Fotos af stenstøtter på noget saftiggrønt græs i Sydengland, smuldrede og rimelige majestætiske på én gang, er muligvis et af de mest britiske motiver, der findes. Det samme er Union Jack og et ærkeimperialistisk og undergangsparat kongehus blevet, ligesom variationer af knastør sarkasme føles som en distinkt engelsk tilbøjelighed. Både Stonehenge, flaget, de kongelige og det underspillet skægge findes til overflod i Jeremy Dellers arbejde, og som sådan kan hans omfattende soloudstilling på Charlottenborg ved første øjekast emme lige lovlig meget af ironiske Visit Britain-vibes. Det behøver ikke at være en dårlig ting.
Et farvestrålende plakatrum åbner ballet, og herinde er der britisk kulturarv, historie og politik nok til alle. Flere årtiers års tilgængelig og sloganmættet gadekunst – det vil sige papirarbejder i formater og oplag, der har passet til at blive klistret op som plakater alle mulige steder i London – fylder fire store vægge. Det er overvældende, fordi det er for meget, og fordi det er skarpt, fordi det er uhøjtideligt og indforstået og sikkert også torne i øjnene på alle mulige slags konservativ engelskhed. Neil Young og Marmite og prins Harry og dronning Elizabeth og London Subway-æstetik og Brian Epstein og Leeds og masser af Stonehenge hænger fra gulv til loft: nationalklenodier i form af punchlines og fotos, der igen og igen er lige til at fnise af. Fnis kan være helt super, særligt i så fniseforladte rammer som kunstrum for det meste er, men det bliver også en lidt monoton indledning. En følelse af at payoffs fylder mere end systemkritik (selvom man ikke rigtig er i tvivl om, at det sidste formentlig er vigtigst for Deller).
Efter den spraglede, kompakte sjovhedsintro får videoværket English Magic (2013) lov til at være sig selv og være lidt mere inderligt i et tomt og roligt rum. Igen en ophobning af ærkeengelskhed: Abbey Road-studiet, Stonehenge (nu som hoppeborg), kostumeparade i Londons finansdistrikt, forførende slowmotionoptagelser af, hvad der ligner en aristokratisk kontrolleret omgang med majestætiske rovfugle. Der er lidt mere på spil her end blandt plakaterne, en anden ømhed måske. Kunstnerens blik har også øje for det rørende ved børn og voksne, der lykkeligt tumler rundt på et oppusteligt verdensarvsmonument. Det zoomer ind på den næsten perverse skønhed ved store fugle og deres hypnotiske fjerdragter og snevejret, de svæver rundt i – optagelserne ligner, trods selvbevidst slowmotion, en næsten uironisk påpegning af, at naturen bare altid er spektakulær.
Udstillingens næste kapitel, et tre kvarter langt og forbilledligt nøgternt reportageportræt af mere eller mindre gale Brexit-støtter, er virkelig også værd at bruge tid på. Putin’s Happy (2019) er videoværkets utvetydige titel, men selv uden den hersker der naturligvis ingen tvivl om Dellers holdning til den sag, han rapporterer fra. At tilbyde de mest bims repræsentanter for den patriotiske højrefløj en imødekommende mikrofon, de kan gå i selvsving med, at lade dem rable sig ned på egen hånd, er og bliver en vildt effektiv måde at indramme den absolutte vildfarelse, nationalisme altid har været. Noget subtilitet kan desuden finde vej ind i og ud af materialet, når det farceagtige sammenbrud, som de senere års Storbritannien er, ikke bliver omsat til one liner-plakater, men bare siver ud af mundene på diverse længselsfulde imperium-fantaster.
Herefter får en friseophængt fotoserie af det tidsmæssige sammenfald mellem David Bowies britiske Ziggy Stardust-turne og eskalerende indenrigspolitiske konflikter i England 1972 og 1973, lov til at være et nedtonet sort/hvid-intermezzo – en lille pause fra alle udstillingens farver og semi-højrøstede stemning. Billederne, både dem af vrede strejker og dem af fans, der ser nærmest orgasmebedøvede ud i deres Bowie-eufori, har journalistikkens tydelige objektivitet i sig. De bliver et hint om den observerende kærlighed til fankultur, der især slippes løs i udstillingens finale, dokumentaren Our Hobby is Depeche Mode (2006, lavet i samarbejde med Nick Abrahams). Som titlen antyder, er der tale om et grundigt og opmærksomt blik ind i tilværelser og hobbydyrkelse blandt inkarnerede Depeche Mode-fans over hele kloden, og det føles både som en kærlighedserklæring til musikken og til de entusiaster, den afføder. Meget anbefalelsesværdigt at bruge en time på at blive smittet med andre menneskers intense fan-hed, måske fordi det i al sin enkelhed bare altid ret smukt at være vidne til mennesker, der elsker og forguder nogen eller noget, alt hvad de kan.
Welcome To The Shitshow! er åbenbart Jeremy Dellers første store soloudstilling i Skandinavien (den slags neutrale information kan kunstinstitutioner besynderligt nok altid godt lide at blære sig med), og af den grund giver det selvfølgelig fin mening at skrue op for det hele: De engelske flag, der hænger et par steder og er værker, men også lidt ligner scenografi, alle plakaterne, et par ironiske malerier. På en måde samler rummene sig til en helhed, der både rækker tunge ad alt det britiske, og formentlig stadig elsker det lidt. En patriot-parodi eller -kritik, der bliver til sin egen også ret velvillige patriotisme, fordi alting – det vil sige vitterligt hele udstillingen – starter og slutter i England.
Samtidig virker det også som en lidt urolig impuls, der måske er bekymret for om videoværkerne er nok, om drilleriet vil blive forstået, hvis det ikke udtales eksplicit, om en stor udstilling kan være en stor udstilling, hvis den ikke er mættet med lir og ting på væggene. Det er ikke til at vide om denne bekymring er kunstnerens eller institutionens, og måske er det heller ikke så vigtigt: Det er vildt godt og ægte sjovt at tage sig tid til at se alle Jeremy Dellers videoer fra start til slut – og så kan man få fnis og farver og fjollede malerier og masser af tiptop post-it-vægtekster med i købet, hvis man er til det.
