Nu handler Grønlands største kulturbegivenhed endelig om oprindelige folks kunst og overlevelse.
Alting er politisk, men Karim Boumjimars udstilling på O-Overgaden ånder gennem kropslig hedonisme og en dirrende, dansende streg.
Som en sikkerhedsnål i en skoleuniform. Sofie Winthers børnehave er et punket modstandsbillede.
– Christiania skal ikke blive et friluftsmuseum for 70er-kultur, siger kræfterne bag biennale i fristaden i København.
Jenkin van Zyls dragcarbaret i ARoS’ nye galleri er, trods alle effekter, en kedelig forestilling.
Der er en udbredt frustration over, hvad samtidskunsten har udviklet sig til, siger den britiske kritiker Dean Kissick. Nu udkommer hans opsigtsvækkende essay i en udvidet dansk version.
Nanna Abells udstilling i København er anskuelsesundervisning i skulpturel sensibilitet.
På kunstfestivalen Under har den unge scene styr på det hele. Men er den også lidt for selvbevidst?
Med monsterudstillingen The Story of Public Art har MAPS i Køge truffet alle de rette valg.
Den Frie Udstillings årlige mønstring byder på hovedværker. Hvorfor og hvordan, de er udvalgt, er der ingen forklaring på.
I en afgørende politisk tid må inuit konsultere den levende erindring for at kunne se fremad, lød det på seminar om grønlandske performancetraditioner.
Kollektivet YEARS’ udstilling er frustrerende, som et konsolspil uden regler. Ond og god på samme tid.
Magt- og afmagtsdiskussionerne går lige til kanten på Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling.
Masterutstillingen til Kunstakademiet i Trondheim er sylskarp, men ville stått seg sterkere i et temperert rom med hvite vegger.
Skulptur av Yinka Shonibare avdukes i Ekebergparken under åpningen av Oslo Art Weekend denne uken.
Hvilke kollektive minder bevarer vi, og hvilke lader vi forsvinde i glemslen? I dette grumsede rum opererer gruppen coyote.
