Hvordan ser den non-figurative ekspressionisme ud lige nu? Kan den noget som genre i sig selv, eller vil den uvægerligt blive nostalgisk kitsch, der lukrerer på tidligere tiders «ekspressionismer»? Dette er spørgsmålet, som kurator Dexter Dalwood forsøger at besvare med udstillingen «De Kooning, De Kooning, De Kooning…» på David Risley Gallery i København.
Dalwood er selv maler, er repræsenteret af Gagosian, og har netop været nomineret til Turner Prize 2010. Han er med andre ord en kender af malerfaget, og derfor er man interesseret i at se hans udvalgte bud på denne svære genre.
En anden interessevækker er den spidsfindige kontekstualisering af udstillingen: det sort-hvide foto af De Kooning med malerpenslen foran sit staffeli, som pryder invitationen, pressemeddelelsen med et citat af Gerhard Richter, der påpeger at man ikke kan forvente sig noget som helst af nogle strøg på et lærred; hverken at det kan opnå noget, eller udtrykke noget. Titlen på udstillingen stammer fra Paul McCarthys video The Painter (1995), som vises på en monitor i udstillingen. Og den anerkendte amerikanske kunstkritiker Arthur C. Danto citeres for gerne at ville have et nyt blik på 80ernes neo-ekspressionisme, og den efterfølgende «death of painting», hvor en bevidst grimhed i maleriet igen forsøgte at udradere den mytiske aura, der vedvarende omgiver maleriet. Men tager man til gengæld denne kontekstualisering for pålydende, bliver udstillingen dog straks mere problematisk, end hvis den «bare» forestillede at være en præsentation af nye ekspressive malerier. For hverken udvalget på 6 kunstnere, eller de små lokaler hos David Risley Gallery kan i virkeligheden bære den «reeksaminering af den ekspressionistiske arv» som udstillingen gerne vil være.
Alle værkerne på «De Kooning…» er malet i 2010, og alle af yngre kunstnere. Den største umiddelbare forskel fra såvel den abstrakte ekspressionisme som 80ernes neo-ekspressionisme er dog ikke værkernes udformning, men kvindernes tilstedeværelse på udstillingen. Af de 6 udvalgte malere er de 4 kvinder. På den måde bliver denne udstillings største bidrag til undersøgelsen af den ekspressionistiske genre i dag, inkorporeringen af kvindelige malere, som har været forment adgang i de tidligere «ekspressionismer». For selve malerierne ligner nu engang det, de er: non-figurativt maleri.
Alle kunstnerne twister genren med moderne tilføjelser på den ene eller den anden måde. Stuart Cumberlands store blå maleri ligner fx umiddelbart et typisk ekspressionistisk værk, med store strøg og maling der render ned ad lærredet. Men disse klassiske kendetegn stammer hos Cumberland ikke fra nogen malerisk ekspressiv gestus, men fra en omstændelig proces, skabt med stencil og pertentligt malet med pensel. Dermed er det ikke «looket» der ændres, men metoden, hvor de store armbevægelser erstattes af en kalkuleret malerisk strategi. Dette greb gør udtrykket langt køligere og mere stramt komponeret, men det gør samtidig at malerierne fremstår sært livløse i forhold til den ekspressive stil, der ellers om noget er kendetegnet ved en særlig energi og udfoldelse på lærredet.
Flere af de andre bidrag er rene parafraser over tidligere værker fra kunsthistorien. Som fx Vanessa Mitters The Rape (after Magritte), hvor «ansigtet» hos Mitter er skabt af approprierede gule cirkler som øjne/bryster og «hår» er påsat lærredet som overskæg eller kønsbehåring. Værket bliver dog mere en pastiche end en parafrase, for hvor Magrittes værk var et surreelt værk med stærke symbolske lag, så er de eneste lag i Mitters værk helt konkret skabt af maling: malingen løber og kunstbehåringen stritter.
Rannva Kunoys værker er mere rensede i deres udtryk, end de andre malerier på udstillingen, men de rummer samtidig et dybere lag, hvori man aner ansatsen til noget figurativt; nogle bogstaver og måske en båd anes igennem det tågede udtryk i den maleriske stil. Den lidt dystre poesi virker narrativt ansporende, og på den måde investeres man i lærredets fortælling, der løsgiver et potentiale den i øvrigt ret svage citationskunst ikke ejer.
