Under huden

Det hele begynder med et indbrud. Kaari Upson, født og opvokset i San Bernadino, Californien, bryder i 2003 ind i sine forældres nabos villa. Naboen Larry, der var lokalkendt for sin Playboy-livsstil, havde forladt huset efter en brand. Hverken Upson eller hendes forældre havde nogensinde mødt ham, men Upson lader sig fascinere af forestillingen om manden og hans halvforkullede efterladenskaber. Denne fascination bliver til det omfattende The Larry Project, som strækker sig over godt og vel ti år. Frem til 2012 producerer Upson værker baseret på denne virkelige, men samtidig komplet fiktive Larry-figur.

Med udstillingen Dollhouse – a retrospective byder Louisiana indenfor i den første, retrospektive udstilling nogensinde med den amerikanske kunstner Kaari Upson (1970–2021). En postmoderne, amerikansk kropslighed og klaustrofobi er på spil i hendes storskalerede, performative og skulpturelle værker, hvoraf et pænt udvalg nu kan opleves i museets Sydfløj.

Det allerførste værk, man møder, Trespass (2011) forklarer meget pædagogisk og helt konkret det grænseoverskridende ved The Larry Project. Værket består af latexafstøbninger af et fletvævshegn, der angiveligt var opført rundt om Larrys hus. Det ene hegn har et stort ovalt hul i midten. Længere inde i salen hænger flere individuelle værker, alle en del af samme projekt. Blandt andet en serie små malerier af Larrys efterladte dagbøger og fotos, som en slags uigennemskuelige detektivplancher, og en stor latexafstøbning af et af Larrys rum, eller mere præcist, en afstøbning af en rekonstruktion af rum, sådan som Upson husker det.

I udstillingens anden sal forlader vi så småt Larry til fordel for værker med mere traditionel skulpturel form. Afstøbninger af udslidte sofaer, eller en art møbelpuder og en underlig serie af ulækre, kødagtige krykker findes blandt andet her.

Sofaafstøbningernes overdimensionerede, klumpede og næsten uldne udtryk understøtter deres sofa-hed, og samtidig har Upson deformeret dem, foldet dem omkring sig selv og bemalet dem med spraymaling – som et møde mellem Joseph Beuys og Katharina Grosse, frastødende og overdrevet lækre på samme tid. Med deres placering over hovedhøjde på væggen føles det, som om skulpturerne hvert øjeblik kunne finde på at skyde en klæbrig amfibietunge ud efter mig. Flere steder dukker antropomorfe ansigter op, som om spøgelser er fanget under huden og forsøger at slippe ud. 

Faktisk gemmer sig et konkret ansigtsaftryk, nærmest mast ned i en af dem, Brown Recluse (2015), det hele er meget kvælende. Ind i huden på sofapuderne har Upson desuden støbt dåser, Pepsi-sodavandsdåser. De minder om en art udvækster eller pudsfyldte bylder, sådan nogen, fx edderkoppen brown recluses’ gift forårsager. Et enkelt bid kan man tåle, flere kan slå dig ihjel. Eller, dåserne er en art punktummer, borende fingre, der trykker lige dér, hvor det gør allermest ondt.

I 2016 lavede Upson udstillingen MMDP – står for: My Mother Drinks Pepsi Cola. Og Upsons tyske, krigstraumatiserede mor drak Pepsi – den amerikanske drøm i flydende form. Den ene dåse efter den anden gled ned, mens hun som hypnotiseret slugte dokumentarfilm om Anden Verdenskrig. I udstillingen viste Upson et videoværk Recluse Brown (en spejling af sofaskulpturens titel). Her ser man kunstneren selv, klædt ud som sin mor i flannelskjorte og jeans. Hun går rundt i et supermarked, sætter sig på et bjerg af cola-sixpacks, stirrer frem for sig, helt introvert og passivt.

Pepsi-videoen er ikke med på udstillingen, men det danner også base for et andet værk, som er at finde på museet, nemlig Two Hers (2017). Det består af to identiske menneskestore dukker, iklædt moderens tøj. Den ene dukke ligger slapt på ryggen oven på den anden, de er forbundne og samtidig uden kontakt. Upson vender sin mor – og måske sig selv? – ryggen. Men Two Hers ligger amputeret fra egentlig kontekst, både sofaerne og hele Pepsi-gift-diskursen. Og oplevelsen af værket er derefter, hvilket måske kan siges om flere af værkpræsentationerne. Det er først under kataloglæsningen herhjemme i stuen, at jeg erfarer dybden, læser om videoværket, forbinder de livløse dukker med sofaværket og så videre. Lidt sent.

Det kræver altså stor dedikation at sætte sig ind i Upsons ud- og indviklende oeuvre. Mere end Louisiana med værkudvalget og de noget forsimplende vægtekster umiddelbart muliggør i udstillingssituationen. Også Larry-projektet, som fylder meget i udstillingen og i særdeleshed kataloget, er langt mere omsiggribende end Louisianas udvalg giver mulighed for at fornemme. Naturligvis sætter praktiske omstændigheder altid grænser og kuratering er en kompromisets kunst. Men jeg savner bevis for katalogskribenternes gentagne erklæringer, om at Upson var manisk, grænseløst og ikke mindst autentisk besat af Larry-figuren.

Man kan selvfølgelig altid diskutere, hvordan en autenticitet egentlig udspiller sig. Men i mine øjne kredser Upson langt mere om interessen for det simulakrale end det autentiske, selvom de  er forbundne begreber. Der er ingen egentlig Larry, hans hjem er forladt, der er ingen essens, kun kredsen og spekulation, kun Upsons egne overførsler – som vi aldrig rigtig får indblik i – og reproduktionens knopskydning i værkerne. I en af de mere interessante katalogartikler, Perfect Doubles, skriver kunsthistoriker Paulina Pobocha også, at Larry var et tomrum.

Og dét kunne jo være spændende at udfolde, også som et psykoanalytisk blik på kunstneren selv, noget Upson faktisk interesserede sig for. Men i mine øjne fremstår projektet – her på Louisiana i hvert fald – mest af alt distanceret og kun performativt kredsende om besættelsen. Hvilket ikke ville være et problem uden autenticitetsprædikatet. I videoværket As Long As it Takes – part 1: The Head (2007), halshugger Upson en Larry-dukke og ifører sig dens hoved. Anden del af videoværket, hvori hun udfører en voldsom analoperation på dukken, er ikke udstillet på Louisiana. Hvorfor egentlig ikke? Det ville måske have gjort det hele lidt mere ægte?

For under Upsons værker strømmer en anal kilde. Mange af de store skulpturer ligner store, bløde åbninger, der kan udgyde eller penetreres. En serie identiske porcelænsdukker, Clay Baby (2020) afslører deciderede huller, mere anale end vaginale, under skørterne.  Skulle man tale om autenticitet, (forskydning og repetition) i forhold til Upson, ville analiteten være meningsfuld at udfolde, også som en feministisk vinkel på hendes arbejde. Moderens colakonsumering kunne også tænkes ind her. Den boblende, kemiske tarmrensning, skyl al lortet ud.

Man kan godt se den retrospektive udstilling uden det store rodnet af forbindelser, og få en okay fornemmelse for styrken i Upsons (sen-)værker. De deforme afstøbninger er decideret urovækkende, bundfælder sig et underligt sted i min krop, hjemsøger mig om natten. Flere døgn efter jeg har set udstillingen, drømmer jeg, at jeg drukner i deres kødagtige folder.

Serien Portrait (Vain German) (2020-21) består af ni semiabstrakte relieffer. I centrum af hvert billede toner et klumpet, måske endda forslået ansigt frem, genkendelige og fremmede. Ligeledes er Upsons mange madrasværker foruroligende smukke, særligt X (King) (2013) og Deathbed (2015), selvom de måske handler om det abjekte ved fremmedes intime rum. Når man står foran dem, er det svært at afgøre, hvordan de ville føles at røre ved og om man har lyst til det. Og netop som man holder den søgende finger tilbage, toner et kvindebryst frem, sort og fragmenteret, korsfæstet nærmest. Ser jeg ser antydningen af et barneansigt, eller er det bare noget, jeg forestiller mig? Hvem ligger der under huden, på dødslejet?

Kaari Upson døde af kræft i 2021, ti år efter først at være blevet diagnosticeret. Når man ser værkerne efter The Larry Project, hvor voldsomme, mange af dem er, kan det være fristende at læse sygdommen ind som en forklarende faktor i udviklingsprocessen. Det sker så sandelig i udstillingen på Louisiana. Det kan også bare være almindelig, kunstnerisk udviklingsproces.

Uanset hvad, er det i den grad et tab, at Upsons arbejde blev afbrudt, da det først lige var kommet rigtig i gang. Louisiana gør sit for at besynge kunstneren som en nyklassiker i den helt store mytologiserende kanon. Det skal de med tiden nok få ret i, processen er i fuld sving, og langt det meste i dette liv foregår jo i dukkehuse, vi konstruerer for os selv, formet af tilfældigheder og selvopfyldende profetier.