Som en langstrakt Cy Twombly-krusedulle slanger den sig i bløde buer ind og ud af kunsthallens store rum badet i det skarpe ovenlys, som næsten truer med at opsluge den – årets afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi. Gennemsigtig, let og nærmest verdensfjern er normalt ikke adjektiver man plejer at kunne vedhæfte på denne udstilling. Men i år er den speciel, på grund af den umiddelbart homogene karakter mærket af en tyst, lidt undvigende atmosfære.
Det begynder på kunsthallens trappe med Arendse Krabbes installation af lav, en af de mest undseelige og nøjsomme organismer man kan tænke sig – en svamp, der kan vokse helt uden jord, på træernes bark eller klipper, fordi den indgår i en symbiose med alger. Symbiosen er fundamental i Krabbes installation, hvor de små stykker lav hænger i nylonsnor fra loftet og bevæger sig ved det mindste vindpust i udstillingsrummet eller når de indgår i Krabbes lecture performance, hvor bevægelse igangsættes af kunstnerens udånding mellem ordene. «Arendse Krabbe, 1979 (DK) i samarbejde med Lav,» står der på skiltet, hvorved udtrykkes en særdeles ydmyg holdning overfor det symbiotiske samarbejde med mikroorganismen – men måske også overfor det kunstneriske arbejde helt generelt?
Det fortsætter hos Matilde Duus, hvis kæmpestore bannere af hvidt papir påført lak hænger blødt ned fra loftet og svajer let, når beskueren går forbi. «Du forsvinder imens du venter» er meget apropos titlen på samme kunstners abstrakte print, som er brændt på glasplade.
I Sif Itona Westerbergs 5-6 meter lang frise i armeret gips kan man ane afstøbninger af telefonrør, ryglænet fra en kontorstol, et computertastatur og andre menneskelige efterladenskaber som jævnfør de antropocæne undertoner i værkets omtrent 200 ord lange titel («post GMO cornfields, post bioengineering, post crisis» etc.) vel sagtens skal antyde i hvilken grad den menneskelige intervention har medvirket til at forrykke naturens balancer. Et kritisk relief måske, men i et «post-perspektiv». Vi er allerede ovre på den anden side.
Den fornemmelse får man også – omend i en mere New Age-sværmende version – af Birk Bjørlos oliemalerier i frygtløse formater, hvoraf især (((O))), et neonlysende, flimrende «dronemaleri», nærmest giver associationer til auramaleri. I samme rum findes også Markus von Platens formelle relieffer af blød masonit med transparent perspex-ramme og med noncholant men kontrolleret airbrush tag, som både konnoterer grafitti og abstrakt malerisk gestik, måske mest det sidste.
Andre værker kunne fremhæves som eksempler på den lidt undvigende, transparente atmosfære, som præger udstillingen. Men det nok mest distinkte udtryk for «tendensen» er Annarosa Krøyers kæmpestore, men helt usynlige vægrelief. Det 4 x 4 meter store kvadrat, med den passende titel Chromofobi, er en tabula rasa i bogstaveligste forstand, indarbejdet i væggen ved hjælp Decoliss marmorpuds, hvorefter man, helt tæt på, kan ane en blank, marmoreret overflade af den slags, man normalt ser i hotellobbyer, banker eller lignende steder, hvor man i særlig grad benytter sig af eksklusive, tomme overflader.
Pia Eikaas luftige, bløde tekstil-installation i douche nuancer af laks, lysegrå, lysegul og lilla fremkalder umiddelbart en japansk stemning med de lange gardiner, der definerer rummet, tatami-gulvet af pap, zori-sandaler i skumgummi og tehjørnet på gulvet med tilhørende kande og keramiske kopper. Kjoler, bukser og bluser hænger på en slags tøjstang og mens man læser ordene påsyet kostumerne, «Debt» eller «Guilt», og på de strikkede grydelapper, «Power Integration», glider fornemmelsen af japansk stue mere over i en stemning af backstage eller scene, jf. værkets titel Constructions and Destructions: A Potential Play.
Eikaas’ sammenføring af objekt og tekst er kryptisk men virker stimulerende og leder tankerne i retning af skulpturel happening a la Guy de Cointet, hvilket i øvrigt underbygges i kataloget, hvor Eikaas har bidraget med hele fem drejebøger til «Potential Plays», som rummer så meget Dada-overskud – eksempelvis omkring latteren og lortens potentiale – at man kun kan se frem til mere. Og det får man faktisk allerede i det tilstødende rum, hvor det går helt Dada – eller snarere «CACA», som der står påsyet Jonas Frederiksens hvide gardin, eller ubehjælpsomme flag, absurd sat op midt på en gulmalet væg med tilhørende lyserødt panel. «Yes we are all gonna die – but it is nice to have a laugh about it, if nothing else ;-) Shitting and laughing and playing shall be the driving force of our new world, hahaha!» – som det lyder i et af Eikaas’ manuskripter.
Fanzine-camoufleret-som-katalog er efterhånden blevet den foretrukne skabelon for afgangskatalogerne på de danske akademier: kunstnerne bidrager med tekster eller billeder efter eget valg uden nødvendigvis at skele til den overordnede sammenhæng. Katalogerne rummer derfor sjældent nogen formidling af kunstnere eller værker, hvilket er helt forståeligt, da det er et kæmpe arbejde at forfatte den slags. Til gengæld bliver resultatet ofte, at medmindre man kender dimittenderne, så er fornemmelsen lidt af en lukket fest og et lidt tilfældigt sammensat produkt.
I år er kataloget designet med et kærligt nik til Mousse Magazine og udført af den ferme Pulsk Ravn. Og selvom det også i år tilhører ovennævnte genre, så er der flere bidrag som for engang skyld faktisk gør som lovet – forlænger og perspektiverer de udstillede værker på kunsthallen og akademiet som institution.
Det gælder Matilde Duus’ læseværdige logbog over vigtige hændelser på akademiet under hendes studietid 2008-14 (nye professorer, lukning af værksteder, ny styrelseslov, fusionen med Kunsthal Charlottenborg etc.), som minder om, at kunstakademiet er en offentlig institution omgærdet af mange interne og eksterne politiske kampe, hvad angår økonomiske prioriteringer og hvad angår holdninger til kunst og undervisning.
Det gælder også forordet af netop aftrådte rektor Mikkel Bogh, som reflekterer over samtidskunstens fornyede interesse for materialitet, blandt andet i regi af de nye billedteknologier (og i forlængelse af eks-rektorens egen mangeårige interesse for skulpturen som udtryk). «Hvad vi ser her er ikke det ’varme’ subjekt, der kritisk vurderer de ’kolde’ teknologiske billeder, men sådan noget som tænkende substanser, der både har subjekt- og objekt-egenskaber,» konstaterer Bogh i en tekst, som eksempelvis giver mening i relation til Sofie Hertz’ turnering af begrebet «kolde» og «varme» skulpturer.
På udstillingen bidrager Hertz blandt andet med The Search, der består af en række affotograferinger af diverse afstøbninger af wellness-apparater – skrubbebørster, massageredskaber etc. – som i de knivskarpe print på det stoflige papir og med næsten skærmlysende turkis baggrund fremtræder som en slags ejendommelige, fremtidsarkæologiske fossiler, der forbinder krop og skulptur via de redskaber, som anvendes til – ikke at modellere skulpturen – men til at massere den menneskelige krop.
Boghs materialitetsrefleksioner leverer også et brugbart perspektiv til Morten Modins «præ-performative skulpturer» – et rum med en enorm samling af Modins egne skulpturer, der efterprøver alskens teknikker og koncepter indenfor genren; fra Ib Braase til Seth Price, over Willy Ørskov, Isa Genzken med flere. Ikke at Modin sætter navne på, men undersøgelsen er så omfattende at det nærmer sig en skulpturel encyklopædi i 3D, som fint kunne bruges til undervisning i mediet.
Et par dage efter afgangsudstillingen var åbnet i København kunne man på Kunstkritikk læse Simen Joachim Helsvigs kritik af afgangsudstillingen på Kunstakademiet i Oslo. Det var interessant læsning. I Oslo havde Helsvig registreret en «balanceret», «harmonisk» og «forbløffende lavmælt» udstilling. «Tatt av lyset» var titlen på artiklen, som beskrev en udstilling, som på mange måder ræsonnerede overraskende godt med indtrykket af den danske pendant i København.
En ting er, at afgangsstuderende fra akademierne i både København og Oslo tilsyneladende ikke er tændt af revolutionen, næret af aggression, og ikke for alvor kerer sig om analyse eller budskab (konceptuelt, såvel som indholdsmæssigt). Men det er noget helt andet nærmest ikke at begære kommunikation.
Fik man til opgave at beskrive årets afgangsudstilling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi som førstehåndsindtrykket af en person, man lige havde mødt ville det lyde noget i denne retning: En rygvendt kvinde iført lange, hvide gevandter. Hun står foran et vindue. Måske noterer hun noget, måske vander hun blomster. Hele scenariet forekommer fjernt, lidt sløret og drømmende. Svært at se, hvad hun ser – måske en slags billede på fremtiden.
