Ved pressevisningen for Alexander Tovborgs Kirken proklamerede Charlottenborgs direktør Michael Thouber næsten rituelt: «Fra i dag af bliver det vores kirke.» «Hvordan kan vi bevare troen i denne tid?» fortsatte han med reference til globale kriser, der truer menneskehedens eksistens. Det står skidt til, men heldigvis er frelsen lige rundt om hjørnet. Måske. Indenfor i kunsthallens store sydfløj præsenterer Tovborg sin hidtil største soloudstilling. «Kirken er så lille!» udbryder han og råber: «Min kirke er et rumskib!» Vi skal «ud i rummet og lede efter far.»
Dette spørgsmål er en rød tråd i udstillingen, men er det far Tovborg eller Gud, der er tale om? Netop en barndomssamtale mellem Tovborg og hans far, om hvor Gud i himlen bliver af i dagslys, ledte ham på den tankerejse med rumskibe og udenjordiske civilisationer, der stadig præger ham. Med min baggrund som religionshistoriker, genkender jeg også i hans søgen efter ”Far” de teologiske forestillinger om den kristne Gud som skjult (Deus absconditus) eller tilbagetrukken (Deus otiosus).»
Kirken er indrettet som en basilika med midterskib og sideskibe, og antallet af rum korresponderer med Skabelsens syv dage, hvilket bevidner et ønske om, gennem udvalgte begivenheder fra især 1. Mosebog, at facilitere en mystisk progression hos beskueren. På midterskibets bagvæg hænger et enormt triptykon af edens have, spejlet af et minutiøst maleri med et trækors på rammen, placeret på væggen ved indgangen. Det er nærliggende at tænke, at Tovborg sigter til den kristne sammenkædning mellem Livets Træ og korset Jesus hang på.
Træ er et tilbagevendende materiale i Kirken. Tovborg maler på massive træplader beklædt med stofstykker, hvilket vækker associationer til både ikonmaleri og tømreren Jesus. Og apropos ikoner udmærker Kirken sig ved fraværet af guld; et populært materiale i ortodoks og katolsk kristendom. Men kigger man godt efter er alt guldet samlet et sted, på bagsiden af den frithængende Teenage Jesus. En kritik af kristen grådighed eller en reference til læren om Jesus som både menneske og Gud?
Bag basilikaen gemmer sig Kirkens sakristi, et helligt backstageområde. Hjørnerummene domineres af store malede æbler med blade, der flugter med frugternes omrids og dermed antyder, at nogen måske har spist af æblerne. Et subtilt greb, der gør os usikre på, om vi befinder os før eller efter syndefaldet og bare et af mange små Easter eggs der, forudsat man tager sig tid og kender kildematerialet, løfter Kirken fra det forkyndende til en mere legende oplevelse. Selve det, at der er to æblerum, malet i forskellige nuancer, er også en gåde Tovborg stiller os. I 1. Mosebog omtales ikke kun et træ der er forbeholdt Gud, men to; Livets Træ og Kundskabens Træ.
Midterst ligger rummet Beatrice (den velsignede), der huser et enkelt enormt maleri. Her møder vi en besynderlig figur bestående af cirkler og øjne, som jeg formoder forestiller en af de såkaldte Ophanim: Engle, der bevogter Guds trone, og som aldrig sover. Sakristiet er afskærmet, uden vinduer. En invitation til en verden bagved verden, Guds hemmelige kammer og paradisets have – måske inden syndefaldet.
I det højre sideskib ligger rummet Noa (efter syndfloden). Motivet er vigtigt for Tovborgs Kirke – og et spor til hvor Far gemmer sig. De farvede vinduer, der minder om kirkeruder, fremtryller i solskin en regnbue, der knytter udstillingsrummene sammen ved at lade lyset antyde Guds nærvær. I 1. Mosebog er regnbuen nemlig Guds pagtstegn til Noa. Et løfte om ikke at udrydde menneskeheden igen, efter han lige har gjort det.
For mange moderne mennesker er regnbuen dog ikke kendt for sin gammeltestamentlige historie, men som symbolet på Pride-bevægelsen og retten til frit at vælge og udtrykke sin egen identitet – noget kristen konservatisme tidligere umuliggjorde og stadig vanskeliggør for mange. Den er også et symbol på oplysningstiden og den videnskabelige revolution, markeret ved Newtons brydning af hvidt lys i forskellige bølgelængder. Ingen af disse belysninger er dog tydelige i Tovborgs regnbue. I stedet får vi Noas Gud, der lover at holde op med at begå folkedrab – et løfte han ikke holder.
Efter syndfloden falder Noa i søvn nøgen i en kodyl brandert, hvorefter hans sønner finder ham. Sem og Jafet dækker ham til, men Kam ser Noa nøgen, og Noa forbander ham. Eftersom de tre sønner blev opfattet som stamfædre til alle senere mennesker på jorden, med Kam som stamfader til Afrikas indbyggerne, blev idéen om den såkaldte «Kams Forbandelse» blandt andet brugt som argument for at retfærdiggøre slaveri. Hos Tovborg møder vi ganske vist den nøgne, fordrukne Noa, men dybere kradser han desværre ikke i myten. Regnbuen forbliver et tegn på det guddommelige, der bader rummene i et dejligt lys, mens den bagvedliggende fortælling om en vred gud, der slår alle ihjel, glimrer ved sit fravær. Vi må nøjes med regnbuen à la Noa, med bodyshaming og racetænkning uadresseret.
Immanuel Kant definerede «oplysning» som «menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.» I Kirken fik jeg den diametralt modsatte oplevelse: En glansbilledeversion af udvalgte bibelmotiver. Med Kirken bevæger Tovborg sig selv (og kunsten) længere væk fra Kants oplysningsideal. I videoen Welcome to the Mystery på Charlottenborgs hjemmeside taler Tovborg om «mysteriet» som noget, man kun kan forstå ved at acceptere dets vilkår. «It’s something that you cannot understand. If you agree to that then you’re welcome to the mystery.» Her er ikke plads til kritisk sans.
Tovborg fremstår radikal, men det virkelig progressive ved hans projekt synes at være, at det hviler på et reaktionært grundlag. Hans evangelium frister med frelse fra det hypermaterielle og lokker med et pusterum i en travl hverdag, hvor vi altid skal præstere. Men er det et evangelium, der henvender sig til alle – «både for jøde, først, og for græker» som Paulus skrev i Romerbrevet? Kirken vil nok appellere særligt til de mere ressourcestærke, der allerede har kristendommen og Charlottenborg inde på lystavlen. De, der bor på de højere etager i den maslowske behovspyramides Babelstårn.
Tovborg opfordrer os til at besøge udstillingen flere gange, og paradoksalt nok ligger hans mest revolutionære bidrag måske her; en kritik af den forhastede kunstoplevelse. Vi skal gå til malerierne som til en regelmæssig gudstjeneste, et rum vi besøger jævnligt for at søge ro og fordybelse. Desværre drukner budskabet lidt i den kristne æstetiks tyngde. Det er muligt, at målet er at skabe en Kunstens Kirke fremfor kirkekunst, men det rumskib klarer ikke helt lift-off. I stedet for en tur ud i rummet ender vi inde i rummet, hvor lyset fra det ydre rum godt nok stråler ind, men skaber en illusorisk og beskyttet verden, der netop ikke forholder sig til problemerne derude i den virkelige verden. Der er behageligt at være, men Kirken bliver hurtigt lidt trang.
Kirken åbnede midt i den internationale Pride-måned og i dette lys virker Tovborgs regnbue ret monokrom. Hvor Newtons prisme viste, at hvidt lys indeholder regnbuens farver, oplyser Tovborgs kirkelige regnbue, hvor farvestrålende den end ønsker at være, Charlottenborg med et overvejende hvidt, højere middelklasselys. Et lys, der truer med at blænde os, hvis vi kigger for længe.
– Tao Thykier Makeeff, f. 1978, er forsker og kulturskribent. Uddannet Mag. Art. i Religionsvidenskab fra Københavns Universitet og Ph.D. i religionshistorie fra Lunds Universitet. Tilknyttet Lunds Universitet og Universitetet i Stavanger.
