gentrificering» glimrede ved sit fravær under hele konferencen. Selvom det er otte midtjyske kommuner, som står bag konferencen, og det for en by som Horsens først og fremmest handler om at genoplive en død midtby, er gentrificering ikke kun et storbyfænomen og netop en del af skabelsen af randområder. Nogle steder synes byudviklingen efterhånden at gå så stærkt, at der end ikke er brug for kunstnernes atelierer og udstillingssteder til at hæve det såkaldte bohemeindeks i en tålmodig modning af et område, før bygherrerne tør gøre sig forhåbninger om, at nogen vil flytte femhundrede meter længere ud af hovedstaden.
I det byudviklingsspil, som arrangørerne havde lavet, og som konferencens deltagere skulle spille undervejs, blev der dog stadig givet point for at handle humanistisk, borgerinddragende og give plads til kunsten i en illustration af det gode eksempel, som man fornemmede konferencen et eller andet sted gerne skulle mane frem. Men det var jo selvfølgelig bare et spil, og undertegnede vandt en flaske rødvin for at gøre alt det, som ingen gør i virkeligheden.
