Et blåt væsen med triste hængeører a la Dobby fra Harry Potter krøller sig sammen så tæt på mig, at jeg kan høre dets urolige åndedræt. Sårbare, røde øjne kigger frem under de glamourøse øjenvipper og med ét skifter lyset til rødt og en høj buzz-lyd får væsenet til at springe op og stille sig til skue med et «Hi, I’m here for the audition». Foran sit publikum indtager væsenet selvsikkert det rå backstage-rum, som Ringsted Galleriet er transformeret til.
Filip Vest dimitterede i 2021 fra Konsthögskolan i Malmø og er allerede en garvet performancekunstner, der flirter med teaterkunsten og åbenlyst er fascineret af prøverummets fluiditet; et mulighedernes rum. Det ses i tidligere værker, eksempelvis i Den bredmundede frø (2023) og Resort,opført med professionelle skuespillere på blandt andet Møstings Hus i 2023.
I Self Tape befinder vi os i scenekunstens verden. Sort molton holder lyset ude og en række klassiske sminkespejle med lyspærer, røde læbestifter, brugte renseservietter og løse manuskriptsider giver en oplevelse af at være bag scenen. Pizzabakker, der er stablet og spredt vilkårligt i rummet, vidner om typer, der arbejder sent og vægter kunsten højere end dét at indtage et måltid hjemmelavet mad omkring et bord. For hvem har brug for jordisk næring, når man lever af åndelig føde? Pizzaresterne viser sig også ved nærmere eftersyn at være special effect-masker i latex; en tunge, et sår; metaforer for det altopslugende arbejde det er at inkarnere en rolle.
Som selvstændig installation vækker rummet fantasien, der fodres af de løse manuskriptsider med blandt andet Gollum, Rapunzel eller Rødhættes replikker. Det er eventyrenes arketypiske temaer; godt og ondt, magt og hierarki, monstre og prinsesser. Og allerede før Vests performance udspiller sig, er hjernen i gang med at koble de genkendelige tekster til mulige nye fortællinger. Installationen kan derfor stå alene i egen ret, hvilket ikke altid er tilfældet, når vilkåret er at agere scenografi for en performance, der kun vises én eller få gange.
Til ferniseringen er Ringsted Galleriet fyldt med folk, som intuitivt former en scene, da det blå væsen i Vests egen skikkelse genert kryber ind langs væggen. Et sammenklappeligt plastikbord og en taburet på hjul agerer usikre podier og selvom begge når som helst kan kollapse under væsenets røde lakstøvler, er jeg tryg, for alt er koreograferet og indstuderet. Alligevel føles det herligt uforudsigeligt og intimt i forhold til det mere traditionelle teater. Og måske er det en af performancekunstens største forcer; at her skal vi ikke glemme os selv, for illusionen er momentan og vi befinder os åbenlyst i samme rum.
Det gælder også Filip Vests performance, hvor det blå væsen, på én gang glamourøst, selvudslettende, sexet, selvoptaget og sympatisk, leverer en tour-de-force i eksempler på den præcise præstation og parathed, der forventes til en audition. Selvdestruktiv tvivl afløses af sikre leveringer af replikker, der er taget ud af en sammenhæng som scenen i filmen Gentlemen Prefer Blondes (1953), hvor Marilyn Monroes naive karakter ikke ved, hvordan man bærer en tiara. I Vests velspillede version af scenen bliver det tragikomisk, fordi diamanttiararen er erstattet af en svedig strømpe. Det er teatrets magi og også i tråd med feministisk teori, at ting eller begreber bliver det, vi gør dem til. I øvrigt er det heller ikke et helt urealistisk bud på en castingsituation.
Dramaturgien i Self Tape er enkel; en kulturarbejder forsøger at sælge sig selv bedst muligt, men plages af usikkerhed. Den konstante vekslen imellem henholdsvis selvudslettende ydmygelser og veloplagte bud på at honorere andres forventninger går i ring, og vi ender dér, hvor vi begyndte. Det blå væsen fortæller da også, at dets hobby er at rulle sten op ad et bjerg. Vest refererer i det hele taget elegant og underholdende til græsk mytologi, som her Sisyfos-myten, og populærkultur. Samtidig er de underliggende temaer ret komplekse. For audition-situationen fremkalder også spørgsmål, der vedrører forhandling af køn, identitet og magtpositioner.
Self Tape rummer en kritik af kategoriseringer og forenklet kassetænkning, som findes i en kultur, hvor «the show must go on» og mennesket er en vare, der vil vende vrangen ud på sig selv for at blive puttet i indkøbskurven. Ligesom de post-koloniale begreber «os og dem» og «den anden» ligger som undertekst, når væsenet fortæller, hvordan det allerede som lille forsøgte at afkode usynlige manuskripter for, hvordan man skulle opføre sig, klæde sig og spille de forventede roller. Der var to muligheder; at blive en mester i at foregive eller at gøre sig selv til grin, før andre gjorde det. I denne flydende tilstand af hverken-eller eller både-og foreslår væsenet/Vest, at der må være en tredje mulighed. Det minder mig om den dansk-grønlandske kunstner Pia Arke, som kaldte sig selv en bastard og i sit essay Etnoæstetik fra 1995 allerede formulerede nødvendigheden af at skabe et »tredje sted« for at kunne høre til.
Udover installation og performance består Self Tape også af et 10 minutters videoværk med det blå væsen. En slags forstudie, en teaser og helt sikkert en mere salgbar version. Jeg ser den efter performancen og nok derfor gør den ikke lige så stort indtryk. Det føles bare stærkere, mere troværdigt og sjovere, når det blå væsen krænger sin sjæl ud lige for øjnene af os og et splitsekund efter sætter sig i fosterstilling og nervøst slår de lange røde negle mod hinanden og ovenpå den vaskebrætlignende rytme selvberoligende begynder at synge Dolly Partons 9 to 5.
I Self Tape er det i performancen, at magien for alvor sker, men de økonomiske forhold på kunstinstitutionerne er desværre sjældent gearet til mere end én visning, så i dette tilfælde må publikum holde øje med snarlige genopførelser i Kristiansand, på Gwangju Biennalen i Seoul eller Moderna Museet i Malmø. På Ringsted Galleriet kan videoværk og installation imidlertid fint supplere hinanden, så publikum forhåbentlig alligevel får øje på det blå væsen i deres eget spejlbillede.
