Mange kan nok stadig huske billederne fra 2005, hvor de franske forstæder stod i brand, hvor hætteklædte unge smadrede biler og hvor store folkemasser angreb det politi, der vovede sig ind mellem boligblokkene. Færre husker formentlig det, der gik forud: Hvordan to teenagedrenge på flugt fra politiet gemte sig i en eltransformer, hvor de brændte ihjel, hvordan betjentene kørte derfra uden at tilkalde hjælp, eller hvordan de senere blev frikendt i retten, til trods for, at der forelå optagelser af deres samtale i politiradioen. «Je donne pas cher de leur peau» – jeg vil ikke garantere, at de overlever.
Den første del af historien kom sjældent med i mediedækningen, der dengang karakteriserede oprøret i forstæderne som umotiveret vold begået af grupper af utilpassede unge. På fransk skelner man mellem det politisk motiverede begreb «revolte» og «émeute», kollektive voldshandlinger uden egentligt mål eller årsag, og spørgsmålet om, hvem det har magten til at definere optøjernes karakter – og dermed enten legitimere eller bringe stemmerne fra forstaden til tavshed, har lige siden været genstand for debat.
Det er også spørgsmålet i fransk-algeriske Mohamed Bourouissas fotografiske serie Périphérique (2005-08), hvis titel henviser til den ringvej, der skiller Paris fra dens forstæder. I serien poserer unge fra Clichy-sur-Bois som figurer fra klassiske malerier; værket La République låner sin komposition fra Delacroix’ Friheden fører folket på barrikaderne (1830), men hvor Delacroix’ frihed holder Trikoloren højt, er de unge i gang med at sænke den.
På Charlottenborg ledsages Périphérique-serien af flere fotografiske serier, der søger at gå bag om de billeder af fattigdom, maginalisering og racialisering, vi tror, at vi kender. Serien Shoplifters (2014) består af forstørrede polaroidfotos af butikstyve, taget af en butiksindehaver i Brooklyn og ophængt i forretningen til skræk og advarsel. Billederne ligner grynede, overbelyste mugshots og viser tyvene med de dagligvarer, de forsøgte at stjæle: brød, æg og en sixpack med øl. Bag dem tårner butikkens vareudbud sig op og skaber en grel kontrast imellem forbrugerisme og moderne fattigdom, imellem den forbrydelse, de har begået og den vold, butiksindehaveren udfører med sit kamera.
Mest interessant i Bourouissas værk er egentlig hverken modbillederne til de gængse mediebilleder eller fortællingerne om strukturel vold, men den fornemmelse af samskabelse med og spirrende kreativ nerve i de miljøer, han portrætterer.
Den streetstyle-agtige serie Nous sommes Halles (2003-05) viser unge fra forstæderne – kunstnerens venner – som hænger ud ved metrostationen Châtelet iklædt en funky blanding af traditionel afrikansk mode og hiphopkluns med et pift af Lacoste. Det ligner til forveksling en hip reklamekampagne af den slags, der profiterer på netop samme urbane ungdomsmiljø. I lydværket Hara (2020) blander Bourouissa det advarselskald, der lyder når politiet rykker ind i Marseilles forstæder og gadepusherne signalerer til hinanden, med en undertone af melankolske, elektroniske hiphop-tracks. Det er lyden af at hænge ud på gaden, af tiden, der snegler sig afsted, mens man venter på kunder, for pludselig at blive afbrudt af det signal, der sætter en vild flugt igang.
I videoværket Horse Day fra 2015 møder vi en gruppe sorte cowboys fra Philadelphias nordlige forstæder, et område præget af fattigdom og urbant forfald. Bourouissa flyttede ind i området i otte måneder og arrangerede i samarbejde med rytterne en slags turnering, hvor de kunne dyste i ridefærdigheder. I to parallelle videoprojektioner følger vi forberedelserne og selve turneringen i et surrealistisk forløb med hesteræs igennem byen, et dyr i et vildt blingbling-kostume af gamle cd’er og en højlydt diskussion af, hvorvidt John Wayne var sort. Videoen er en for Bourouissa karakteristisk blanding af fiktion og dokumentar, der med charme og kærlighed til miljøet dekonstruerer stereotype billeder og fejrer den sammenhængskraft og selvdefinerede identitet, cowboyfiguren spiller.
Bourouissa skaber sine værker inde fra de miljøer, han skildrer, i samarbejde med pushere, gadedrenge og lokale kreative, og det får hans værker til at stå og dirre af ophobet spænding, vitalitet og den lyst til at udtrykke sig, der er karakteristisk for dem, der står udenfor. Dem, der ikke bliver vist på kunstinstitutionerne, hverken som motiv eller kunstner, dem, hvis historie sjældent bliver fortalt i medierne og dem, der bor på den forkerte side af bygrænsen, og hvis stemmer sjældent bliver hørt.
