Den grønlandske kunstscene træder i karakter i disse år. Shamaner assisterer kuratorer og verdens første nationalgalleri for et oprindeligt folk er undervejs.
Kunstkritikks Louise Steiwer ser tilbage på et år, hvor sorgen endelig fik lov til at fylde i kunstens haller.
Amelie von Wulffens mise en abyme er et spejlkabinet af tider og stilarter, tættere på det virkelige end virkeligheden selv.
Nu handler Grønlands største kulturbegivenhed endelig om oprindelige folks kunst og overlevelse.
Alting er politisk, men Karim Boumjimars udstilling på O-Overgaden ånder gennem kropslig hedonisme og en dirrende, dansende streg.
Som en sikkerhedsnål i en skoleuniform. Sofie Winthers børnehave er et punket modstandsbillede.
– Christiania skal ikke blive et friluftsmuseum for 70er-kultur, siger kræfterne bag biennale i fristaden i København.
Jenkin van Zyls dragcarbaret i ARoS’ nye galleri er, trods alle effekter, en kedelig forestilling.
Der er en udbredt frustration over, hvad samtidskunsten har udviklet sig til, siger den britiske kritiker Dean Kissick. Nu udkommer hans opsigtsvækkende essay i en udvidet dansk version.
Nanna Abells udstilling i København er anskuelsesundervisning i skulpturel sensibilitet.
På kunstfestivalen Under har den unge scene styr på det hele. Men er den også lidt for selvbevidst?
Med monsterudstillingen The Story of Public Art har MAPS i Køge truffet alle de rette valg.
I Wien omformar Mumoks nya chef Fatima Hellberg hur vi rör oss genom museet – och hur museet rör sig genom oss.
Cecilia Vicuña fyller overlyssalene i Kunstnernes Hus med to monumentale kollektive verk om kampen for livet i havet.
Fortiden hjemsøker nåtiden gjennom apparatene som lager bildene våre i Lap-See Lams utstilling på Henie Onstad Kunstsenter.
Besøgstal er ikke så uskyldig en størrelse, som det umiddelbart ser ud til.
