Havene stiger og SUPERFLEX’s redningsark er ej blot til mennesker. Men lastet med menneskeprodukter og kapitalismekritik – klædt ud som kapitalisme.
Er hvad Tal R har fået på Gl. Holtegaard. Men kunstoplevelser bliver så fattige, når pengeambitioner fylder mest.
I årtier er Sophie Calle blevet fejret som storyteller, og det er selvfølgelig ikke forkert. Louisiana viser hende især som den overbevisende konceptualist, hun også er.
En altoverskyggende hovedperson står lidt i vejen på Sophiensholms pseudo-gruppeudstilling om, ja, Bjørn Magnussen.
Magnetiske, nærmest forgiftede malerier, der ligner hjemsøgte digte, er noget af det, kritiker Nanna Friis ikke kan glemme fra det forgangne år.
Martin Brandt Hansens marmor er podet med mytologisk ånd, der kan mærkes, men showroom-ånden trænger sig ind på skulpturerne.
Med øje for porøs oldtid og brutal olieudvinding zoomer Alia Farid ind på det kuwaitisk-irakiske grænseland. Nænsomt, men også lidt didaktisk.
Udstilling på Københavns Universitetsbibliotek stiller vigtige men velopdragne spørgsmål til institutionens monumenter – og svarer ret bogstaveligt på mange af dem.
Arven efter danseren Kazuko Tsujimura aktiveres, så hendes drift mod at opløse kroppen bliver en ny slags krop.
Mens Gaza lægges i ruiner arbejder en udstilling på at udbrede palæstinensisk kunst til et globalt publikum. Gaza Biennalens danske pavillon åbner denne uge.
Robert Longos kultegninger er utrolige – lige indtil de bliver selvhøjtidelig overflade.
Det private er poetisk i Lene Adler Petersens tidsløse fotografier af samhørighed og fremmedgørelse.
Frøsamlerne på SMK Thy fremstår som et satirisk portræt af den politiske kunstner. Heldigvis er det helt alvorligt ment.
Håp trumfer frykt i masterutstillingen fra Kunstakademiet i Oslo.
Gubbig men sympatisk utställning om vad som gått förlorat i stadsbilden.
Hvem er villige til å betale det profesjonelle tidsskrifter koster? Det er det sentrale spørsmålet når tidsskriftet Vinduet nå overdras til konkurrenten Vagant.
