Kunsthal Charlottenborg havde inviteret til kulturpolitisk topmøde. Klokken ringede ind kl. 8.30, og på vej op til salen kunne man nå at forsyne sig med kaffe og konstatere at tidlige morgenmøder om kulturpolitik åbenbart er et tilløbsstykke. Alle billetter var udsolgt, og der gik rygter om, at flere politikere havde udtrykt skuffelse over ikke at være inviteret. Sådan er stemningen åbenbart seks dage før et folketingsvalg, og det smittede af på den stopfyldte sal.
I sin velkomsttale forklarede kunsthallens direktør Michael Thouber, at Charlottenborgs Kaffeklub – topmødets formelle ramme – blev stiftet under sidste folketingsvalgskamp i frustration over visse politikeres forsøg på at bruge kunsten til at splitte landet og befolkningen. Tre år senere er meget stadig det samme.
I 2019 var det Socialdemokraterne, der talte om «mindre ballet, mere banko, mindre kunst, mere håndbold». I denne valgkamp er det Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, der taler imod «eliten i de københavnske saloner». Det er både sørgeligt og absurd at bruge kunsten til at skabe splid mellem hovedstad og provins, mente Thouber, ikke mindst i lyset af de kriser, vi står i.
«Hvor meget mere oplysning og debat har vi egentlig brug for? Hvor mange flere politiske kunstværker før publikum reagerer? Kort sagt: Hvordan går vi fra oplysning til handling i en verden under konstant forandring?», afrundede Thouber, før han lagde op til fællessang, der fik en nærmest aktivistisk undertone, ikke mindst på grund af sangvalget. At istemme «I Danmark er jeg født» med en stor skare fra kulturlivet så tidligt om morgenen føltes nærmest som at tage sit sprog tilbage fra nogen, der bruger det til at splitte os ad.
Det første panel var det mest fyrige. Topmødets moderator Lene Johansen indledte en runde, hvor panelisterne kort skulle opridse tidens største udfordringer.
Poul Erik Tøjner, direktør for Louisiana, nævnte klima, krig og social ulighed, samt gryende fascisme i en række europæiske lande. Kunstner Jeannette Ehlers tilskrev sig listen og tilføjede, at det hele desuden er et resultat af kolonihistorien. Filminstruktør Susanne Bier mente, at den største udfordring er, at vi ikke længere taler samme sprog, at der er en fundamental opløsning af fælles forståelse og referencer. Teaterdirektør og nuværende forkvinde for Statens Kunstfond Gitta Malling mindede om erfaringen med corona, som lærte os, at vi stadig kan finde ud af at stå sammen. Jon Stephensen, tidligere teaterchef og nuværende ’folketingbobler’ – Lene Johansens ord for en ny kandidat til Folketinget – for Moderaterne, pegede på manglende fællesskaber, men også på unødig polarisering. Også Jan E. Jørgensen fra Venstre pegede på problemet med opdelingen i dem-og-os.
Allerede efter første runde var elefanten i rummet således adresseret. Inger Støjberg var det navn, der direkte og indirekte blev refereret mest til under hele mødet. Heldigvis på en mere kvalificeret måde, end hvad vi normalt bevidner i såvel mediedækning som kunstkredse. Måske fordi Charlottenborgs Kaffeklub de sidste tre år har opdyrket sin egen moderator, den tidligere TV-studievært Lene Johansen, som ikke kun er en kompetent journalist, men i løbet af kaffeklub-årene, måske også har vænnet sig til kulturens problematikker og logikker, og derfor var god til lede samtalen forbi de sædvanlige klicheer og videre i godt tempo.
At det er hundesvært at tale om kunstens fundamentale værdi på en almen måde, samtidig med at man understreger, at dens værdi ikke kan måles, vejes eller instrumentaliseres, er konstateret mange gange, også denne morgen.
På spørgsmålet om kunstens rolle i forhold til de aktuelle kriser, replicerede Bier med morgenens nok dybeste suk, og opfordrede til, at vi stopper med at tro, at kunsten skal noget, den er ikke en motor for noget. «Foragten overfor kunst er dybest set foragt overfor, hvem vi er som mennesker», lød det fra den garvede filminstruktør.
Tøjner anførte, at præmissen for dagens samtale i sig selv illustrerede problemet: «Vi ville aldrig sidde i et panel og diskutere om vi skal have skoler i Danmark. For mig er kultur lige så fundamentalt.» Politikerne skal lave klar kulturpolitik, men samtidig forstå, at det ofte har stor værdi, at kunsten har et uklart udsagn, lød det. Herefter landede Tøjner dagens slagord: «Kunst er det modsatte af information». Det kommer næppe til af hænge over døren til Christiansborg, men man mærkede, at det blev taget til efterretning, især af Jan E. Jørgensen, men også Socialdemokratiets Ida Auken gentog udsagnet.
Der er altid en politiker til sådanne kulturpolitiske valgmøder, som har penge med i lommen. Denne gang var det Jon Stephensen, som nok er den folketingspolitiker-in-spe, som er tættest på kulturlivet med sit årelange virke i dansk film og teater. Nogle spekulerer tilmed i, at Stephensen kunne blive ny kulturminister, hvis det faktisk ender med en regering over midten med deltagelse af det nye parti Moderaterne, søsat af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Hele fem milliarder danske kroner vil Moderaterne ifølge Stephensen tilføre kulturområdet over de næste fem år. De skal gå til skolerne, så alle elever stifter bekendtskab med kunst i løbet af deres skoletid. «Aktivistisk kulturpolitik», kaldte han det. Det skal sikre, at mange flere føler sig velkomne og kommer ombord i kunsten. Også et kulturklippekort til alle 15-årige på 2.000 kroner indgår i planen. Mens Jan E. Jørgensen nøjedes med at ryste på hovedet, blev ideen mere kontant affejet af Ida Auken i næste panel: «Det kan man godt glemme alt om. Det er Løkke, der kommer til at bestemme, og han skar to procent i kulturen hvert år, da han var statsminister».
Hvis første panel kredsede om udfordringerne, skulle andet panel angiveligt flytte os til handling. Der var en generel forståelse, i hvert tilfælde blandt de kunstfaglige deltagere, at man taler om kunsten på en forkert måde, blandt andet fordi kunst og kultur blandes sammen. Inden Susanne Bier forlod scenen kastede hun «en mental bombe», som hun kaldte det, en opmuntring til at vi forsøger at tænke helt forfra. «Hvad er kunst? Hvad er folkeligt?»
Den bombe ville musiker Benjamin Koppel gerne samle op. Han undskyldte sig for at lyde som en gammel marxist, men han var bekymret for, at vi var blevet bange for at drømme. At vores opvækst i et velfærdssamfund og i et kapitalistisk samfund har gjort os så funderet i en forestilling om vækst, at selv vores drømme handler om det. «Lad os turde drømme som samfund», sagde han håbefuldt.
Francisca Rosenkilde, leder af det grønne parti Alternativet, havde også en replik til vækstparadigmet: «Det er ikke længere en opgave for danske politikere at gøre Danmark rigere, men lykkeligere.» Ida Auken mente dog, at det er urealistisk af stoppe med at vækste helt, nogen skal også finansiere kulturbudgetterne. I stedet burde man afkoble vækst fra ressourcer og materiel forbrug: «Jeg kan ikke finde på et forbrug, der er mere bæredygtigt end kulturlivet, end begivenheder, end at købe kunst eller god design, altså købe noget, der holder længe.»
Herfra blev samtalen mere diffus. På en måde lidt svært andet, mens panelisterne dansede omkring det gamle kulturpolitiske støtte-men-ikke-styre-diktum.
Elisa Kragerup, teaterinstruktør og kunstnerisk direktør på Betty Nansen Teatret, mærkede eksempelvis udfordringerne ved støttesystemet i og med, at billetsalget er det eneste kvalificerende mål, der bruges til at vurdere hendes teaters succes. Det påvirker tankegangen, siver ned i systemet og får indflydelse på det, man vælger at sætte op: «Alle løber ind på midten for at finde den næste store succes, fordi det er overlevelse, det handler om».
Morten Kirkskov, skuespilchef ved Det Kgl. Teater, tog pointen videre og påpegede en grænse, man sjældent taler om. Måske denne sang om at ’tale kunsten op’, som politikere og kunstnere de sidste årti har været enige om at synge, har sin grænse. «Når man er vokset op i Sønder Omme uden meget berøring med kunst, har kunsten betydet alt for, hvem jeg blevet», forklarede Kirkskov. Samtidig mærkede han, i egenskab af chef for et teater, en særlig udmattelse: «Man kan også tale kunsten så meget op, at den falder ned med et splat».
Det var måske dette splat, forsøget på at sætte en grænse for den evige salgstale på vegne af kunsten, der førte til en runde udgangsreplikker, der anråbte vigtigheden af modige politikere og behovet for at sidestille kulturen med sundhed, uddannelse og andre politikområder. «Vi skal tage kunsten helt ind i magtens rum, helt ind i Statsministeriet», som Francisca Rosenkilde sagde, så man troede på, at hun mente det.
Selvfølgelig nåede topmødet ikke i mål med noget som helst. Også selvom Charlottenborgs Kaffeklub atter viste, at konceptet kan noget; ideen om at politikerne og kunstmiljøet jævnligt møder hinanden til åbne samtaler om kulturpolitik eller kunstnerisk dannelse. Villigheden til at lytte til hinanden virkede som om den var til stede, i hvert tilfælde her på valgkampens sjettesidste døgn.
