Da enkedronning Charlotte Amalie omkring år 1700 købte Charlottenborg, havde hun nok ingen idé om den udvikling stedet ville undergå og de begivenheder, det ville komme til at rumme – eller at hendes portræt ville indgå i et videoværk i kunsthallens 140-års jubilæumsudstilling. Siden 1754, hvor Det Kgl. Danske Kunstakademi officielt rykkede ind i barokpalæet, har stedet været tæt forbundet til samtidskunsten, hvilket i 1883 førte til indvielsen af tilbygningen Charlottenborg Udstillingsbygning, dét vi i dag kender som Kunsthal Charlottenborg. Siden har kunsthallen lagt rum til utallige debutanter og internationale stjerner, som den 21-årige Anne Marie Carl-Nielsen, der debuterede på Forårsudstillingen i 1884, og Marina Abramovic, som på Kvindeudstillingen XX i 1975 performede sit værk Art Must Be Beautiful / Artist Must Be Beatiful.
Stedet har også lejlighedsvis været præget af konflikter, som eksempelvis da fire kunstnersammenslutninger i 2007 besatte bygningen i flere dage i protest mod at miste deres årlige udstilling, som ellers havde været en tradition de sidste 100 år. Mere aktuelt diskuteres Charlottenborgs rolle i kolonihistorien, og det konfliktstof berøres i Full of Days i førnævnte videoværk af Emil Elg. Her ser man fra cockpittet et fly lande på den caribiske ø Sankt Thomas, der fra 1672 til 1917 var en del af kolonien Dansk Vestindien, og hvor hovedbyen er opkaldt efter Charlotte Amalie. Værket giver et hint om den kompleksitet, der er knyttet til Charlottenborg, og som kuratorduoen South into North blandt andet har skulle håndtere.
Julia Rodrigues og Francesca Astesani har henholdsvis brasiliansk og italiensk baggrund, men bor og arbejder primært i Danmark. Siden 2013 har duoen kurateret udstillinger med blandt andre Tue Greenfort og Nina Beier, samt gruppeudstillingen Freedom is Outside the Skin på Kunsthal 44 Møn i 2020. Deres forhold til Charlottenborg går også tilbage til 2013, hvor de kuraterede et kunstprogram sideløbende med Chart Art Fair. Umiddelbart efter producerede de Superflex’s Working Title: ”A Retrospective Curated By XXXXXXXXX, og i 2015 kuraterede de Kunstakademiets afgangsudstilling.
For lidt over et år siden vandt South into North et open call om at kuratere Kunsthal Charlottenborgs store 140-års jubilæumsudstilling. Ifølge direktør Michael Thouber kom duoen med et «overraskende bud på en historisk udstilling, der ikke blot vil fortælle én, men mange historier samtidig.»
Hvordan har I løst opgaven med at fortælle 140 års historie i én udstilling?
Francesca Astesani: I vores forslag til kunsthallen satte vi spørgsmålstegn ved ideen om, at der kun findes én historie om Charlottenborg, og at den historie formidles af ’usynlige’ kuratorer. Vi har derfor arbejdet med et prismatisk perspektiv for at tillade en masse forskellige stemmer at komme til orde. Vi har selvfølgelig påtaget os en kuratorisk rolle, men har også fungeret som en slags dirigenter af et stort orkester med mange lyde og stemmer, som vi skulle få til at fungere i en sammenhæng.
Julia Rodrigues: Et indledende spørgsmål var, hvordan vi kunne lave en historisk udstilling om en institution, der ikke har noget arkiv. De første fire måneder gik derfor med et gigantisk researcharbejde, sammen med forsker Line Ellegaard. Her forstod vi, at Charlottenborg aldrig bare har været én institution, men at der fra begyndelsen har været mange forskellige kunstnersammenslutninger, grupper og aktører, der har anvendt udstillingslokalerne.
Hvordan har I fundet materiale til udstillingen, når der ikke er en samling eller et arkiv at dykke ned i?
Francesca Astesani: Selv om vi fra starten vidste, at vi ikke ville lave en lineær fortælling, så startede vi sjovt nok med at konstruere en kronologisk tidslinje, som vi efterfølgende brød op igen. Senere har vi haft samtaler med kunstnere, kunsthistorikere og andre aktører, der på forskellig vis har været involveret i Charlottenborg igennem historien.
Julia Rodrigues: Det var vigtigt for os, at inkludere et bredt udvalg af perspektiver, som er formet af forskellige læsninger af stedet. Derfor har vi kommissioneret 14 nye værker til udstillingen, og forbundet dem med det historiske materiale. Samtalerne med samtidskunstnerne har taget udgangspunkt i dét materiale, og på den måde er udstillingen resultatet af en meget dynamisk tilblivelsesproces. Her blev det også tydeligt hvilke historier, der i højere grad end andre responderede med vores interesser, humor og fornemmelse omkring, hvad vi ville med udstillingen.
Hvilke dele af Charlottenborgs historie har I valgt at fokusere på – og hvorfor?
Francesca Astesani: Vi har kogt 140 års historie ned til 10 temaer, der i udstillingen præsenteres i hvert sit rum og har forbindelsestråde til hinanden. Vi vil blandt andet hylde den tilbagevendende Forårsudstilling, og her har vi valgt at fokusere på perioden fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet, hvor der var en overrepræsentation af landskabsmalerier. Mange af disse har titler, der refererer til årstider og lysets skiften, og det endte med at blive et tema i det rum. Så vi adresserer forskellige begivenheder i kunsthallens historie, men gør det ikke nødvendigvis én til én.
Julia Rodrigues: Kunstakademiet er eksempelvis repræsenteret i form af Valentina Desideri and Denise Ferreira da Silvas værk. De var inviteret til at lave en astrologisk kortlægning af Kunsthal Charlottenborg, og i deres læsning indså de, at moderinstitutionen – kunstakademiet – var så vigtig, at den endte med at blive værkets egentlig fokus. Kunstakademiets historie er som sådan ikke en del af udstillingen, men fordi akademiet er tæt knyttet til kunsthallen spiller det alligevel ind.
Francesca Astesani: Kunstnersammenslutningerne er repræsenteret i et nyt værk af kollektivet Åbäke; ét stort banner, der skildrer sammenslutningerne som en gruppe af grupper, frem for at fremhæve dem individuelt. Vi forsøger at fremhæve deres kollektive strategi og samarbejde, frem for deres individuelle karakteristika.
Julia Rodrigues: Overordnet set er udstillingen struktureret ud fra tre cirkler. Den mest centrale består af de 14 kommissionerede værker, fordi det er en væsentlig brik i kunsthallens historie; at fokusere på nulevende kunstnere og samtidens kunst. Det lag væves sammen med den anden cirkel, som består af de historiske værker. Den tredje cirkel er dokumentationen, som består af tekst og billeder, der tapetseres direkte på væggene, så hele kunsthallen transformeres til én form for scrapbog over kunsthallens historie. Indenfor de tre cirkler er der forskydninger, hvor man måske periodemæssigt befinder sig i Festival 200 i 1969, men samtidig oplever den tid igennem et af de kommissionerede værker. Det er de her forbindelsesled, der er interessante for os. Kakofonien af mange stemmer og begivenheder.
Hvordan har I valgt at skildre historiens ’skyggesider´, som også er en del af kunsthallens udstillingshistorie?
Francesca Astesani: Der er natuligvis mørke perioder repræsenteret i udstillingen, og de vedrører ikke kun Charlottenborgs historie, men er del af en meget større historie; eksempelvis holdninger og måder at tænke på, som i dag fremstår uacceptable. I udstillingen fremhæver vi nogle af disse problemer, primært gennem en dialog mellem dokumentation og nye værker.
Julia Rodrigues: I vores research fandt vi ud af, at mange af de udstillinger, der har været vist her gennem tiden, også har haft kommercielle formål. Blandt andet lejede Magasin du Nord sig ind på Charlottenborg i lange perioder fra 1898 til 1929, hvor de lavede salgsudstillinger med orientalske tæpper.
Francesca Astesani: Magasin du Nord-udstillingerne var eksempelvis problematiske på grund af den eksplicit eksotiserende måde, de udstillede orientalske, ikke-vestlige genstande og kultur på. Vi forsøger at præsentere de her problemstillinger på en måde, der giver en ramme og kontekst, men vi er også optagede af, at lade de kritiske pointer opstå gennem en sammenstilling af ældre og nyt materiale.
I er ikke selv vokset op med Charlottenborg. Hvad betyder det for jeres blik på kunsthallen?
Julia Rodrigues: Jeg synes faktisk, at det var modigt af juryen, at vælge to udefrakommende stemmer til at fortælle Kunsthal Charlottenborgs historie, som mange, der er opvokset i Danmark føler en slags ejerskab overfor eller er følelsesmæssigt forbundet til.
Francesca Astesani: Netop fordi vi ikke har de samme bånd til stedet, har vi måske været mere frie i forhold til at udforske de billeder og de temaer, vi fandt mest interessante eller poetiske. De ting, vi synes bidrager til at fortælle historien. For mig er udstillingen netop et billede på historiens kompleksitet. Den er et forsøg på at fortælle en historie ved hjælp af en associativ metode, frem for en mere teoretisk eller kunsthistorisk tilgang.
Julia Rodrigues: Vi forsøger også at undgå at være for assertive. Vi siger aldrig: ”Sådan her er det,” men præsenterer nogle billeder og håber, at folk selv kan associere og skabe forbindelser på kryds og tværs. At de kan gå på opdagelse i det fantastiske materiale og skabe deres egen fortælling.
Er det et forsøg på at genskrive historien ved at bringe flere perspektiver i spil?
Francesca Astesani: Vi forsøger at forblive ydmyge og bringe nogle ting i spil, som vi føler er vigtige i forhold til at diskutere, hvad historieskrivning kan være. Vi har ingen ambitioner om at kunne præsentere verdensomstyrtende perspektiver, men blot at lave en god udstilling, der kan inspirere folk til tænke historien på nye måder. Det gør vi ved at arbejde ud fra etiske principper og ved at inkludere mange forskellige perspektiver, der overlapper og er svære at adskille. Historien er en kompleks størrelse.
Julia Rodrigues: På et tidspunkt i processen besøgte jeg Asger Jorn Museet, og der forstod jeg hans ambition om at udfordre kunsthistorien uden at være selvhævdende. Vi har også gjort brug af en metode, hvor vi arbejder komparativt og associativt med billeder og tekst, og i den forstand stiller vi os på skuldrene af dem, der kom før os. Det er vigtigt, at vi bruger den viden til at forstå, at der er utallige vinkler og perspektiver og ikke én fastlåst fortælling.
Francesca Astesani: Den her udstilling er uden tvivl blevet til på baggrund af en stor kollektiv indsats. Jeg kan ikke lide den idé om, at vi som kuratorer er de eneste ‘skabere’ af en udstilling. Vi kalder udstillingen Full of Days, men den er fuld af alt muligt; af mennesker, genstande, fortællinger, relationer – ligesom denne bygning – og den righoldighed og kompleksitet er i sig selv et billede på kunsthallens historie.
