I de første covid-nedlukninger i dårligdommenes 2020 var mennesket hensat til små bobler, en slags materielt reducerede udgaver af den moderne eksistens. Pakkeløsninger bestående af det absolut nødvendige for opretholdelsen af det dejlige liv; økologisk mad, små gåture og Netflix. Det var groft sagt alt, vi havde brug for på tværs af spektret. De mest socialt afhængige stegte de økologiske råvarer og spiste middage sammen online for at lægge bevismaterialet på Instagram, mens dem udenfor boblerne fik det endnu mere ensomt. Dermed var et nationalt social-darwinistisk teaterstykke sat i gang med arbejdstitlen «Hvem klarer sig bedst? Hvem mon har mindst angst?».
I 2019 startede det københavnske Teater Republique en tradition for en årlig forestilling på den mindre scene Revolver lavet af samtidskunstnere. Man ville «udvikle det teatralske rum» ved hjælp af billedkunstneres evne til at takle andre kunstneriske områder fra særlige vinkler. Den første forestilling var af Jesper Just, den anden i rækken, Sorcerer, spiller nu. Kunstneren Ed Atkins og forfatteren Steven Zultanskis står bag kammerspillet, hvor tre personer (spillet af Ida Cæcilie Rasmussen, Peter Christoffersen og Lotte Andersen) hænger ud en fredag aften. Stykket foregår på engelsk med skuespillernes tydelige danske accenter.
Scenen er et klassisk københavnsk hjem på ca. 62 kvadratmeter med grå Macbook og Nescafé som to af få identifikationsmarkører. Lejlighedens vægge er fjernet og tilbage står alle radiatorerne på scenekanten som skulpturelle entiteter i en opfindsom scenografi, der føles som en computersimuleret rendering.
Vi er hjemme hos den mandlige karakter, som sørger for kolde Carlsberg og vindruer til sine gæster. De er midt i en samtale om, hvordan man tager tøj på bedst, mest opfindsomt eller sjovest. Atkins og Zultanski har forklaret, hvordan 90 procent af manuskriptet er transskription fra rigtige samtaler fra den sociale covid-boble, de to kunstnere befandt sig i, efter begge at have bosat sig i København inden den første nationale nedlukning.
Det er deres venner, der snakker i stykket, lettere tilrettelagt men med et bevidst fravalg af konflikt og dramaturgiske kurver. Tydeligvis bevæger stykkets dialog sig med et exceptionelt virkeligt flow, der naturligt og uformelt flyder gennem forskellige samtaleemner, hvoraf mange tager udgangspunkt i de tre venners forhold til deres egne kroppe. Den lette dynamik mellem de tre karakterer oser af poetisk overskud, de giver plads til hinanden, de har det bare hyggeligt, mens publikum har det sjovt. Hvad der på papiret må synes som intellektuelt døde emner udfoldes med en insisterende, deadpan-jargon, der gennemsyrer det lille selskab.
Jo længere stykket forbliver på den flade, dramaturgiske linje, jo mere vokser der faktisk en spænding og et mildt ubehag ud af det tilsyneladende mondæne. Det bliver tydeligt, at dette er en udpensling af ressourcestærke københavneres aften med sobert, socialt samvær, samtaler og ordlege. Jeg føler mig som en asocial, angstplaget spyflue fanget i en af de kolde øl, de tre venner af og til skyller svælget med. Indholdet af denne social boble svinger udramatisk mellem smalltalk, ordlege, indifference og dyb mening – præcis som i virkeligheden.
Det så tydeligt genkendelige ved netop dette klientels skæringspunkt af poetisk liv, snak og udramatisk opførsel er både dybt betagende og dybt provokerende. Det er faktisk lidt cringe, som at se sig selv blive interviewet til aftennyhederne om en krig, man ikke ved en skid om. Det er jo ikke en mistillid til selve fortællingen, der gør at nogen eller noget oplevelses prætentiøst, men snarere et tillidstab til selve stemmen, der fortæller. At opleve en ægte, intim socialitet udspille sig i et fiktionaliseret rum, som et performet manuskript, som teater, peger netop på, hvordan vi er prætentiøse – eller rettere sagt, hvordan vi fremstår udenfor de kontekster, de bobler, vi skaber sammen. Bobler, der ofte er lavet af beton.
Heller ikke denne boble vil briste rigtigt, trods flere forsøg fra den mandlige karakter, der går ud i køkkenet og hælder et glas vand ud på gulvet, efter han flere gange igennem stykket har proklameret, at han nok er ved at blive syg. Med total forståelse og en lykkelig stilhed forlader gæsterne endeligt lejligheden og værten er alene i sit hjem. Hvad skal han nu? Er han virkelig blevet syg eller var det bare et fiktivt ildebefindende til at gelejde gæsterne tidligt ud? Han skal vel ikke onanere, skal han?
Personen tager sin egen puls, præcis som jeg selv ville gøre, selvom jeg havde fusket mig til alenetid, som ofte er tilfældet. For hvis selv de mindste løgne skal fungere, må man tro på dem selv, ikke mindst for at skrumpe skammen, så løgnens afkast kan nydes. Al dialog er nu væk, ingen indre tanker hives frem til scenekanten, Shakespeare findes ikke og dette er virkeligt. Tilbage er kun den spænding, der blev opbygget gennem al virkelighedens mangel på teatralsk konflikt. En spænding personen med akavet gestik og små, groteske handlinger forsøger at forløse, men som i virkeligheden ender med at holde ham med selskab stykket ud, som var det hans eneste rigtige venskab.
