Lige overfor Københavns Rådhus er bygningen pakket ind i stillads og reklamer. Man kommer op af metroen på Rådhuspladsen og kanter sig forbi det tilsyneladende evindelige metrobyggeris grønne hegn, ind bag en skurvogn og hen til opgangen, og pludselig står man inde i den helt tomme bygning. Her var tidligere en blanding af beboelsesejendom og kontor, men bortset fra en enkelt beboer, som har forskanset sig i sin lejlighed, er alt indmaden revet ud af karréen, der nu skal være en ren kontorbygning.
På tredje sal i dette kaos af rørledninger, afdækningsplast og murbrokker, er det københavnske projektrum Vermilion Sands rykket ind med en stedsspecifik gruppeudstilling, der tematiserer netop gentrificering og byens evige foranderlighed. Titlen Soft Town Strip Hall peger på beliggenheden på Rådhuspladsen, men også på renovationsteknikken soft strip, hvor man tømmer en bygning for alt andet, end de bærende vægge. Måske hinter den også til, at det, der i dag er et knudepunkt for trafik og turisme, tidligere var et små-skummelt kvarter i direkte forlængelse af Københavns red light district. Sådan ændrer byens sig hele tiden, i mindre ryk for os, der bor her, men dog – set over en længere periode – fundamentalt.
At byen er i konstant forandring er også temaet i et helt enkelt og poetisk værk, videoen Death Loop (2019) af Mia Edelgart, Sebastian Hedevang og SOLW. På en køretur gennem metroens futuristiske gange interviewer de en række tilfældigt udvalgte københavnere om, hvordan de tror, byen vil se ud i fremtiden. «Jeg tror, at den vil ligne Tokyo,» drømmer en lille dreng, mens andre forestiller sig en by, der drukner i affald eller et København, hvor en voksende deleøkonomi vil gøre fællesskabet stærkere. Interviewene krydsklippes med et besøg på Københavns Museum, hvor en medarbejder fremviser arkæologiske fund fra metroudgravningen – kranier, merskumspiber og skøjter lavet af dyreknogler – der fortæller en helt sart historie om dem, der kom før os. Hvad mon fiskerne på Gl. Strand forestillede sig, når de bappede på deres piber og drømte om fremtidens København?
Det er en dejlig løs kuratering, stramt bundet sammen af den spektakulære lokation, Vermilion Sands har begået. Det føles som en regulær skattejagt at bevæge sig rundt imellem halvt nedrevne vægge, afspæringer og efterladte redskaber, for skiftevis at blive indfanget af udsigten ud over byens centrale boulevarder og af de værker, der smyger sig elegant ind i omgivelserne. Som når Julie Riis Andersens sært analoge print af reklamelogoer og piktogrammer går i direkte dialog med håndværkernes spraymalede instruktioner til hinanden – «stuk ned» står der eksempelvis – eller når man pludselig får øje på Cecilie Skovs små, fine tinplader med nøgler og skakbrikker i et ellers helt bart rum.
Soft Town Strip Hall holder en præcis balance imellem de politiske opråb og de mere drømmende eller surreelle fremtidsscenarier. Hvor Adam Gallaghers frokostspisende minearbejdere synes at pege på arbejdsvilkårene for alle dem, der bygger vores by, taler Michala Paludans fotografier af fabriksrobotter ind i en nær fremtid, hvor det manuelle arbejde forsvinder.
Inde i Marco Spörles serie af hvide postkasser er der monteret prints, der viser interiørs af den slags, man finder i boligsalgsannoncer; store lyse rum med designermøbler og en steril stemning. Men noget foruroligende sniger sig ind i ejendomsmægler-drømmen, for udenfor vinduerne eller ned fra loftet glider alien-agtige figurationer af blottet kød.
Savner man en mere konkret politisk stillingtagen, leverer Lucille Groos’ videoværk Emotion Rules Alone fra 2022. Her følger vi en kvinde, der i desperation over de stigende boligpriser er kravlet op i en kran på en af byens mange byggepladser, hvorfra hun kaster flyveblade ud og truer med at springe, hvis ikke hun får tilbudt et hjem, der er til at betale. For mange kunstnere og kunstarbejdere er hendes situation formentlig genkendelig: Det, der er nogles drøm om en glitrende, futuristisk storby, er de mindre bemidledes mareridt af midlertidige kontrakter på lejligheder, der ligger længere og længere væk fra centrum. Gad vide, hvor vi alle – inklusiv ejendommen på Rådhuspladsens sidste tilbageværende beboer – ender med at bo?
