Udstillingen Mama Mia indfanger dansens intimitet, men savner popmusikkens præcision.
I Dakar kommer kunsten af en følelse af absolut nødvendighed. Det gør Dak’Art til en biennale, der holder sammen på et helt kontinent.
Kinga Bartis’ værker taler ind i tidens dominerende feminismer og surrealismer, men formår at slippe uden om alle ordene.
Anonyme voldstrusler er den foreløbige kulmination på debatten om den palæstinenske kunstnergruppe The Question of Fundings deltagelse i Documenta 15.
Afgangsudstillingen fra Det Fynske Kunstakademi er en homogen størrelse med godt håndværk og indadvendte tematikker.
Afgangsudstillingen fra Det Jyske Kunstakademi handler om de billeder, vi skaber. For at kommunikere med andre og for at skabe os selv.
Mange allerede kendte navne skaber tårnhøje forventninger til årets afgangsudstilling i København. Den skuffer ikke.
Det store potentiale i forlystelsesparken Bakken bliver ikke helt forløst i Sans Soucis første udstilling under vandrutsjebanen.
– Vores tid rummer en længsel efter fortiden og en bevægelse mod det transhumane, siger Uffe Isolotto, der står bag Den Danske Pavillon i Venedig.
Ditte Ejlerskov vil heale kollektive traumer med farveterapi og new age-meditation. Det virker faktisk.
Statens Værksteder for Kunst, Kunsthal Aarhus og Copenhagen Contemporary vil hjælpe ukrainske kunstnere i gang med en meningsfuld tilværelse i Danmark.
Gøglerne diskuterer kunstens rolle i samfundet gennem magtkampe, kærlighedshistorier og rigtig mange metalag.
Lys er immaterielt, men utstillingen om fenomenet på Astrup Fearnley Museet framstår som en rekke enkeltverk med skalkede luker imellom.
Utstilling om makt og undertrykkelse på Tromsø Kunstforening sitrer av smittende fysisk ubehag.
Hvem tager ansvaret på sig, når verden synes at løbe amok? Kåre Frang tegner et præcist portræt af tidens flossede nervesystemer.
2026 framstår Isa Genzkens assemblage som uppriktigt vackra ikoner. Skönheten blir något att hålla fast vid när världen inte längre kan greppas.
