Om galleriets navn er byens mest mundrette, er en artikulationsmæssig smagssag. Men det af AOK nykårede Byens Bedste galleri, Gas9Gallery, har tungen lige i munden, når det kommer til at hapse tidens mest hippe kunstnere. Det er derfor ikke overraskende, at maleren Maria Wæhrens nu er på programmet, med den første af to udstillinger i galleriet under titlerne Tradition #1 og #2. Den aktuelle præsenterer Wæhrens’ tidligere produktion, nummer to følger i foråret med nyere værker.
Maria Wæhrens, der er uddannet på Kunstakademiet i København under Ursula Reuter Christiansen, har de seneste år gjort sig særdeles positivt bemærket med eksplosive og rørende udstillinger med udgangspunkt i maleri. For eksempel totalinstallationerne Ud af mor (2017) i Møstings Hus og Retrospective solo exhibition (2020/21) på Vejen kunstmuseum, hvor Wæhrens virkelig udfordrede ideen om, hvad det formelle maleri kan være.
Når Wæhrens nu beskæftiger sig med malerisk tradition på Gas9Gallery, er det med helt store penselstrøg. Galleriets pressemeddelelse henviser til et slægtskab med mandlige kunstnere som Martin Kippenberger og Edvard Munch. Ser man nærmere på Wæhrens’ foretrukne materialer, ægtempera og olie, tegner der sig ydermere en tradition, som rækker så langt tilbage i tiden, man næsten kan komme – i hvert fald helt tilbage til de gamle ægyptere, som brugte tempera til blandt andet sarkofagudsmykninger. Tempera var det mest udbredte malemedie helt indtil den nederlandske olieteknik blev udviklet. Det er altså vitterlig prima materia, Wæhrens har fat i, både i teknik og tradition, men også i æggets symbolik.
Alligevel føles de udstillede værker på Tradition #1 slet ikke tyngede af historien. Hovedværket på udstillingen bærer den tvetydigt afvisende og opmuntrende titel, Gå din vej Maria. Værket blev skabt som en frise til udstillingen Sjæleflager på udstillingsstedet Sydhavn Station i 2019, hvor den hang i de gamle DSB-informationsmontrer. Frisen, som består af 12 malerier på kasserede informationstavletræplader, er malet i en intuitiv proces med en sælsom palet, der rummer originale rester af statsbanernes æstetik, støvet grøn og mørkebrun. Hist og her skinner fragmenter af togtidstabeller igennem. Tung, varm rosa, cyanblå, skriggul ovenpå. I sin oprindelige stedspecifikke form var frisen meget poetisk, som et spøgelse der frændeløs og husvild svævede omkring i søgen efter sin rette afgang.
Det står ikke noget sted i galleriets formidling, men jeg mindes svagt, at Gå din vej Maria vist nok er baseret på en drøm, kunstneren har haft. Dette er ofte tilfældet med Wæhrens’ værker; det drømmeagtige, spirituelle, religiøse spiller en stor rolle. Men det er egentlig ikke nødvendigt at kende det konceptuelle grundlag. Det er Wæhrens’ styrke, at hun tilsyneladende føler sig fri til at male, som hun vil – noget, der er nemmere sagt end gjort. Uanset om det er hendes drømme eller en ekstern tradition, hun beskæftiger sig med.
Wæhrens’ maleriske udtryk er på en måde så COBRA-agtigt, som det kan blive. Når det er grellest, kommer jeg til at tænke på Poul Pava, når det er dristigst, tænker jeg på en kombination af Marie Søndergaard Lolk og Louise Bourgeois. Penselstrøgene er både klumpede og laserede, nogle gange føles det som om, ægtemperaen er helt pigmentfri. Som om, maleriet for Wæhrens er ren kropslig gestik; at sætte et spor og samtidig vaske det af igen. Det undflyr sig entydig læsning, men bærer alligevel betydning. Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal mene. Dette skriver jeg i den allermest positive betydning. For det er som om, Wæhrens på samme tid behersker sine billeder og sætter dem fri til at blive sig selv. For mig er det opskriften på en konkret malerisk kærlighedsgerning.
Beklageligvis er Wæhrens på Gas9Gallery ikke så fri mere. Den rå vildskab og nerve, sans for rum og vilje til at overskride konventioner, føles her tæmmet. Gå din vej Maria er blevet brudt op og dels indsat i en klaustrofobisk salonophængning, dels spredt over flere gallerivægge. Både de enkelte billeder og den helstøbte installations oprindelige elegance og spændstighed går tabt. En overvældende følelse af salgsudstilling, kunsten hakket og pakket, klar til at blive langet over disken, breder sig.
Det samme gælder udstillingens øvrige papirværker, fra serien MY PAIN, YOUR PAIN (2017), som på udstillingen i Møstings Hus hang kaotisk og løst på vægge og gulv, forslåede og krumbøjede af vægten af maling. De var stærke i deres udtalte skrøbelighed. Nu er de blevet rettet ud, indrammet med passepartout i hvide rammer som afstivende eksoskeletter. Det får dem paradoksalt nok til at fremstå svage.
Forstå mig ret, jeg er ikke romantiker. At en kunstner også skal have salt til sit æg, forstår jeg så udmærket, også på egen fattige krop. Økonomisk pragmatik er godt for en kunstner – en gallerist kan hjælpe med det. Jeg ved selvfølgelig heller ikke, hvordan beslutningsprocessen har været i overgangen fra vilde, frie projekter til kommerciel præsentation. Men det ville have klædt udstillingen at udvise større hensyn og tillid til Maria Wæhrens’ kunstneriske passion og tradition.
