Hvad har minedrift, ravefester og undervandsdroneoptagelser til fælles? Det lyder måske som en gåde. Kunstnerkollektivet coyote, der står bag værket New Centuries Are Rare, hvori de tre elementer indgår, identificerer sig da også som lidt af en trickster.
Coyote blev etableret af en gruppe kunststuderende i Stockholm i 2017, hvor kollektivet primært arbejdede med en social begivenhedsorienteret praksis. Siden da har coyote udviklet sig til også at skabe værker, der kan stå for sig selv, uden decideret performative elementer.
New Centuries Are Rare (2022) er deres seneste eksempel på sådan et værk; en stedsspecifik filmisk installation, skabt til Norbergfestivalen, som finder sted i gamle jernminefabrikshaller i Norbergområdet i Sverige. Dér blev værket projiceret op på væggene i de oprindelige fabriksbygninger. I forbindelse med CPH:DOX blev værket vist i en todelt udgave: En tolv minutter lang montageagtig film i Filmhuset, samt en udstilling på det kunstnerdrevne udstillingssted Bizarro.
New Centuries Are Rare tager udgangspunkt i minedriftens historie i Norberg. Filmen består af tre forskellige elementer: Klip fra sort/hvid-teaterfilmen Spelet om Norbergstrejken 1891-1892 fra 1978, som viser en gruppe jernminearbejdere udvandre og sidenhen stemme for en forenet minearbejderstrejke; filmoptagelser fra ravefester, som i 1990’erne fandt sted i forladte fabrikshaller som dem i Norberg; samt nye undervandsdroneoptagelser fra oversvømmede minegange. De tre elementer er klippet sammen i et abstrakt narrativ, der ifølge coyotes programerklæring «[…] reflekterer over sammenhængen mellem forskellige former for vægring […] Som et retrofuturistisk fartøj, der bevæger sig langs revner og sprækker fra en svunden tid af oprør, undersøger værket resultatet af afindustrialiseringen og det kollektive oprør […]»
Filmen er enkel, men kraftfuld og dragende med sin rå redigering og rytmiske, men også disruptive puls. Jeg fik endda et lille chok et sted i filmen, hvor man i en optagelse fra nogle raveforberedelser vandrer rundt i en fabrik. Pludselig støder kameramanden ind i en væg eller stolpe. Skarpt og hurtigt klippes der midt i stødet til undervandsdronekameraet, der filmer en mur af grøngrumset minegangsvand, blindt navigerende, forvirret, fortabt. Hvad er egentlig det gode liv? Friheden?
På den måde kan jeg godt se, at de tre ellers meget forskellige montageelementer kan tale sammen – men det er med coyotes sprog. For selvom kunstnergruppen i deres formidlingsmateriale anerkender, at arbejderstrejker og ravefester er meget forskellige former for vægring og modstand, ville jeg mene, at de motiveres af grundlæggende forskellige ideologier. Og hvor placerer det grumsede minevand sig – er det «resultatet»? Jeg ser ikke nogen decideret refleksion over modstandspolitik – eller æstetik – i værket. Det gør mig nu ikke noget, men jeg kunne godt undvære den prætentiøse formidling. Jeg oplever, at teksten dækker over en mere umiddelbar visuel, haptisk interesse i filmen, som kan være svær at stå ved i en brændende verden, selvom den jo faktisk er meget højt«ravende», ja eksistentiel.
Hvis man kaster dækkenet af, har coyote med deres æstetiske virkemidler, deres frie, men respektfulde brug af arkivmateriale, timing og et ret abstrakt narrativ, skabt en smuk film. Den sætter sig i kroppen med både kropslig nærhed og skræmmende fremmedgjorthed. Coyote formår at koble en – hvis ikke decideret politisk eller historisk – så en visuel og følelsesmæssig forbindelse mellem materialerne.
Det er svært at tage et stedspecifikt værk ud af sin kontekst og det er tydeligt at værket ikke er skabt til den biografsal i Filmhuset, jeg ser filmen i. Det virker amputeret. Men den problemstilling imødekommer coyote på fineste vis i anden del af New Centuries Are Rare.
Efter filmen bevæger jeg mig lettere desorienteret ind i en baggård på Gl. Mønt og natteblindt famlende videre ned i de rå, minemimende kælderrum, der udgør udstillingsstedet Bizarro. Coyote har udraderet alle levende farvetoner hernede, ved at gøre belysningen neongustengul. Inde i det primære udstillingslokale hænger der tre print, som tydeligvis er stills fra rave-optagelserne i filmen. Men motiverne, der er på randen af opløsning, højkontrast, ligner billeder af mennesker, der drukner, eller måske kælderens genfærd, ufrivilligt fanget af kameraet. Printene er indrammet i metalrammer, der ligner noget fra Føtex, men samtidig har de passepartout og er ophængt nidkært nivelleret på væggene. Det er bizart, men rigtigt i sin på én gang billige og selvtillidsfulde æstetik. Jeg bevæger mig videre i de labyrintiske omgivelser og føler mig pludselig hensat til min barndoms brændekælder på Vesterbro, hensat til mine unge år på kunstakademiet, hvor man på godt og ondt var henvist til at udstille sine værker de mest obskure steder. Jeg er blevet ældre. Men er jeg blevet mere fri?
I min (indre) forvildelse kommer jeg til det sidste rum, coyote har inkorporeret i deres udstilling. Et enkelt billede hænger på væggen ved siden af en aflåst plankedør, hvorpå der står «Elevatorrum / FARE / LUKKET». Det lille print på væggen viser en underarm, hvis ejer forsvinder i mørket.
Coyote lykkes på Bizarro utrolig godt med at kanalisere New Centuries Are Rare videre i en ny form. Det føles ikke som en dokumentation af det oprindelige projekt, men som et helstøbt nyt værk i kontakt med sit ophav. Det rammer mig med en jægers nådigt dødelige præcision. Mit hjerte bløder for minestrejkere, ravere, vildfarne undervandsdroner og den bidende trickster, coyote.
