Małgorzata Mirga-Tas har godt greb om narrativerne. Måske er det derfor, man skal helt ned i detaljen for at blive rigtig begejstret.
De kvindelige kunstnere fra 80’erne er tilbage. Nyt københavnsk galleri åbner med Nina Sten-Knudsen, men udstillingen ligner et kompromis.
Kunstmarkedet er i forandring. Gallerier lukker, mens digitale platforme og uafhængige rådgivere vinder frem. Men man bør ikke afskrive galleriet helt.
Hvem tager ansvaret på sig, når verden synes at løbe amok? Kåre Frang tegner et præcist portræt af tidens flossede nervesystemer.
Fra 1700-tals-malerier til kaffelogoer. I en udmærket udgivelse undersøger Mathias Danbolt tilsyneladende uskyldige billeder fra den tidligere danske koloni i Caribien.
Den grønlandske kunstscene træder i karakter i disse år. Shamaner assisterer kuratorer og verdens første nationalgalleri for et oprindeligt folk er undervejs.
Kunstkritikks Louise Steiwer ser tilbage på et år, hvor sorgen endelig fik lov til at fylde i kunstens haller.
Amelie von Wulffens mise en abyme er et spejlkabinet af tider og stilarter, tættere på det virkelige end virkeligheden selv.
Nu handler Grønlands største kulturbegivenhed endelig om oprindelige folks kunst og overlevelse.
Alting er politisk, men Karim Boumjimars udstilling på O-Overgaden ånder gennem kropslig hedonisme og en dirrende, dansende streg.
Som en sikkerhedsnål i en skoleuniform. Sofie Winthers børnehave er et punket modstandsbillede.
– Christiania skal ikke blive et friluftsmuseum for 70er-kultur, siger kræfterne bag biennale i fristaden i København.
Konsten har blivit ansvarsfull men förutsägbar. Hur kommer vi vidare?
Boken Relational Paths gir et etterlengtet fundament for urfolkskritikk.
Hanne Nielsen & Birgit Johnsen vil skærpe vores sensibilitet overfor videomediet. Paradoksalt nok tipper deres nye installation til den ufølsomme side.
Kira Wager spenner forsiktig bein på egen formel i sin tiende utstilling på Galleri K.
