At opleve nye universer, tage med på rejser, træde ind i fantasiverdener, sådan beskrives kunst ret ofte. Af enhver art, ikke kun billedkunst. Jeg har ingen statistik til at underbygge, at tendensen er for opadgående, men jeg tror det – tilsyneladende er det et salgsargument at love den her slags bogstavelig talt bevægende begivenhed. Således også på Charlottenborg, hvor både åbningstale og vægtekst til en stor soloudstilling af newzealandske Francis Upritchard byder på løfter om rejser og universer lige inde bag den døråbning, der skiller kunsten fra det velsagtens modsatte af fantasiverdener: en foyer.
Og var det ikke fordi skulpturerne ser ud, som de gør, havde jeg formentlig ikke skænket vokabulariet mange tanker, at noget er ’en rejse’ virker så indlejret i vores gængse (pop)kultursprog, at det er nemt at overhøre (hvilket ikke ændrer på, at det er en uskik at kalde andet end en rejse for en rejse). Men skulpturerne ser ud, som de gør, og allerede i første væsensmættede rum kommer jeg i tanker om, at jeg jo er på rejse, og jeg tænker på hvorhen.
Ti figurer er der herinde, et overtal er menneskestore og menneskelignende, men med sådan nogle overdrevne modernisme-lemmer, der antyder, at vi altså befinder os et andet sted end i virkelighedens verden. Lange tynde arme, klumpede maver, forvoksede ansigtstræk, spinkle halse, sammensunkne skuldre. Et par havfruer, en medusa, kentaurer og dinosaurer – nogen fra, ja, fantasien. De fleste er brunlige som beskidt gaze eller mosefund, uskønheden må være intentionel (men næppe konceptuel).
Jeg bryder mig ikke rigtig om at kigge på dem, og jeg tænker over hvorfor. Det såkaldt grimme har for længst indtaget sin fuldkommen legitime plads ved siden af det såkaldt skønne i de logikker (samtids)kunsten opererer med, det har en perlerække af avantgardebevægelser blandt andet banet vejen for, og i øvrigt er jeg sådan set overbevist om, at jeg intet har imod viljestærk grimhed. At ordet ’grim’ også er meningsløst at hæfte på kunstværker – i hvert fald hvis man gerne vil tages seriøst som kritiker – er en anden snak.
Francis Upritchard arbejder primært med en bestemt slags brasiliansk rågummi, mange af skulpturerne er støbt uden støbeform, håndmodelleret mens materialet stadig er halvsmeltet og formbart – en proces, der vidner om teknisk snilde. Flere tætpakkede rum følger efter det første, et par besynderlige men egentlig også fede scenografiske greb, den ene brunlige gummifigur efter den anden, fabeldyr- og fantasistemningen tykner. På et tidspunkt går det op for mig, at det nok netop er rejsen, fiktionerne, simpelthen ’universet’ som sådan, jeg er uinteresseret i. Men uinteressen føles udpræget subjektiv, jeg tror mange vil holde af skulpturerne: Gummiets marmoreringer og figurernes silhuetter ligner ikke sjældent couture, sådan noget asymmetrisk forrevent Vivienne Westwood i jordfarver, og Upritchards modelleringsevner er tydeligvis overlegne.
For mig at se er der bare ikke så meget mere at komme efter. «Hun er optaget af, hvordan fortiden opfattes i dag og hvordan fremtiden kunne tænkes at se ud», står der i udstillingsteksten, og udover det vanskelige i at få øje på hvordan, er det også sigende for udstillingens ufokuserede bredde. En endeløs frembringelse af figurer, nogle er enorme, nogle er bittesmå, nogle lidt mere idiosynkratiske og spraglede end de monotont brunlige gummiskulpturer, men det ligner frembringelse for frembringelsens skyld, fantasi for fantasiens skyld.
Det er et ret stort problem – som jeg vil mene er reelt og ikke en smagssag – at der er alt, alt for mange værker i de seks rum, hvor store og højloftede, de end er. Formentlig er det noget kunstneren har insisteret på, et udslag af den kompromisløshed, der lader til at gennemsyre arbejdet som sådan, men det er synd for objekternes mulige kvalitet, at kvantiteten er så massiv. Mere end 70 værker i et rum tæller jeg i det grelleste tilfælde, og med fare for at lyde snobbet: det er altså lidt useriøst.
Mens udstillingen er rig på ting, er den dog som nævnt ret fattig på koncept – snerten af konceptualitet, jeg kan få øje på, er primært stedsspecifik. Upritchard har lavet havfruer som en homage til vor egen på Langelinie, og hun har lavet nogle Giacometti-lignende figurer som en homage til det faktum, at der er Giacometti-skulpturer på Louisiana. Og så har hun lavet nogle store skulpturer i anledning af, at Charlottenborgs rum er store. Det er jo en sympatisk nok indstilling til kontekst, men er det ikke også mærkeligt, måske en anelse dovent? Der er højt til loftet og i øvrigt en berømt havfrue og noget Giacometti i nærheden, se mit spin-off og en større skala.
Jeg tror mange vil tage på Charlottenborg og have en god oplevelse med Francis Upritchards hundredvis af værker, der er virkelig meget at kigge på. Pludselige smykker i gummiansigterne, adskillige grimasser og detaljer og smuk vokstekstur, pludselig et par krystaltårer i et stofansigts øjenkroge, pludselig en masse keramik halvgemt bag et tæppe. Rejsen og universet vil sikkert være noget for mange, ligesom rejser og universer i det hele taget er – men når det kommer til billedkunst, kan jeg nok bare bedst lide virkeligheden. Når kunsten kigger på den verden der findes i stedet for at bygge en anden.
