Kunstmarkedet er i forandring. Gallerier lukker, mens digitale platforme og uafhængige rådgivere vinder frem. Men man bør ikke afskrive galleriet helt.
Hvem tager ansvaret på sig, når verden synes at løbe amok? Kåre Frang tegner et præcist portræt af tidens flossede nervesystemer.
Fra 1700-tals-malerier til kaffelogoer. I en udmærket udgivelse undersøger Mathias Danbolt tilsyneladende uskyldige billeder fra den tidligere danske koloni i Caribien.
Den grønlandske kunstscene træder i karakter i disse år. Shamaner assisterer kuratorer og verdens første nationalgalleri for et oprindeligt folk er undervejs.
Kunstkritikks Louise Steiwer ser tilbage på et år, hvor sorgen endelig fik lov til at fylde i kunstens haller.
Amelie von Wulffens mise en abyme er et spejlkabinet af tider og stilarter, tættere på det virkelige end virkeligheden selv.
Nu handler Grønlands største kulturbegivenhed endelig om oprindelige folks kunst og overlevelse.
Alting er politisk, men Karim Boumjimars udstilling på O-Overgaden ånder gennem kropslig hedonisme og en dirrende, dansende streg.
Som en sikkerhedsnål i en skoleuniform. Sofie Winthers børnehave er et punket modstandsbillede.
– Christiania skal ikke blive et friluftsmuseum for 70er-kultur, siger kræfterne bag biennale i fristaden i København.
Jenkin van Zyls dragcarbaret i ARoS’ nye galleri er, trods alle effekter, en kedelig forestilling.
Der er en udbredt frustration over, hvad samtidskunsten har udviklet sig til, siger den britiske kritiker Dean Kissick. Nu udkommer hans opsigtsvækkende essay i en udvidet dansk version.
På Podium kunne man denne helgen gjenoppleve en av det siste tiårets store kunsthappenings i Oslo.
Monir Shahroudy Farmanfarmaian speglar och labyrinter förför ögat men håller tanken på halster.
Mens etablerte oslogallerier kaster inn håndkleet, rykker det kunstnerdrevne feltet stadig tettere på markedet.
Chloe Elgies utstilling i skogen i Nittedal ser ut som sporene etter noen som har trukket seg tilbake for «å finne ut av ting».
