Det nordiske mellem romantik og realisme

Over den nordiske kunst hænger en stemning af store vidder, tåge og lys. Jacob Wamberg kommenterer her det nordiske i forhold til landskabsmaleriets historie og dets plads i samtidskunsten.

Jakob Wamberg, professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.

Traditionelt har det nordiske hængt tæt sammen med landskabet og naturen. Det er derfor oplagt at inddrage landskabsafbildningens historie i diskussionen af noget særegent nordisk i kunsten. Jacob Wamberg har studeret landskabsmaleriet i det helt store perspektiv med doktordisputatsen Landskabet som verdensbillede. I vores afsøgning af det nordiske i samtidskunsten mødes vi derfor denne gang med Wamberg, der er professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.

Nordiske spor i samtidskunsten

Adspurgt om det nordiskes betydning i nutidens kunst mener Wamberg, at det nordiske både er noget, der kan ses og noget, der skal ses ud over.

– Man kan vel godt se en kunstner som Olafur Eliasson som et resultat af den romantiske nordiske tradition. Hans intense brug af den nordiske kunsts kerneingredienser som rum, lys og tåge og den romantiske og refleksive ånd, der er over værkerne, skaber en aura af noget nordisk. Måske værkerne også udstiller rummet, tågen og lyset og de stemninger, de skaber som en konstruktion, men bare dét at arbejde indgående med det, er vel nordisk. Man kunne også se en Jeppe Hein på samme måde.

– Men tager man en kunstner som Jens Haaning, har jeg svært ved at se noget som helst særlig nordisk ved ham – snarere arbejder han på at dekonstruere det nationale og arbejder derved internationalt. Det gælder også for den internordiske duo Elmgreen og Dragset.

Olafur Eliasson, Din blinde passager, 2010. Installation på ARKEN Museum for Moderne Kunst, Ishøj, Danmark. Foto: Studio Olafur Eliasson. Gengivet med tillatelse fra kunstneren; neugerriemschneider, Berlin; og Tanya Bonakdar Gallery, New York. © 2010 Olafur Eliasson.

Netop Elmgreen og Dragset stod for den fælles nordiske pavillon ved den sidste Venedig Biennale i 2009. Deres udstilling The Collectors inkluderede netop en række ikke-nordiske kunstnere.

Er det nordiske mirakel at komme ud over det nordiske?

Kuratoren Hans Ulrich Obrist udråbte i 1998 et «nordic miracle» på baggrund af den succes kunstnere fra de nordiske lande da var ved at få på den internationale scene. Jacob Wamberg er dog skeptisk overfor det specifikt nordiske ved den skandinaviske samtidskunsts aktuelle succes.

– For mig at se, handler det mere om konjunktur- og branchemæssige forhold. Og at der indfandt sig en professionalisme på det tidspunkt blandt kunstnerne i de nordiske lande, så de kom i fuld omgangshøjde med den internationale scene. Jeg er skeptisk overfor, at det skulle være drevet af en nordisk ånd.

– Lad mig nævne et parallelt eksempel: Der har jo været så meget snak om det nye nordiske køkken og et gastronomisk boom for det danske køkken med Noma og den følgende nye værdisætning af madtemplerne. Så skulle det være noget specifikt dansk eller nordisk. Er det ikke snarere fordi, der har været nogle dygtige kokke, der har frigjort sig fra det tunge, germanske køkken, som vi ellers regner som vores, og i stedet gået i livtag med et nyt internationalt køkken?

Det er måske også sådan, vi skal se det «nordiske mirakel» i kunsten. At man har kunnet komme ud over det nordiske og nationale?

Den sidste nordiske kunstner

– Den sidste kunstner, der for alvor ville det nordiske, var for mig at se Asger Jorn. Han så sig som arbejdende på en nordisk urgrund og så et progressivt potentiale i at finde tilbage til de primitive rødder i den.

Asger Jorn, Døddrukne danskere, 1960. Tilhører Louisiana Museum of Modern Art, Danmark. Foto: Louisiana Museum of Modern Art © Donation Jorn, Silkeborg/billedkunst.dk.

Også han arbejdede dog yderst internationalt og var tidligt ude og prøve kræfter med kunsten udenfor Nordens grænser.

– Jorns arbejde for det nordiske i kunsten falder sammen med de sidste bestræbelser på en tættere politisk samling af Norden. Siden har det været den større internationale scene, der har skullet tænkes i, uanset om det har været kunst eller politik. Så det er i forhold til denne, vi skal tænke det nordiske i dag, hvad enten det handler om det særligt nordiske eller netop at komme ud over det.

Det nordiske som blockbuster

Der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem titlen på Wambergs disputats Landskabet som verdensbillede og udstillingen Verden som landskab. Nordisk landskabsmaleri 1840-1910, som turnerede blandt de nordiske nationale kunstmuseer fra 2006 til 2008. Der er dog en markant forskel:

I afhandlingen ses landskabsafbildningen som et produkt af menneskets udvikling og tilegnelse af verden fremfor af bestemte steders særpræg og ånd.

I udstillingen er det derimod landskabsmaleriet som et slutprodukt af det nationalt specifikke fra en bestemt tid, der fokuseres på. Den er dermed en af de seneste manifestationer af en udbredt interesse for det nordiske landskabsmaleri fra det 19. århundrede. Udstillingen Northern Light: Realism and Symbolism in Scandinavian Painting, 1880-1910 kurateret af Kirk Varnedoe på Brooklyn Museum i 1982 startede det nordiske museale boom, der har gjort forskellige varianter af nordisk landskabsmaleri fra romantikken til symbolismen til sikre blockbustere.

Det er måske i virkeligheden denne bølge af udstillinger, der har givet det nordiske en så fremtrædende plads i kunsten. De har måske ligefrem skabt en ideen om det nordiske og en særlig guldalder i kunsten.

Guldaldermyten

Ifølge Wambergs historiske undersøgelse af landskabsmaleriet er guldaldermyten vigtig for udviklingen af landskabet som et tema i kunsten.

Fra udstillingen Verden som landskab. Nordisk landskabsmaleri 1840-1919: Edvard Munch, Måneskinn, 1895. Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design, Oslo.

«Guldaldermyten omhandler menneskets bevægelse fra en ideal tilstand i harmoni med naturen til en falden tilstand. Før syndefaldet er der evigt forår, og naturen er så frugtbar, at menneskene ikke behøver at arbejde, men har naturens goder indenfor umiddelbar rækkevidde,» som det siges i afhandlingen (s. 10). Den moderne landskabsafbildning, der opstår i 1400-tallet veksler netop mellem sværmen for den oprindeligelige guldalders naturtilstand og det moderne, kultiverede landskab.

Sværmeriet for det nordiske landskab og ikke mindst nutidens interesse for det kan ses som et udtryk for en guldaldermyte. Noget, der bliver ganske eksplicit gennem, at vi kalder første halvdel af 1800-tallets danske kultur for «Guldalderen».

Moderne verdensbillede i Norden

Landskabet som verdensbillede handler, som undertitlen angiver, om «Naturafbildning og kulturel evolution i Vesten fra hulemalerierne til den tidligere modernitet».

Den beskriver, hvordan afbildningen af landskabet viser en evolutionær udvikling frem mod den moderne verdensforståelse, først og fremmest gennem udviklingen af dybdeperspektiv. Simultant med udviklingen af selvbevidstheden afbildes landskaber med tiltagende dybdeskarphed, er tesen, der kan virke kontroversiel i en tid, hvor man nødig taler om kulturel evolution.

Den moderne landskabsafbildning udviklede sig i Europa nord for Alperne.

Menneskefiguren nedtones som altings centrum, så kunsten for alvor kommer ud over menneskekroppen. Nyudviklingen i nord svarer derfor til det kopernikanske verdensbillede, som astronomen Nikolai Kopernikus (1473-1543) skabte, hvor jorden og dermed mennesket ikke længere er universets centrum, men i stedet er placeret i et uendeligt univers.

Måske er det denne bevidsthed, der har skabt den nordiske dyrkelse af uendelige vidder?

Det nordiske sublime

– Mens den sydeuropæiske kunst har haft det skønne og harmoniske som mål, har den nordiske (her i betydningen nordeuropæiske fremfor strengt skandinaviske) givet afkald på skønheden og snarere haft det sublime som ideal. Altså det overvældende, der indgyder både fryd og frygt. Det gør både mennesket af- og almægtigt, som de ensomme vandrere på de store vidder, der optræder så ofte i den nordiske kunst. Ikonet for det må være Caspar David Friedrichs Vandrer over tågehavet (1818).

Asger Jorn, Im Flügelschlag der Schwäne,1963, 200 x 300 cm, tilhører Stedelijk Museum, Amsterdam, Foto Stedelijk Museum, Amsterdam.

Det sublime blev måske ikke udtænkt i den nordiske vildmark, men dets definitive form blev det nordiske urlandskab. Johan Christian Dahls malerier, der introducerede det nordiske landskab på den internationale scene, blev netop beskrevet som sublime og kunstnere fra for eksempel England og Tyskland rejste til de norske fjelde for at kunne opleve det vilde, sublime landskab.

Romantik og realisme

Det sublime er en grundpille i ideen om det nordiske. En idé der finder sit udtryk med landskabets autonomisering omkring år 1800. På et tidspunkt, hvor man har distanceret sig nok fra naturen til ikke direkte at være livstruet af den. For det nordiske er ikke kun det stormfuldt sublime i romantikken, men også en fornuftig realisme, påpeger Wamberg.

– Det moderne nordiske landskabsparadigme svinger netop mellem nyttebetinget kontrol og et overmægtigt fravær af kontrol. Det indrammes af en stor interesse for de prosaiske skildringer af hverdagen og detaljerne på den ene side og så de store vidder med deres uberørte andethed og en uragtig vildskab på den anden. Ikke mindst i Danmark, der ikke har samme mængder af dramatisk, uberørt natur som de mere nordlige lande, er polerne af romantik og realisme tydelige.

Perspektiver af det posthumane

I vekselvirkningen mellem kontrol og utæmmet natur anes konturerne for en anden pointe hos Wamberg, når mennesket og kunsten forandres radikalt af den teknologiske udvikling.

– Der er potentiale for en kritik af det menneskecentrerede verdensbillede i landskabsmaleriet. I det moderne landskabsmaleri ses ofte en blanding af det kulturskabte og naturen, der varsler en opblødning af de ontologiske skel mellem natur og kultur og af menneskets endelige form.

– Landskabsafbildningen kan derfor være en alt andet end stillestående og regressiv. Den har i stedet været genstand for en udvikling, der er ligeså vigtig som afbildningen af menneskefiguren, og den nordiske kunst har været en hovedscene her.

Leserinnlegg