Inden for murene på det gamle Charlottenborg bliver jeg lokket ind i den store udstillingssal af en flok gule hvedestrå, der står og vinker til mig på rad og række. Hver enkelt strå er placeret i sin egen lille gipssokkel, forbundet til et batteri. Frem og tilbage svinger de, nogle duvende, andre mere hektisk. Enkelte står helt stille og en hel række banker repetitivt deres korn hjernedødt mod væggen. Først virker det nuttet, straks derefter er skræmmende som en tsunami af monokultur. Værket, som hedder Dødvande og er lavet af Ida Schrader, står i sin dobbelthed som en genmodificeret sfinks ved udstillingens indgang. Lige overfor hænger tre malerier af Johannes Getatcho Arvidsson, hvoraf to spejler Schraders værk med gule marklandskabsmotiver. I det største, der hedder U, anes i et skyggebillede, en silhuet af en kvinde.
Årets afgangsudstilling udfolder sig som altid i Charlottenborg Kunsthals sydvendte sale samt elevator og biograf. I år udstiller hele 34 kunstnere, hvis primære fællestræk er, at de tilfældigvis er nået til afslutningen af seks års akademistudier samtidig. Det er altså et kæmpe kuratorisk puslespil, som årets kurator, polske Natalia Sielewicz har takket ja til at samle.
Som kuratorisk metode har hun taget udgangspunkt i affektteoretikeren Laurent Berlants idé om «nonsuveræn relationalitet», som kort sagt handler om, at vi skal have vilje til at lade os ulejlige af hinanden, for at kunne forstå og omgås. I praksis sker det ved at tænke kuratering som en etablering af en «nærhedens infrastruktur», en omformulering af kønsforskeren Ara Wilsons «intimitetens infrastruktur». Metoden er velvalgt til opgaven, for på Afgang er kompromisets kunst også altid til eksamen.
Arvidssons kvindesilhuet går igen, i overført betydning, i Simin Stine Ramezanalis rørende filmværk, MO(U)RNING XXL. I en dekolonialistisk diskurs behandler kunstneren oplevelsen af at se sin mellemøstlige kulturarv udstillet under et besøg på Davids Samling. Hvordan hun, som jeg forstår hende, føler en desorienterende strøm af sorg under livet, der samtidig kan indeholde masser af hverdagsglæde. Filmen kan man betragte fra en platform dækket af mellemøstlige tæpper, som sagde Ramezanali: Dette er mit domæne. Kunstneren bærer stærkt, søgende og åbent sin sorg på sine egne skuldre, men inviterer publikum med på udforskningen af den og dens strukturelle årsager. Det vidner om en stor (selv)tillid fra kunstnerens side, at man som beskuer føles helt fri til at drage med eller lade være. Selvfølgelig vil man med!
Jeg går videre gennem udstillingen og selv med min skrappeste kritikerbrille på næsen, er det faktisk en fornøjelse både værkmæssigt og installationsmæssigt. I den allersydligste udstillingssal hænger tolv store denimpatchwork-billeder på endevæggen. Billederne er enkle portrætter, tegnet med gul symaskine-zig-zag-streg. Kroppe, tøj og hår er syet på med varierende cowboybukseblå toner. Femten sting i hver brystvorte, tusinde sting i tegnede kroppe hedder værket, der er en blanding af virkelige og fiktive figurer, som kunstneren bag, C Clement, har et personligt forhold til. Enten privat eller af mere samfundsmæssig karakter, som fx idoler eller tænkere, der har betydet noget for kunstneren. Nogle af dem kan jeg kende, som fx komikeren Alok Vaid-Menon der igennem sit arbejde sætter fokus på transkønnedes rettighedskampe, men også på at give udtryk til og for transpersoners glæde, humor og livslykke. Clement bruger denimmaterialet som en metafor for huden selv, for kroppen, der kan snittes, sys ind, formes i et (selv)billede. Femten sting … fortsætter i en lille kunstnerbog med titlen Ikke altid blå, hvori rækken af portrætter udvides. Bogen, som gemmer sig nede i boghandlen, er en malebog og jeg oplever C Clements arbejde som et ydmygt ønske om at dele ud af det, der bringer glæde, at give andre muligheden for at farvelægge, at finde rum i kunsten.
Den modsatte ende af samme sal har Ida Raselli besmykket med små fine, men også undseelige objekter af naturlige materialer, såsom vildt ler, tang, og bark, limet direkte på væggen. Materialerne forgrener sig delikat ornamenteret på en svagt lyserød baggrund. Titlen på værket, Som et landskab vil det levende, har Raselli taget fra Jonna Bornemarks tekst Jag er himmel och hav – en filosofisk undersökning af graviditet, liv og jagets gränser. Ligesom Clement har Raselli også produceret en lille bog, Røde Sommer, hvori hun forankrer sit værk i sin krop, i kroppens køn og kønnets forbindelse til jorden og naturen. Selvom de to kunstnere arbejder meget forskelligt, er der også hos Raselli tale om en fællesskabsorienteret praksis. Her dog primært igennem en dyrkelse af naturens urkræfter og kvindens krop, som besiddende en art altid allerede immanent modstand mod kapitalismen. Både installation og publikation kredser om det cykliske; menstruation, graviditet og fødsel. Værket rører mig dybt i dens besyngelse af livets kraft, men jeg bliver også sorgfuld, fordi det, som Clement indirekte påpeger, og Raselli også er bevidst om, ikke er alle forundt at mærke sig selv. At trække sig fra verden når man bløder, at føde uden komplikationer, eller at føle dyb forbindelse med sig selv eller sine børn. Ikke bare under kapitalismen, men i særdeleshed også under patriarkatet.
«Jeg bliver grebet af en impuls til at droppe ud af det hele. Det eneste jeg vil er at sprede benene. Og lægge et æg. […]» står der på væggen. Hollie Solvilds værk, Det eneste jeg vil _ på en ny pony er endnu et værk, der ikke ligefrem skriger på opmærksomhed, men som ved nærmere eftersyn virkelig giver den gas. I selve udstillingen findes blot en enkelt vægtekst, samt et screenshot-print fra computerspillet Read Dead Redemption 2 hvor en cowboy rider i et solnedgangslandskab. Billedet er romantisk og kitschet, mens teksten er både humoristisk, dramatisk og stram. Værket udvides også her i en kunstnerpublikation, Overflod, hvor teksterne er flere, og billedkollagerne folder sig ind i teksterne i en lille, kæbespændt kærlighedsdrøm. Men igen, du opdager kun overfloden, hvis du holder godt øje.
Det skjulte er et element i videoværkerne Perifairy af Marine Morel Sanati, og Eavesdropper af Maja Li Härdelin. Perifairy består primært af en videomontage med forskelligartede optagelser, der alle sammen dvæler ved kulturelle symboler og (brug af) naturens billeder. I en betagende scene i en kørende bil filmes et ansigt, som holder sig halvskjult bag en supermarkedsorkidé i transparent plastikemballage. Ansigtet kigger vedvarende på kameraet, nysgerrigt, men hele tiden også bly. Et dyremønstret gulvtæppe i en lejlighed i Teheran klippes sammen med sanselige optagelser af blåmuslingeskaller på en strand. Kunstnerens far, antager jeg, har malet et vægmaleri i sin stue af en kvinde, et træ og en fugl, det symboliserer Woman Life Freedom. Det hele forekommer mig blidt politisk-poetisk og synæstetisk. Det rammer mig på et blødt punkt uden for sproget.
Eavesdropper er derimod meget verbalt. Videoværket, som befinder sig i Charlottenborgs biograf, behandler spørgsmålet om, hvordan forskellige måder at lytte udvikler os som mennesker. For eksempel barnet, der lytter med til de voksnes snak, jo mere lavmælt des nemmere at afkode. At sidde i sit klædeskab og pludselig høre en stemme, man ikke ved, hvor kommer fra, et overnaturligt væsen, måske? Eller at lytte, sådan rigtig lytte, for at kunne forstå kulturelle koder, oversætte og videreformidle. Midt i biografsalen hænger der to små klokker. De ringer flere gange i løbet af filmen, som en lille nutidspåmindelse, hører du stadig efter?
Den stille overflade, det finurlige og uprætentiøse præger hele Afgang 2023. Kuratoren har formået at få de forskellige praksisser til at spille sammen, uden at nogen bliver overdøvet. Naturligvis er der værker, der bogstaveligt talt er højlydte og larmer – også visuelt. Men de besidder samtidig en skøn kombination af at være rummelige og inviterende tillidsfulde i forhold til, hvad deres værker kan og til publikums engagement i dem. Kunstnerne på årets Afgang har meget på hjerte, og jeg tror vi har meget godt i vente fra dem. Så ja, jeg lytter stadig gladeligt med.
