Hvad stiller man op, når man pludselig finder ud af, at der til det hus, man netop har købt, hører 25 hektar skov? Det må have været dilemmaet for billedkunstner Søren Taaning, der for godt ni år siden etablerede Skovsnogen – et udstillingssted i den fri natur godt 30 kilometer syd for Herning – sammen med kollegaen Rene Schmidt. Siden da har projektet bevæget sig fra hobbyplanet over i en professionelt drevet skulpturpark, der i omfang svarer til Wanås i Skåne, men som i modsætning til sin svenske ækvivalent befinder sig i betydeligt vildere og mindre trimmet natur.
Hvert år føjes der nye værker til den allerede imponerede samling, der i dag tæller værker af mere end 100 kunstnere, og det fejres med en åbning i september, hvor folk strømmer til skoven fra alle ender af landet. Det var således en fuld bus fra København, der føjede sig til de godt 200 mennesker, som denne weekend var mødt op i skoven til præsentationen af udstillingen Motherload, der er en af flere nyligt tilkomne projekter.
Bevæbnet med kort og paraplyer gik vi ad en smal skovsti langs marker og vandløb, gennem nåle- og løvskov, og stødte undervejs på de mange, primært skulpturelle projekter, der var stået ud på ruten. Nogle føjer sig ind i og går i dialog med den natur, der omgiver dem – heriblandt Malte Klangenberg og Laurits Nymand Svendsens indkapslede, levende kube med halm og mycelium, og Julie Stavads smukke, keramiske beholdere, der indsamler regnvandet – mens mange andre operere med det overraskelsesmoment, der ligger i at gå af en stille skovsti og pludselig møde Jes Brinchs meterhøje «HATE»-skulptur af røde mursten mellem granerne.
Der er foreløbig hverken elektricitet eller vand i skoven (omend det er et ønske at få det i fremtiden), hvilket sikkert er forklaringen på, at så mange af værkerne langs ruten har skulpturel karakter. En anden årsag er ganske givet, at det for mange værkers vedkommende er planen, at de skal være en permanent del af Skovsnogen, og derfor skal være robuste nok, til at klare vind og vejr uden alt for meget vedligeholdelse.
Anderledes forholder det sig med et af årets nye projekter, Motherload, som hverken er skulpturelt baseret eller har permanent status. Motherload ligner derimod mere en traditionel udstilling, der kunne have været præsenteret på YEARS, kuratorerne Anna Margrethe Pedersen og Ditte Sorias udstillingssted på Nørrebro.
Selv om Motherload ligger midt i skoven, i en lysning mellem tætte træer, er rummet defineret og afgrænset af fire store bannere i hvert verdenshjørne. Herpå har Jonathan Meese, der selv er kendt for at medbringe sin mor på alle sine rejser, opridset Motherload-manifestet, der tegner et rimelig altomsluttende billede af moderfiguren: «Mutterz = Chef, Liebe, Baby, Macht, Wahn, Natur, K.U.N.S.T», hedder det blandt andet på det østvendte banner.
Motherload kan oversættes til «hovedåre» – af den slags, man eksempelvis finder i en guldmine. Men udstillingen arbejder også med alle de andre associationer, som ordet giver: «Et ordentligt læs moderskab eller moderens byrde,» som Ditte Soria formulerer det i sin åbningstale, der bliver afholdt fra «udstillingens navle» en rund platform smykket med en mosaik af strandsten. Platformen er Anna Margrethe Pedersens værk og fortæller lidt om, hvor bredt man i denne udstilling forstår moderskabet. Her er det kuratorrollen og det at skabe en platform, hvorpå andre praksisser og værker kan udfolde sig, der udfoldes som et aspekt af den moderne moderrolle.
Et andet, måske mere problematiserende, blik på moderen findes i Hannah Heilmanns lille, skrøbelige familie, Mælkemor, Skyggefar og stedmoderblomster. Her finder vi Mælkemor – en lang, hvid kjole, der flagrer i vinden fra en gren – og Skyggefar i form af små bygningsruiner, som hviler direkte på skovbunden. Familiens fremmedelement, Stedmoderen, er repræsenteret af flere stedmoderblomster, der er plantet i skovbunden som små eksotiske gæster i den hårdføre, skandinaviske natur.
En stor del af udstillingens værker beskæftiger sig med naturen som skabende udgangspunkt og med de paralleller imellem moderskab og økosystem, som findes i de nyere feministiske teorier, der ser (kvinde-)kroppen som værende i konstant, væskende udveksling med sine omgivelser. Således har Michala Paludan bidraget med en række store, lidt deforme graviditetspuder, der slynger sig i skovbunden omkring stammerne på spæde grantræer, og Lewis Teague Wright har sat en scene — bestående af to orange jagtstole – for en skrevet dialog imellem to karakterer af mudder, der fødes af regnvand, omdanner planter og døde dyr til muld og udtørres af solen.
Udstillingens for mig stærkeste indslag var en performance af britiske New Noveta. To kvindelige performere klædt som skovmytologiske figurer rev og flåede i lange mørkerøde tarme, der indkapslede geleagtige klumper af æg. En slags dramatisk fødselsseance, hvor kunstige og naturlige væsker sprøjtede fra en dybblå vandpøl op på det publikum, der bevægede sig for tæt på, til et foruroligende, diskantpræget soundtrack og højlydte skrig fra performerne.
De mange forskelligartede vinkler på moderskab er forrygende godt iscenesat i skovomgivelserne, hvor den udveksling imellem natur og krop, der er på spil i mange af værkerne, ikke blot forbliver på referenceplanet, men indgår i en reel interaktion med omgivelserne. Udstillingen kører til 1. december, men der går formentlig ikke lang tid, før Heilmanns stedmoderblomster visner, stofværkerne flænses af vinden og det hele indoptages i den naturlige cyklus, som også moderskabet er en del af.
