Der er ingen bånd, der binder mig

Alting er sammenfiltret og fritvoksende i Annette Messagers første danske soloudstilling. Ikke mindst det besværlige begær.

Annette Messager, Dessus-Dessous, 2019. Foto: Jens Henrik Daugaard @ARoS2023.

I det inderste rum i ARoS udstilling med franske Annette Messager pulserer et rødt, blodigt hav. Værket Dessus-Dessous (Over-under, 2019) er egentlig enkelt opbygget; En enorm ballon af rødt silkestof pustes langsomt op af en ventilationspumpe, der danner bølger og bevægelser, som lå hele den røde plagmage og åndede, stødvis og besværet. Under det tynde silke lyser forskellige genstande utydeligt op; Et hovede og noget, der ligner lava, som var selve jorden i en skælvende, blødende fødsel. Herinde i mørket er effekten voldsom; mareridtsagtig som et levende hav og varm som et blottet hjerte.

Værket ligner en videreudvikling af kunstnerens installation Casino, der vandt Guldløven på Venedigbiennalen i 2005 og befinder sig helt inde i hjertekammeret af hendes retrospektive udstilling Désirs désordonnés/Disorderet Desires. Rundt om dette kammer folder udstillingen sig ud, nærmest som et sneglehus, der bliver mere og mere trangt som vi bevæger os frem. Ikke fordi de halvmørke rum i sig selv bliver mindre, men fordi de bliver stadig mere fyldte med de myldrende kaskader af værker, der grådigt sluger væggene og æder rummene op. Det er værker, der er opbygget af mindre elementer redskaber, bløddyr, organer og nusset legetøj som hober sig op i store installationer og gentager sig selv, mens de nærmest knopskyder ud over rummene. Som var udstillingen snarere vokset ud af væggene end installeret, og som kunne den fortsætte med at brede sig lystfuldt og dunkelt ud over resten af museet.

Annette Messager, Daily, 2015-2016. Foto: Jens Henrik Daugaard @ARoS2023.

Sneglen, det tvekønnede bløddyr, er en gennemgående figur, der trækker sit slimede spor igennem udstillingen; et sted er dens hus forsynet med et brystparti, et andet sted er dens krop erstattet med en svulmende, kødfarvet dildo, der peger halvt spottende, halvt lystfuldt – imod os. Her er fyldt med kimære og hybrider, flagermus og edderkopper, der spinder de uendelig mange tråde, som forbinder elementer til værkserier og som halvt skjuler og halvt blotter det komplicerede begær. Som i Mes væux sous filet (Mine ønsker under net, 1998); fem rækker af sirlig skråskrift og nærbilleder af bløde kropsdele, fanget og spærret inde i sorte net. 

Désirs désordonnés / Disorderet Desires er noget så sjældent som en stor institutionel udstilling stort set uden vægtekster. En kort indledende tekst fortæller om kunstnerens mange selverklærede identiteter (Syersken Messager, Samleren Messager, Tricksteren Messager osv.), men derfra er man overladt til sig selv. Det fungerer enormt godt, fordi Messagers værker er så umiddelbare, næsten førsproglige, og som oftest bundet op på genkendelige sammenstød imellem det bløde og det hårde, barnet og den voksne, det iscenesat teatralske og det helt udflydende følsomme. Man forstår helt instinktivt, hvordan forstørrede hverdagsobjekter som sakse, håndtasker og mobiltelefoner føles alt for overvældende konkrete for de små menneskeskikkelser, bløde kludedukker, der klamrer sig til dem. Eller hvordan iturevet legetøj, døde spurve og underligt animerede kønsorganer på hjul bliver til en dyster karavane, læsset med levet (kvinde)liv, lyster og drømme. 

Messagers verden er fablernes på én gang muntert barnlige og makabre universer; et sted imellem fransk, karnevalesk folklore og moderne eventyr, hvor mennesket hænger som mariotdukker i sammenfiltrede tråde; fanget, men på nippet til at rive sig løs. Måske som i tapetet Les utérus fleurissént (Livmoderens blomster, 2016), der dækker en hel væg med farvestrålende livmodere; fine sommerfugle, der fløjet ud af den besværlige krop, efterladt alle dens rodede lyster, krav og behov, og nu sender små fuckfingre ned mod os. Det er ingen bånd, der binder mig…

Annette Messager, Désirs désordonnés / Disordered Desires, 2023. Installationview. Foto: Jens Henrik Daugaard @ARoS2023