Det har sneet natten forinden, og jeg halvt går, halvt skøjter ned mod havnen i den ældste del af Nuuk, hvor jeg skal besøge byens kunstskole. Jeg holder øje med vejen for ikke at falde, og pludselig ser jeg blod i sneen. Ikke bare en smule, men et decideret spor, der fører hen til en rød træbygning med åbne døre. Stedet kaldes for Brættet, og er en slags kødmarked, hvor fiskere og fangere afsætter deres fangst direkte til kunderne. Rensdyrjagten er lige gået ind, og på bordene ligger store stykker kød fra de dyr, som netop er skudt i fjeldene udenfor byen.
Et par mænd går rundt i termotøj og med smøger hængende i mundvigene, mens de venter på, at kunderne skal indfinde sig. Det er formiddag, og derfor næsten tomt, men Brættet er normalt ret velbesøgt, fortæller de. Ikke alene er kødet friskere end det, man finder i køledisken i Brugseni; det er også en del af en fornyet interesse for den traditionelle levevis i Arktis, hvor fangerne indtil for få generationer siden udgjorde samfundets livsnerve. Og da jeg vender tilbage til Brættet senere på dagen, er der fyldt med unge, hippe grønlændere med inuittatoveringer i ansigtet og smykker af ben og perler, som passer helt fint sammen med hættetrøjer fra det lokale streetwear-brand Bolt Lamar.
Noget lignende gør sig gældende på den grønlandske kunstscene i disse år, hvor man i tiltagende grad orienterer sig imod den oprindelige kultur, som i mange år har været fortrængt og i nogle tilfælde helt forbudt af den danske kolonimagt. Den lokale kulturfestival har i år skiftet navn fra «Nuuk Nordisk» til det mere grønlandsk klingende «Suialaa Arts Festival» og fokuserer i stigende grad på oprindelige folks kultur i det arktiske område, ikke mindst fællesstræk mellem grønlandsk og canadisk inuit og det samiske folk i Norden. Og hvor den grønlandske billedkunstscene i mange år har været tæt forbundet til den danske, fornemmer man nu en reorientering: Et fokus på, at man som oprindeligt folk har et andet blik, end det vestlige.
Når shamanen kuraterer
«Vi har ikke magt til at kunne forhandle med det vestlige kunstbegreb,» siger Nivi Christensen, som tager imod mig på Nuuk Kunstmuseum, hvor hun de seneste ti år har været leder. Her har man netop gennemført en nyophængning af museets samling med henblik på at fortælle en ny historie om grønlandsk kunst. Christensen viser mig rundt i museets faste samling, som hænger i den ældste del af bygningen, hvor rummene er små, væggene malet i forskellige farver og værkerne hænger tæt.
«Lige da jeg var startet på museet, kom der en midaldrende dansk kvinde ind og så de landskabsmalerier, som danske kunstnere, der rejste i Grønland, havde malet. ‘Ej, det er præcis sådan, jeg forestillede mig grønlandsk kunst!’, udbrød hun, og uanset hvad jeg sagde til hende, kunne jeg ikke overbevise hende om andet,» fortæller Christensen og peger på et værk med små, pastelfarvede firkanter af papir, monteret på et større stykke papir.
«Det her værk af Ivalo Abelsen er et godt eksempel på, hvordan grønlandske kunstnere arbejder med naturen. Det er et kartotek over planter, hun har indsamlet og støbt ind i papiret, og på bagsiden er en liste over de anvendte planter. Det er ikke primært deres skønhed, men planternes egenskaber, hun afbilder, næsten alle kan spises eller anvendes som krydderier. Når jeg ser på dette værk, kan jeg dufte og smage naturen,» siger hun.
Museets samling bygger på en donation fra erhvervsmanden Svend Junge og hans hustru Helene Junge Pedersen, som kom til Nuuk som tømrer i 1959. Den oprindelige samling er præget af deres blik, hvor særligt de danske maleres romantiske landskabsbilleder af isbjerge og snedækkede fjelde i solskin fylder meget. Det er det blik, den danske opfattelse af grønlandsk kunst, Nivi Christensen og hendes team forsøger at nuancere i nyophængningen, hvor de danske malere har fået deres egen afdeling på museets første sal, mens stueetagen er domineret af grønlandske kunstnere.
Det er en vanskelig øvelse at fortælle den grønlandske kunsthistorie gennem en grønlandsk linse, fortæller Christensen. Det, vi i dag og i Vesten forstår som kunst, har en forholdsvis kort historie i Grønland og er tæt sammenvævet med dem, der kom udefra. Museets ældste værker er en samling grafiske tryk fra 1850’erne, som blev initieret af de kristne missionærer fra den Herrnhutiske Menighed.
«Man havde fra starten en idé om at skabe sammenhængskraft, nation building, gennem kunsten. Derfor bad man grønlændere fra hele landet indsende tegninger og beskrivelser af de lokale myter, og derefter begyndte man at oplære folk i grafisk tryk,» forklarer Christensen.
Før det vestlige kunstbegrebs indtog var billedskabelse i Grønland ofte knyttet til praktiske og rituelle praksisser. Man dekorerede eksempelvis en harpun med billeder af de dyr, man gerne ville nedlægge med den forståelse, at billedet ville tiltrække dyret. Det er en radikalt anden forståelse af billedets magt, end den der ligger i den europæiske kunsthistorie – og så måske alligevel ikke, fortæller Nivi Christensen:
«På grønlandsk har vi to begreber. Eqqumiitsuliorneq, som betyder ‘det at lave noget mærkeligt’ og kusanartuliorneq, som betyder ‘det at lave noget smukt’ – man bruger dem om henholdsvis kunst og kunsthåndværk. Men kunst er jo ofte begge dele, både mærkelig og smuk. Derfor bruger vi på museet de to begreber til at nedbryde grænserne mellem billedkunst og håndværk, så vi kommer tættere på, hvordan man ser billedet med et grønlandsk blik.»
Nyophængningen af museets samling faldt sammen med det enorme fokus på Grønland efter den amerikanske præsident Trump i slutningen af 2024 udtalte, at USA havde brug for Grønland af sikkerhedspolitiske hensyn. På Nuuk Kunstmuseum betød det, at man konstant havde danske journalister i røret, fortæller Christensen: «Det føltes som om, de havde kastet en ond ånd på os. Vi ville jo bare gerne have ro til at hænge samlingen op, men vi blev hele tiden forstyrret. Vi følte, at vi måtte gøre noget, for at beskytte huset fra al støjen udefra.»
Løsningen blev at invitere en angakkoq, en grønlandsk shaman, til at lave et ritual, en natlig trommerejse. Shamanen fortalte, at hun gennem ritualet havde mødt to søstre, der gerne ville beskytte huset. Derfor hænger der i dag to ulu’er, traditionelle grønlandske knive med buede klinger, over indgangen til museet. «De hænger der ikke, for at du skal se dem, de hænger der for at holde øje med, om du kommer ind på museet med onde intentioner,» siger Christensen med et skævt smil.
Ulu’erne er en del af samlingen, som Christensen har haft svært ved at finde ud af, hvordan skulle præsenteres. «Man ville jo aldrig vise en kniv fra vikingetiden i en dansk kunstsamling. Når ulu’erne er inkluderet i museets samling, er det fordi europæerne så anderledes på de genstande, folk fra oprindelige kulturer skaber, end man gjorde på sin egen kultur,» bemærker museumsdirektøren. Shamanens trommerejse blev begyndelsen på en samtale om, hvordan man kuraterer på museet: «Hun fortalte os, at alle genstande i vores samling indeholder noget af alle dem, der har haft dem i hånden. De har et indre liv og en ånd, der gerne vil ses. Det er et princip, jeg nu har i baghovedet, når jeg kuraterer.»
Myter på pensum
Fem nysgerrige hoveder popper op bag staffelierne, da jeg kommer ind i det lille lokale på Nunatsinni Eqqumiitsuiiornermik Ilinniarfik, Kunstskolen i Nuuk. De fem studerende er i gang med et forløb i perspektivtegning og har snart deadline på opgaven. En ung kvinde inviterer mig om bag sit staffeli og viser mig, hvordan hun overfører linjerne fra et fotografi af et lille blåt hus til papiret. Hun har vendt fotografiet på hovedet: «På den måde kan jeg bedre abstrahere fra motivet,» siger hun.
Kunstskolen i Nuuk blev grundlagt i 1972 under navnet Grafisk Værksted af kunstnerne Hans Lynge og Bodil Kaalund, og blandt tidligere elever finder vi store grønlandske kunstnere som Jessie Kleemann og Aka Høegh. I dag er det stadig den store trykpresse, der dominerer de trange lokaler. I 1981 skiftede uddannelsen navn og blev til det etårige grundforløb i billedkunst, den er i dag. Fem studerende fra hele Grønland bliver optaget på uddannelsen hvert år og gennemgår herefter en række klassiske moduler – tegning, farvelære, modellering og grafisk tryk – før forløbet afsluttes med den afsluttende udstilling i Katuaq, kulturhuset i Nuuk.
Flere videregående uddannelser i Grønland er i disse år i gang med at gentænke deres struktur og indhold, så de i højere grad kommer til at bygge på vidensformer, der dominerede i Arktis før koloniseringen og det europæiske vidensbegreb gjorde sit indtog. Det gælder på scenekunstskolen Nunatta Isiginnaartitsinermik Ilinniarfia, hvor tromme- og maskedans er kommet på pensum, men også på biologistudiet på Universitetet i Nuuk. Her har man omlagt uddannelsen, så den har en mere holistisk tilgang til den natur, der studeres. De studerende deltager eksempelvis i jagt og den efterfølgende tilberedning af kødet på de dyr, de tager prøver på, ligesom de studerer dyrenavnes etymologiske betydning og undersøger, hvordan dyret har været beskrevet og afbildet gennem tiden. Man kommer hele vejen rundt om dyret på en måde, man ikke gør på tilsvarende uddannelser i Europa. Kunne forestille sig en lignende tilgang på kunstskolen?
«Vi er jo begrænset af, at uddannelsen kun er etårig. Eleverne lærer det basale, de klassiske teknikker, som de kan bruge, hvis de vil søge videre på et kunstakademi i udlandet,» fortæller skolens leder Ivinguak’ Stork Høegh. «Men i løbet af de næste par år har vi planer om at udvidelse bygningen, så det også bliver muligt at arbejde i fedtsten, ben og tand.»
På et bord har en studerende efterladt en dyster akvarel af et dyrekranie med noget, der ligner små figurer dansende omkring hovedet. «Det er fra emneopgaven om myter,» siger Stork Høegh, mens hun viser mig rundt på i lokalet, hvor flere udstoppede fugle står og venter på at blive tegnet.
Kunstskolen har et samarbejde med det privatejede Århus Kunstakademi, hvor mange af de studerende fortsætter deres uddannelse. Mange søger også videre på andre skoler i Europa og Canada. «Drømmen er selvfølgelig at få et kunstakademi her i Nuuk, men midlerne er små, så foreløbig er vi glade for at kunne tilbyde et grundforløb af høj kvalitet,» siger kunstskolens leder.
Tilbage til håndværket
Billedkunstner Lisbeth Karline Poulsen er én af dem, der har taget den etårige uddannelse på kunstskolen i Nuuk og derefter uddannet sig på Århus Kunstakademi. Hun deler ikke drømmen om et kunstakademi i Nuuk – ikke på nuværende tidspunkt: «Jeg synes, det er vigtigt for unge kunstnere, at de kommer ud i verden, for når man bor i Nuuk, er man jo meget isoleret. Man skal have en hånd ude i verden og en inde i maven, som en underviser engang sagde til mig. Det vigtigste er, at vi grønlandske kunstnere skal have troen på os selv, på vores evner og kompetencer, frem for at forsøge at passe ind i nogle strukturer, der alligevel ikke er skabt til os,» siger hun og fortæller om en oplevelse på kunstmessen Art Copenhagen for 6-7 år siden.
«Vi var en gruppe grønlandske kunstnere, som havde en stand sammen med Det Grønlandske Hus i København. Jeg gik rundt på messen og talte med virkelig mange mennesker, men der var bare ingen interesse for grønlandsk kunst, overhovedet. Det var så frustrerende at mærke, hvordan vi bare blev opfattet som sådan nogle særlinge, der lavede tupilakker,» siger Poulsen.
For Lisbeth Karline Poulsen har det været meningsfuldt at sætte sig ind i det traditionelle håndværk. På kunstmuseet, hvor jeg møder hende, står hendes værk The Whiteout (2014), en traditionel nationaldragt, men snehvid. Nationaldragten er omgivet af et sæt regler. Sammensætningen af perler og mønstrer fortæller, hvor gammel man er, hvor i landet, man kommer fra og hvilken familie, man tilhører. Den hvide udgave af dragten antyder en udradering af den identitet, der normalt ligger i dragten.
«Den fortæller historien om, hvordan den grønlandske selvfølelse har lidt et knæk, hvordan hele vores historie og kultur blev borthvisket, under koloniseringen. Når jeg og mange andre grønlandske kunstnere vender tilbage til de traditionelle håndværk, er det en postkolonial undersøgelse af, hvem vi var dengang og hvem vi er blevet til i dag,» fortæller Poulsen.
Drømmen om et nationalgalleri
Igennem de seneste tyve år er der pågået et arbejde for at oprette et nationalgalleri i Grønland. I 2004 blev Komitéen til oprettelse af Grønlands Kunstmuseum initieret af en gruppe billedkunstnere, og i 2006 blev der lavet en fond, der skulle finde finansiering til projektet. Den danske tegnestue BIG vandt i 2011 en arkitektkonkurrence om udformningen af den kommende museumsbygning, en bølgende, cirkulær struktur, der skal placeres ud til havet i den nordlige del af Nuuk. Lige før årsskiftet blev Nivi Christensen ansat som den projektdirektør, der skal lede det videre arbejde.
«Det har været et stort politisk arbejde at komme hertil,» fortæller forperson i komiteens bestyrelse, Kristine Spore Kreuzmann. «Fonden råder i dag over godt 100 millioner danske kroner, hvilket betyder, at vi er halvvejs med finansieringen.»
Det er stadig usikkert, hvornår museet kan realiseres. Allerede nu råder det kommende museum over en samling værker af grønlandske kunstnere, hvoraf størstedelen er deponeret på forskellige institutioner i Danmark, ligesom man ejer en del artefakter af ældre dato, som vil blive udstillet side om side med samtidskunsten. Derved vil det nye museum have et helt andet udgangspunkt end Nuuk Kunstmuseum, hvis samling bygger på en donation af især danske kunstneres malerier fra Grønland.
Kunstmuseet i Nuuk bliver det første nationalgalleri for et oprindeligt folks kunst i verden, hvilket giver det en helt unik position: «Med dette museum kan vi skabe strukturer, der passer til vores kunst. Vi drømmer ikke nødvendigvis om en enorm white cube, for vores kunstnere arbejder traditionelt ikke i kæmpestor skala. Som oprindeligt folk er vi vant til knappe ressourcer og til at operere med mindre interventioner i de eksisterende strukturer. Nu får vi chancen for at skabe noget fra bunden og på vores egne præmisser,» siger den nyslåede projektleder Nivi Christensen.
Internationalt udsyn
Jeg vender tilbage til Nuuk Kunstmuseum i slutningen af mit ophold for at deltage i en reception for det canadiske magasin Inuit Art Quarterly, hvis seneste nummer handler om den grønlandske kunstscene. På forsiden af magasinet er Jessie Kleemanns installation Kamiit fra 2023, rækker af kamikker i psykedeliske farver, som indgik i hendes store soloudstilling på Statens Museum for Kunst samme år.
Ved et langt bord med kanapeer løber jeg ind i Kleemann. «Nå, har du vænnet dig til grønlandsk mad?» spørger hun med et skævt smil og nikker til en skål med mattak, en grønlandsk delikatesse af hvalskind og -fedt. Med sin fedtede konsistens og nærmest harske smag er mattak nok det, man ville kalde en tillært smagspræference, i hvert fald for danske smagsløg.
«Da jeg var barn i 1960’erne, skammede man sig over at spise den slags, fordi danskerne mente det var primitivt. Man fik hele tiden at vide, at man skulle skamme sig over at være grønlandsk,» tilføjer Kleemann. «Den unge generation i dag har det helt anderledes. De er stolte af deres kultur og deres etnicitet.»
For Kleemann er den stigende interesse for den gamle kultur en naturlig udvikling. Man må søge tilbage til tiden før koloniseringen, genopdage kultur, traditioner, spiritualitet og håndværk, for at forstå, hvem man var engang for at kunne udvikle sig fremover. I takt med at ældre generationer, der mestrer det traditionelle håndværk, går bort, er det logisk, at en ny generation tager dem op igen.
«Jeg tror, det sker nu, fordi det først er nu, den grønlandske samtidskunstscene er klar til stille spørgsmål ved kolonitiden,» siger hun. «Samtidig er det vigtigt at forstå, at det ikke er en tilbagevenden til den traditionelle kultur. Man bruger jo fx trommedansen til at lave ny musik og dans ud af. Traditionen bliver smidt ind i en tørretumbler og kommer ud som et nyt udtryk.»
Over det seneste årti har den internationale kunstscene for alvor fået øjnene op for grønlandsk kunst. I 2024 blev den konceptuelle fotograf Pia Arke vist på en soloudstilling på KW Institute for Contemporary Art i Berlin, Martin Brandt Hansen har netop åbnet sin anden store soloudstilling på det kommecielle galleri Andersen’s i København, mens Inuuteq Storch repræsenterede Rigsfællesskabet i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen i 2024. Også Jessie Kleemanns kalender er booket langt frem i tiden.
«At Inuuteq [Storch] og jeg har haft store internationale udstillinger betyder, at flere har fået øjnene op for alle de dygtige kunstnere, der findes i Grønland,» siger Kleeman, som tror interessen både skyldes, at Grønland er vigtig i en geopolitisk kontekst, men også at oprindelige folks viden og kunnen er blevet mere efterspurgt: «I Grønland findes en viden om, hvordan man opretholder en bæredygtig natur, som resten af verden er begyndt at interessere sig for. Vi ved noget om omsorg og fællesskab, fordi vi traditionelt har levet i små samfund under vanskelige vilkår».
I det efterhånden berømte essay Etnoæstetik fra 1995 skriver Pia Arke (1958-2007), at man som grønlandsk kunstner balancerer imellem to modsatrettede forventninger: Dels, at det, man laver, har en særlig ‘grønlandsk æstetik’, dels, at det lever op til en europæisk forståelse af, hvad der er kunst. Måske det er det sæt forventninger, den grønlandske kunstscene er ved at ryste af sig i takt med, at kolonitiden er kommet på afstand og man tillader sig selv at dykke dybt ned i arven fra den kultur, der var forinden. Herfra vokser en forståelse af sig selv som oprindeligt folk, der skaber kunst på sine egne præmisser — med én hånd i maven og én ude i verden.
Redaktørens bemærkning: Denne artikel er skrevet på baggrund af skribentens ophold i Nuuk i oktober 2025, før de nylige amerikanske trusler om at annektere Grønland.
