Et par dage efter, jeg har besøgt Flora Yukhnovichs Into the Woods, går jeg i et efterårsgrønt landskab og tænker på, hvad jeg skal skrive. Jeg opdager, jeg nynner omkvædet fra sangen Venus af Shocking Blue: «She’s got it, yeah baby, she’s got it!». Ja, Yukhnovich har «it». Men på hvilken måde?
For at besøge Into the Woods skal man ned ad museets lange korridortrappe, til de to underjordiske udstillingssale. Ved trappens ende drejer man til højre, ind i udstillingen, i et floromvundent mylder af popkulturreferencer, rokoko-kunsthistorie og ikke mindst mytologiske gudinder og symboler. Yukhnovichs oliemaleriske konceptstier er snørklede, forvildelsen lurer om hjørnet.
Rundt om kunstneren, der for nylig flyttede fra London til New York og som på ganske kort tid har vakt international opmærksomhed med sine lækre, eventyrlige værker, danser en meget definerende «rokoko-revival»-fortælling. Ordrupgaard knytter sig an til kunstneren ved, at Wilhelm Hansen, stedets grundlægger, i 1935 realiserede udstillingen Det attende århundredes franske kunst på Charlottenborg med en masse rokoko. Flere af værkerne i Into the Woods, som er den engelske kunstners første uden for fødelandet, er da også parafraser over diverse rokokoværker. Hvis Yukhnovich er glad for den diskurs, som fylder meget i al formidling om hende, så fred være med det. Jeg er nu mere interesseret i, hvad værkerne også er.
Udstillingens første, og største, værk er She is Beauty and She is Grace (2022). Det store petroleumsblå triptykon på vældige 240 x 475 cm vælter ind over de besøgende med sit store Venusdrama. Scenografien understreger dramaet med subtil spotbelysning, og understøtter, også i resten af udstillingen, Yukhnovichs konsekvente greb, at lade mørkere toner omkranse billedernes centrum, hvorpå et lysere landskab træder frem.
Værkerne i udstillingen er lavet inden for de seneste fem år. Alligevel er der, trods ligheder på overfladen, stor forskel på dem, og de bliver bedre, jo nyere, de er. Se først på A Glass and a Half fra 2019, en særdeles pligtopfyldende parafrase over Fragonards Rinaldo i Armidas haver fra 1761-65. Malet lettere abstrakt, men nærmest én til én med forlægget med hensyn til komposition og kolorit. Dog har Yukhnovich udeladt Rinaldo, med spørgsmålet om, hvad der sker med et landskab, hvis man fjerner manden (til trods for at Armida jo selv bortførte Rinaldo til sin skov). Ærligt talt, sker der ikke så meget, jeg synes ikke, en så didaktisk tilgang er specielt frugtbar. Selvom jeg til fulde forstår den feministiske subversion, man kan tillægge rokokoens udtryk og som Yukhnovich påkalder sig.
Problemet er bare, at når man baserer en ny vision på en negation, forudsætter man det negerede. Yuknovichs Rinaldo-løse kvindelandskab betinges stadig af en binær orientering igennem Rinaldo, landskabet er altså grundlæggende uforandret, A Glass and A Half mere reproduktion end nyfortolkning. Det til trods er værket – hvis titel kommer fra en chokoladereklame og dermed spiller på andre, relativt hurtigt overståede haptik-referencer til begær – formelt set et stærkt maleri. Yukhnovich er en overlegen teknisk maler, Fragonards komposition er fin. Jeg er bare mere interesseret i udforskningen af et egentligt feministisk territorie, end i hvordan manden figurerer (eller ikke gør) på landkortet. Og der leder de nyere billeder mig i højere grad hen.
Umiddelbart virker værkerne relativt ens i deres palet, malergreb og i størrelsen, omkring de 200 x 250 cm, plus minus. De risikerer hurtigt at flyde sammen, også i deres mange referencer. Men udstillingen tæller kun elleve værker, syv billeder i første sal, fire i anden. Når man først har orienteret sig, giver det enkle udvalg værkerne mulighed for at udfolde sig som de individuelle elverhøjslysninger, de faktisk er, hvirvlende, dragende og krævende.
Se nu på udstillingens mest dramatiske værk, det spritnye If You Go Down in the Woods Today (2024). Titlen er taget fra en uhyggelig børnesang om bamser i skoven og henviser også til Narnia-krønikens transferstation «Skoven mellem verdener». Enkelte beigefarvede hundelignende figurer i billedet refererer desuden, ikke til rokoko, men til den tidlige renæssancemaler Paolo Uccellos jagtscene Caccia notturna fra ca. 1470. I dette værk transformerer Yukhnovich de indhentede dramaer til sit eget:
Henover et tætmalet centrum af pastel-pastos beige, koral og lilla plamager glider brede tørre penselstrøg. De lægger sig som spor af vind henover et landskab, hvorved de slører plamagernes konturer. Vinden trækker mod billedets nordvest, hvor et arkaisk landskab toner frem. Himlen derover er malet i grålilla toner, der mod nord og østover skifter til vissengrøn tumult. En kølig skov åbner sig og nedlukker samtidig i sin fladhed illusionen om rum, kaster blikket tilbage til den malede overflade. Den gestiske snilde, hvormed Yukhnovich har forenet de ellers så forskellige farver og strøg, dybde og flade, er virtuos og forførende.
«Men jeg går selv videre. Smidig. Den skov hvori jeg overlever for at være til er et sandt mysterium. Men nu tror jeg det sker. Det betyder: jeg træder ind. Jeg vil kalde det: i mysteriet.» I romanen Água Viva, som ovenstående citat stammer fra, skriver Clarice Lispector en (fiktiv) malers skrift. Hun kredser om en form for transcendens, en væren uden for det personlige, erotisk, traumatiseret: tilstanden «it». Et eksistentielt mellemværende, knyttet til sanseligheden. Lispectors til dansk uoversættelige «it», dette noget, der egentlig ikke kan italesættes, som både er et hallelujah og et rædselsskrig, er Yukhnovichs værker fyldt til randen med.
If You Go Down in the Woods Today kulminerer med, at der fra de laserede skovgrønne, nu magentarøde toner, pibler mørke søer af rødt blod. En hidsig lussing, tre røde, glidende fingeraftryk – de eneste direkte kropsspor, jeg finder i udstillingen – slår fra sig, som siger Yukhnovich til beskueren: «Hold dig væk!» Fingrene signalerer diagonalt til billedets venstre hjørne, hvor en kuriøs strunk form, en pik?, venter på at træde ind i landskabet. Pikken sigter mod koncentrationen af pastelfarver i centrum, hvor et dæmonisk ansigt pludselig toner frem.
Hvad sker der, hvis jeg går i skoven i dag? Hvilke kønserfaringer gør jeg? Lispector skriver «Ved et kunstgreb dukker den skrøbeligste virkelighed frem og tager bolig i mig: jeg er blevet transfigureret.»
Flora Yukhnovichs udstilling, særligt de nyeste værker, er for de eventyrlystne, de sorrige, de euforiske. For dem, der ind i mellem referencerne, ordene og kroppen kan befinde sig i det uhåndgribelige, tale det usigeliges sprog, kort sagt, dem, der tør åbne sig for maleriets forvandlingskraft.
