Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
I et lille udstillingsrum i Sydhavnen føles det faktisk uvigtigt om al den unisone latex er stykker af couture eller stykker af kunst.
Peter Wächtler viser lige nu en masse nyt arbejde på Simian, og det ligner at tilfældet har rådet på måder, der gør udstillingen til mere end bare værker.
Den formentlig underanerkendte kunstner Inge Ellegaards grid-tunge malerier hænger på Sorø Kunstmuseum og er almindelige, enestående og virkelig værd at se.
Francis Upritchards udstilling på Charlottenborg bliver kaldt en rejse og et univers, men de alt, alt for mange værker står i vejen for rejsens mulige kvalitet.
Flere feminismebølger slår ind over Institut Funder Bakke, flere slags åbne øjne og begær – men fri er man for heteromanden og hans blik, og det er dejligt.
I samarbejde med aftenskoleelever og dinerpersonale har Sara Sjölin lavet en ode til industrikøkken og uappetitlig mad, til teenagepjat og Waldorf-filosofi.
Tris Vonna-Michell gennemspiller sin afdøde fars enorme materiale med et blik, der fremkalder ophobningen snarere end mennesket.
Taryn Simon har fyldt Cisternerne med 20 klagesangeres flotte stemmer, men den storslåede sørgmodighed er svær at mærke.
Indstil blot tendensjagten. Årets dimittender fra Kunstakademiet i København ser på verden, skiller den ad, indrammer den, støber den.
FOS’ udstilling hos Nils Stærk er egentlig fyldt med sprog,
men som oftest, når udstillinger fungerer bedst, bliver ordene ikke rigtig sagt.
Ekstremt mange ting tilsat ekstremt mange ord gør det svært at skimte (og anvende) kreativiteten i Louisianas temaudstilling om netop kreativitet.
Regeringens plan att förvandla Moderna Museet till en myndighetskoloss är ogenomtänkt och vårdslös.
En kaffekopp møter høyteknologiske missiler på et messebord i Nikita Teryoshins utstilling på Fotografihuset.
Thora Dolven Balke og Lila de Magalhães skaper en helhet som skjærer i øynene på Entrée i Bergen.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
Kunstkritikk støttes av
