Hvad sker der, hvis vi fjerner økonomiske argumenter fra det sprog, vi bruger om kunstens betydning? Til onsdagens arrangement på Christiansborg var svaret, at debatten kan blive lidt luftig.
Alting er sammenfiltret og fritvoksende i Annette Messagers første danske soloudstilling. Ikke mindst det besværlige begær.
Alt bevæger sig på Copenhagen Contemporary. Men bevægelse er som bekendt relativ, når man ikke selv kan stå stille.
Inuuteq Storch bliver den første kunstner fra den nordatlantiske del af rigsfællesskabet, der repræsenterer Danmark på Venedigbiennalen.
Astrup & Bordorffs teaterstykke Til Tjeneste er fodformet velfærdssatire; underholdende og skarpt, men uden duoens vanlige sans for glimmer og magi.
Statens Kunstfond uddeler i år fem treårige arbejdslegater. Dina El Kaisy Friemuth, Jules Fischer og Jessie Kleemann er blandt modtagerne.
I Odense trækker Aka Høegh ekspressive linjer mellem grønlandsk mytologi og postkolonial identitet. Det handler om altings forbundethed.
Det bliver Astrid la Cour, der overtager direktørstolen på Statens Museum for Kunst efter Mikkel Bogh. Valget er overraskende.
Okkulte ritualer møder technofest, når kurator og gotisk ypperstepræstinde Agnes Gryczkowska fremmaner healende fælleskaber i Paris.
Hvem skal redde byen fra de rige? Spektakulær beliggenhed på Rådhuspladsen sætter en stram ramme for Vermilion Sands’ blødt kuraterede udstilling.
Dana Schutz maler menneskets dårskab med ekspressive armbevægelser, store formater og tusinde referencer. Alligevel er det som om, noget forbliver usagt.
Institutionskritik eller gerningssted? Finn Reinbothes udstilling på Avlskarl Gallery lader det meste forblive åbent.
Utstilling om makt og undertrykkelse på Tromsø Kunstforening sitrer av smittende fysisk ubehag.
Hvem tager ansvaret på sig, når verden synes at løbe amok? Kåre Frang tegner et præcist portræt af tidens flossede nervesystemer.
2026 framstår Isa Genzkens assemblage som uppriktigt vackra ikoner. Skönheten blir något att hålla fast vid när världen inte längre kan greppas.
– Det är lättare att få syn på det mänskliga i USA, för folk är så jävla utlämnade, säger Tova Mozard, vars film om Hollywoodstatisten Russ har premiär imorgon.
