I sine unge dage ville han aldrig have udstillet dette værk. Det er simpelt hen for grimt, som det hænger dér sammen med ti lignende malerier i Hauser & Wirths elegante galleri i Paris, blot et stenkast fra Champs Élysées og i byens dyreste arrondissement, hvor kun designerbrands i den absolutte topklasse har råd til at have deres flagship-butikker. Lærredet er ret lille og dækket af brun maling påført i tykke, pastose lag. Det fremstår næsten monokromt, men får struktur af urolige penselstrøg, der giver det et sprukket, skorpet, arret og – lad os nu være ærlige – lorteagtigt udtryk.
Kunstneren har kaldt det Six Points (1949): runde prikker i mørkebrune og sorte nuancer, en enkelt udført i bleg orange, og nogle omkranset af en tynd linje i en mere blålig grå. Prikkerne tilføjer noget kompleksitet til det ellers ret simple billede. Som om nogle af prikkerne fra et spil terninger er sluppet løs og landet her.
Men hvad er overhovedet pointen med at vise Francis Picabias senværker nu? Det er langt fra første gang, at man udstiller de sidste frembringelser af én af de mest glamourøse og indflydelsesrige skikkelser i det 20. århundredes kunsthistorie. I kølvandet på succesen med den store retrospektive udstilling på Kunsthaus Zürich og Museum of Modern Art i New York i 2016 har der været flere udstillinger – ikke mindst arrangeret af Michael Werner, som selv er en ivrig samler af Picabia, i egne gallerier i New York og Berlin.
I en samtale fra 2024, der kan ses på YouTube, fremfører Werner det synspunkt, at Picabia (1879–1953) stadig er undervurderet på kunstmarkedet. Han henviser til kunstnerens unikke plads i historien – en plads, Picabia opnåede gennem en syndflod af dadaistiske opfindelser, digte og aforismer, en overflod af publikationer samt utallige provokationer. For ikke at tale om hans malerier, såsom den omfattende serie transparences (fortrinsvist 1927–1932), hvor overlappende, gennemsigtige lag af figurative billeder åbner billedrummet og sammenblander og komplicerer de narrative forløb. Man kan ikke lade være at tænke på, hvad denne kunstner kunne have gjort, hvis han havde haft adgang til nutidens teknologi, medier, AI …
Gennem hele Picabias evigt formskiftende oeuvre forbliver hans udtryk bemærkelsesværdigt konstant, hvilket viser, at han selv var bevidst om vigtigheden af en genkendelig signatur. Som Philippe Parreno påpeger i en kort tekst for Frieze om Picabia som en slags kunstnernes kunstner: «At fremstå som værkets skaber er ikke en ret; det er en diskursiv forestilling.» I tråd hermed skrev Picabia i sit Dada-manifest fra 1920: «Køb kopier af autografer. Lad være med at være snobbet; du bliver ikke mindre intelligent af, at din nabo ejer noget, der er nøjagtigt magen til dit.»
Picabias ofte provokerende og demonstrative foragt for den såkaldt gode smag, hans ambivalens over for samfundet som sådan, og hans fortolkning af rollen som kunstner som en transatlantisk morsom jetset-fætter, der ikke var bange for noget som helst, synes at overskygge de mørkere sider af hans liv og kunst, såsom den sexisme, der er indlejret i mange af hans pin-up-malerier, baseret på nøgenbilleder fra erotiske magasiner. Disse værker, der i sin tid blev betragtet som provokerende, anses i dag som forløbere for appropriationskunsten og en form for bad painting, der kendetegner en hel generation af kunstnere fra Martin Kippenberger og Mike Kelley frem til Thomas Ruff og Jana Euler.
Hvad der dog skulle vise sig langt mere skadeligt i det lange løb, var Picabias berygtede antisemitiske bemærkninger, der faldt i et brev til hans tidligere kone Gabrielle Buffet-Picabia, og som har plettet kunstnerens eftermæle betydeligt – endda mere end en offentlig støtteerklæring til marskal Pétain, lederen af Vichy-regimet, der samarbejdede med Nazityskland. På den anden side bør man huske, at ingen nogensinde har hævdet, at Picabia – i modsætning til hans ven Picasso, der som bekendt offentligt støttede Stalin – var en politisk aktivist, og da slet ikke en moralsk ledestjerne.
Udstillingen i Paris, der kommer i kølvandet på udgivelsen af et fire bind stort catalogue raisonné fra 2023, fokuserer på værker skabt i de otte år mellem afslutningen på Anden Verdenskrig og frem til kunstnerens død i 1953. Den præsenterer 44 værker, der groft sagt kan grupperes i tre spor: sammensatte abstraktioner, forhistoriske figurer med anstrøg af mysticisme, og prikmalerierne. Værkerne, der ofte henter inspiration fra tidligere kompositioner og undertiden fremstår som delvist overmalede ældre værker, giver indtryk af, at kunstneren var i færd med omredigere eller skabe kollager af forskellige lag af sine malerier. I nogle tilfælde går han så langt som til fuldstændigt at overdække dem, så de tidligere malerier kun kan anes, hvis man virkelig fordyber sig i de tykke, pastose lag.
Som eksempel på kunstnerens sammensatte eller retrospektive bearbejdninger kan nævnes Les Bonnes Idées (Gode Idéer, 1948), der kunne være en parodi på en kubistisk komposition: en simpel stak af otte-ti kasser (eller lærreder?) udført i lyserød, hvid, brun og blå-olivengrøn op mod en kulsort baggrund; simple tegninger udført i ultramarin synes at angive et bestemt formål med hver af dem, som om de var flyttekasser.
Picabia tilbragte mere eller mindre Anden Verdenskrig på den franske riviera uden at ændre synderligt på sin overdådige livsstil, lige bortset fra at han måtte bytte sine elskede luksusbiler ud med en cykel. Han blev ved med at feste, arbejde og udstille med stor succes. I sommeren 1944, altså samtidig med Frankrigs befrielse, fik han alvorlige helbredsproblemer, muligvis et slagtilfælde, og måtte indlægges i flere måneder. Hans kvaler blev yderligere forværret af en anklage om, at han havde været tyskvenlig kollaboratør. Han blev senere renset for denne mistanke, men inden da førte anklagen til, at han blev bevogtet af politiet på hospitalet, og hans hustru, Olga Mohler, blev fængslet. Adskillige måneder senere flyttede det løsladte par til Paris og slog sig ned på øverste etage i samme hus, hvor kunstneren blev født. Det blev hans sidste bopæl.
De nye malerier var mørke og teatralske. Simple, men mystiske totemagtige figurer dukker ud af mørket i værker som Le Brave (Den Modige, 1947), der er inspireret af stenalderbilleder af dyr og andre figurer, som er fundet indridset i knoglestumper. Som om den ultimative katastrofe, Anden Verdenskrig havde udgjort, betød at kunsten nu måtte vende tilbage til sine dybeste forhistoriske rødder – en følelse, Picabia delte med en yngre generation af kunstnere, som han lærte at kende ved at afholde søndagssaloner.
Et vigtigt bekendtskab i denne periode var den indflydelsesrige kunstkritiker Michel Tapié, forfatter til Un Art Autre (En anden slags kunst, 1952), der fremførte ideen om en ny fransk skole for abstrakt, ikke-geometrisk kunst – art informel. Hans ideer banede vejen for senere bevægelser og udtryk, fra Lucio Fontana til Barnett Newman og Jackson Pollock. Allerede i 1946 havde Tapié peget på forbindelser mellem den ældre dadaists værker og hans yngre samtidige, der var knyttet til begrebet Art Brut, nemlig Henri Michaux, Jean Fautrier og Jean Dubuffet.
Så hvad kan man udlede af denne udstilling? Som den legendariske kurator Harald Szeemann engang sagde, er Picabia en kunstner, der uophørligt placerede sig på god afstand af alle bevægelser, der kunne tænkes at blive til ideologier. Han tilsluttede sig ikke de eksistentialistiske begreber, som hans yngre samtidige tog til sig, men dyrkede i stedet en egen uforpligtende tilgang, hvilket resulterede i tilsyneladende simple, men gådefulde værker: prikmalerierne, grove og kraftigt strukturerede monokromer i hvid, lyserød, sort, blå og brun, med varierende antal prikker i mere eller mindre kontraststærke farver.
En ting, Picabia ikke ændrede, var vanen med at overmale gamle lærreder. Så selvom billederne viser et antal prikker, peger malingens struktur på noget andet, der ligger lige under den synlige overflade. Det er nu fjernet, utilgængeligt og må forblive en hemmelighed, fordi, som kunstneren selv yndede at sige: kun de afmægtige kaster sig i gruset for fortiden. Og dermed ved vi også, hvad der gemmer sig derinde: den unge Francis Picabia og hans glæde ved at male.
